Blogs

Lars Bjerregaard | Københavnersnuden #274

Lars Bjerregaard | Københavnersnuden #274

by 05/04/2020
Sig goddag til ugens Københavnersnude, Lars Bjerregaard. Han er madskribent, madformidler og vært på podcasten, Hvor Vi Spiser, som du kan finde hos Heartbeats. Derudover er han presseansvarlig for Restaurant Lola – men selvfølgelig lige nu i karantæne, lige som alle os andre. Mød hans København her.

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
LB: I øjeblikket er jeg i karantæne som alle andre. Jeg er oppe i sommerhuset i Smidstrup, og det føles som om, alle andre også er det. Jeg bliver kulret af at skulle være i byen uden at kunne bruge den, og derfor er jeg søgt herop. Men ellers venter jeg på, at min arbejdsplads, restauranten og det socialgastronomiske projekt Lola, åbner igen, så vi kan komme videre med alle de store planer vi har. Jeg slår tiden ihjel med at læse og skrive og lave lektier med ungerne.

LC: Hvor bor du?
LB: Jeg bor på Guldbergsgade på Nørrebro, og det har jeg gjort de sidste 20 år. I tre forskellige lejligheder. Det er en landsby, og jeg kommer aldrig væk herfra. Skræmmende, men sandt.

LC: Hvor går du tur?
LB: Jeg går igennem byen hver morgen fra mit hjem på Nørrebro til min arbejdsplads på Christianshavn og tilbage igen. Jeg smadrede mit knæ endegyldigt for et par år siden, så jeg er lidt afhængig af at kunne dyrke motion på andre måder end de gængse, og så er det super fedt at kunne gå rundt med København som kulisse.

LC: Hvor drikker du kaffe?
LB: Det Vide Hus ved Nørreport og Heaps Good Café på Fensmarkgade. Begge steder, fordi ejerne er de sødeste mennesker, og fordi stemningen er god begge steder. Vidt forskellige steder, og vidt forskellig kaffe. Men man får altid mere med derfra end bare kaffen. En god samtale, godt humør, en god historie.

LC: Hvor spiser du?
LB: Rigtig meget på Lola… men “over alt” er, udover førnævnte, et meget præcist svar. Jeg har været restaurantanmelder på Information og skrevet restaurantklummer til Politiken, og nu arbejder jeg på en restaurant, så min sult og nysgerrighed er ret umættelig.  Jeg gider at spise og drikke alle de steder, der ikke går på kompromis med råvarerne og med service, og så gider jeg ikke drikke konventionelle vine, med mindre de er virkeligt skidedyre og virkeligt klassiske.

LC: Hvor fester du?
LB: Jeg er 45, har to børn, og mine tømmermænd varer efterhånden i tre dage, så jeg skal virkeligt tænke mig om. Festen er for mig de restaurant- eller barbesøg, der bare trækker ud med dejlig mad, fremragende vine og enormt godt selskab. Og inden man har set sig om. er der gået otte timer, og man kan så se frem til tre dage med tømmermænd, som naturligvis var det hele værd.

LC: Hvor inspireres du?
LB: Midt i trafikken. Der, hvor larmen og kaos er størst. Der, hvor det er mest hektisk. Flest mennesker, mest smog. Hvor folk er i bevægelse. I baren. Ved restaurantens bagerste bord. De steder, hvor jeg kan iagttage flest muligt mennesker.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
LB: Nørrebro har jo mit hjerte. Naturligvis. Den er besværlig og for meget og åndssvag og absolut vidunderlig. Det eneste sted i byen, hvor jeg kan ignorere, at vi bor i en meget lille storby.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
LB: Jeg bliver nødt til at sig hvert år på den første, varme forårsdag. Folk, der ikke har oplevet den dag i København aner ikke, hvad jeg taler om. Det skal opleves.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
LB: Der er nogle stykker, eftersom jeg både er blevet gift og har fået to børn her i byen. Tre ting, der naturligvis står lysende for mig. Udover det, har jeg måtte flygte fra en udlejer i nattens mulm og mørke, fordi hun altid ragede på mig, når hun var fuld. Og det var hun hele tiden. Jeg er blevet kørt ned. Er blevet lagt i benlås af en sød betjent. Har været i slagsmål. Været vanvittigt forelsket og sindssygt heart-broken. Men jeg tror, at den dag, jeg som 20-årig fik følelsen af at høre til, fordi jeg var den, jeg var, uden at skulle lave mig om for nogen, er mit yndlingsminde. Den sommermorgen i en aftagende brandert på vej hjem i seng efter endnu en nat på Rust eller Jazzhouse, hvor den berusende følelse ramte mig, husker jeg stadig. Mest fordi jeg satte mig ved mit skrivebord og skrev på et stykke papir “Jeg hører til her”, da jeg kom hjem. Det stykke papir er blevet væk for længst. Men følelsen har jeg stadig.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
LB: Bliv ude. Også lidt længere, end du egentligt havde planlagt.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
LB: København mangler en grim, kompromisløs kunstnerisk undergrund. Den, der er er, er ganske lille og egentligt ret pæn. Der kan jeg godt mærke, at København er lille, og at undergrund ikke bliver anerkendt af folk. Vi vil godt have orden, kommunalt støttet grafitti og pop-up-restauranter. Ro efter 22.00. Alt er enormt planlagt. Undergrund har det bare rigtig svært i det miljø.

LC: Dit soundtrack til byen?
LB: Strækker sig fra Suedes Dog Man Star, som jeg hørte på repeat, da jeg flyttede til byen i ’95 – og til hhv Viagra Boys og Jung som jeg pt. hører, når jeg går igennem byen. Det strækker sig med andre ord uendeligt vidt.

 

Tusind tak, Lars, fordi du ville dele dit København med os. 

GOD SØNDAG! 

 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.