Nationen på Mungo Park

0
441
I år kan Ekstra Bladets berømte, berygtede og ikke mindst forargende kommentarspor nationen! fejre 10 års jubilæum. Det rå men også humoristiske debatforum tager Mungo Park nu ind på scenen, hvor de mange ord får både krop og stemme, så vi kan mærke de sider af vores eksistens, som ofte bliver redigeret væk. For det har gennem årene været nationens! store styrke; folkets mulighed for frit og uredigeret af kunne ytre sig. Ditte var med, da det udskældte forum blev sat på teaterform og ‘Mongol Park’ bød velkommen til virkeligheden.

Du har noget at glæde dig til, når nationen! kommer til Mungo Parks nye scene i Gladsaxe den 14. til 18. marts. Uanset om du har fulgt med i den ucensorerede debat, som hver dag udspiller sig på Ekstra Bladets hjemmeside, eller du ligesom mig aldrig har skænket det din tid, så vil jeg garantere dig, at du vil være underholdt. For vi kender dem alle fra Facebook, Twitter eller alverdens blogs, hvor der er plads til meninger og holdninger; kommentarerne, der er får dig til at krumme tæer, grine, forarges, væmmes og blive provokeret – for ikke at tale om nysgerrig på, hvem det er, der sidder bag tasterne og lader alt fra galgenhumor til galde vælte ud ad tastaturet? På de fleste sociale medier i dag er der en validering af profilen før, at vedkommende bag kan ytre sig. På nationen! er det et anonymt alias, hvilket ofte gør tonen upassende og ufiltreret. Og det er netop det interessante ved Mungo Parks iscenesættelse af nationen!, hvor fire skuespillere giver os et bud på, hvem disse mennesker er, og hvad der driver dem til tasterne med grimme, stikkende og mobbende kommentarer, som de formentlig aldrig ville turde sige højt i virkelighedens verden. Men samtidig er det virkeligheden og et indblik i, hvordan mennesket måske ville ytre sig, hvis det ikke var underlagt redigering og censur.

Nationen Mungo Park Kolding 2

Nationen, Mungo Park, Kolding ©2017 Palle Peter Skov
Nationen, Mungo Park, Kolding
©2017 Palle Peter Skov

Velkommen til virkeligheden!

Jeg havde taget turen til Mungo Park Kolding for at overvære premieren på stykket, som kommer til København til marts. Og det var hele turen værd. Med en enkel scenografi bestående af stole på rækker og en mikrofon i front, fik stykket fint kridtet kamppladsen op omkring ordet og kampen om at blive hørt og bemærket i den travle strøm af meninger og holdninger. Jeg grinede højt og sank dybt undervejs, hvor der ikke blev lagt fingre imellem, når kommentarerne fra virkeligheden blev smidt udover scenekanten. Det gav stof til eftertanke om hvorvidt, vi skal have ondt af de mennesker, der sender grove og stødende spydigheder afsted uden at stå på mål for konsekvenserne. Eller om vi gerne må tænke i vores stille sind, at de er nogle tabere – præcis som dem, der holder nationen i gang hver dag, selv tænkte højt, da Mungo Park (eller ‘Mongol Park”, som teatret straks blev omdøbt på nationen!) annoncerede, at de ville iscenesætte Danmarks ubetingede mest læste debatforum: “Så kan vi højtråbende bitre mennesker blive udstillet som tabere. Øh er vi tabere?”.

 

Vurder selv, når Mungo Parks ikke mindre end medrivende og gennemførte stykke virkelighed kommer til deres scene i Gladsaxe fra den 14. til 18. marts.

/Ditte

 

Herunder kan du se min umiddelbare reaktion på stykket sammen med Anders, der er indfødt Koldingenser og tidligere praktikant på Ekstra Bladet – og som derfor selv har både overvåget det berømte kommentarspor samt været skydeskive på det.