Wow, that man can SING!

0
318

foto 1

Det er faktisk ikke mere end et år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med Sebastian Lind. Jeg kan ikke huske, hvordan det skete, men pludselig føltes det som om, at han var alle steder. Hans nummer, ‘Another You’, kørte i A-rotation på min egen lille playliste, og jeg lyttede til den så meget, at jeg efterhånden kunne den uden ad og lavede mine egne a cappella versioner af den, som jeg sang på cyklen, i badet, over madlavningen, i lufthavnen, på flytoilettet, på kontoret, whereever. Og jeg ville så gerne høre det nummer live, men han spillede bare ikke i Danmark.

Indtil nu! Endelig kom den dag, hvor han gæstede Store Vega. På en trist og regnvåd tirsdag. Og sørme om han ikke havde mit girl crush, Freja Kirk, med som opvarmning; det perfekte match. Den smukkeste kvindelige stemme, den smukkeste mandlige stemme. Pe-leaze! Lav en duet! Tak!

Opvarming – Freja Kirk
Freja Kirk har jeg hørt live tidligere på året
, og det var mildest talt en fornøjelse. Naturligvis glædede jeg mig til igen at se hende på scenen, men der er samtidig noget farligt ved at genopleve en kunstner med så kort et interval imellem. Det er lidt ligesom at spise et stykke lagkage og så straks kaste sig over stykke nummer to; chancerne for, at nummer to smager lige så godt som nummer et, er tæt på ikkeeksisterende.

Nuvel, Freja er ingen lagkage; hun levede helt og aldeles op til forventningerne og har stadig efter min smag Danmarks mest interessante stemmer (og så lagde jeg mærke til, at når hun siger ‘tak’ til publikum, lyder hun helt overrasket – det er vel en form for ydmyghed og taknemmelighed, som kun giver publikum lyst til at klappe endnu mere). Jeg havde min veninde med til koncerten, og hun kendte hverken Freja eller Sebastian, men stolede blindt på min smag. Modigt, men hun var heldigvis også meget begejstret for Freja og glæder sig nu lige så meget som jeg til Kirks debutalbum. Og især til den nye single, som kun kan skabe fest og ballade (et vuggende nummer med reggae-feel så man glemmer, at det er vinter).

Sebastian Lind – på alle måder en lækker sag
Da Freja havde forladt scenen til stort bifald, gik der en længere pause, før lyset slukkede og Sebastian Lind og band (Anders Kirkegaard og Mathias Miang) viste sig på scenen…………. (I’m speechless)…….. Jeg har ALDRIG hørt nogen synge, som ham. Det er sjældent, at man føler sig fuldstændig tryg ved en kunstner fra start til slut, men Sebastian har ganske enkelt en stemme, som man bliver fanget af, hvirvlet rundt af og tryllebundet af. Han kan alt med den stemme, det er jeg slet ikke et sekund i tvivl om.

Sebastian Lind er kun 25 år gammel, men som han stod der på scenen, kunne han lige så godt have været langt yngre. Ikke fordi han er meget lidt maskulin, nej han har faktisk lidt den samme karisma som den atypiske hjerteknuser, Ryan Gosling, har; nemlig oceaner af talent sat sammen med et quirky, nørdet og usandsynligt charmerende ydre. Der var da også en hel del unge kvinder i salen, som blev en anelse drømmende i blikket, da unge Sebastian sang og dansede. Men grunden til, at han ligeså godt kunne have været meget yngre var hans tilgang til musikken, som virkede enormt legesyg og glad. Det var fantastisk at se på, og dragende og inspirerende at lytte til.

Selvom bandet benyttede sig af mange backtracks, forringede det ikke live-oplevelsen; det gør alle jo i dag, og sådan er det. Dog glæder jeg mig til at opleve Sebastian med et lidt større band og et live kor. Det må helt sikkert komme med næste turné. Men jeg holder virkelig meget af Sebastians både stille, singer/songwriter-agtige sange og deres elektroniske lag, som er blevet hans lyd, hans varemærke. Selvom der findes rigtig mange bands, som laver denne slags musik, har Sebastian Lind en særlig dybde og noget helt unikt i sine popsange, som gør, at man ikke kun har en fest, når man lytter; man bliver også rørt. Og det gør man også til koncerterne. Jeg blev i hvert fald rørt af sangenes inderlighed og den intense måde, som de blev leveret på. Og så i Store Vega – mit yndlingskoncertsted. Som jeg sagde til min veninde: hvis jeg ejede en koncertsal, så skulle den indrettes og udsmykkes præcis som Store Vega. Alt er smukt, inklusiv lyden.

Men kender du det, når man i slutningen af en koncert tager sig selv i at tænke, “Jeg håber ikke, at de spiller ekstranumre, for jeg er sgu lidt træt i benene,” og med det samme skammer dig, fordi du nu føler dig både gammel og uncool? Sådan har man det ikke til Linds koncert. Den måtte gerne have fortsat. Jeg er bare lidt i tvivl, om han kunne føle kærligheden fra publikum hele vejen op på scenen på sådan en grå tirsdag? For der var masser af den der, hvor jeg stod. Og ja, vi kommer igen til næste år. Selvfølgelig gør vi det.

/Louise

foto 2