Blogs

Sara Schlüter | Københavnersnuden #276

Sara Schlüter | Københavnersnuden #276

by 19/04/2020
Ugens Københavnersnude er Sara Schlüter, som til dagligt er presseansvarlig ved Københavns Politi. Hun har dedikeret sin tid og opmærksomhed i denne corona-lockdown til alle de hårdt pressede mindre virksomheder i København og ved om nogen noget om, hvor man skal bevæge sig hen i vores lille storby. Bliv klogere på København og på Sara her.

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
Sara: Som de fleste andre, så alt, alt for lidt. Jeg har besluttet, at jeg ikke behøver skrive en roman eller renovere min lejlighed. Så jeg arbejder, går lange ture ud af byen og forsøger at være tålmodig og vente på, at alt dette går over.

LC: Hvor bor du?
Sara: Vesterbro. Elsker mit nabolag.

LC: Hvor går du tur?
Sara: Den korte er til Vestre Kirkegård. Den lidt længere ud til Sydhavnstippen, og den lange går til Kalvebod Fælled. Jeg elsker at gå ture i København – særligt i dens grønne områder og åndehuller. Samler løbende små glimt af mine gåture på Instagram under #gåtureiKøbenhavn. Der er noget helt fascinerede ved, at man kan gå en lille time og så stå midt i Naturpark Amager og føle sig helt alene i det åbne landskab og genfinde sin ro så tæt på byen.

sara schüter

LC: Hvor drikker du kaffe?
Sara: Sort Kaffe og Vinyl i Skydebanegade. Byens bedste og hyggeligste kaffe. Jeg sørger for at gå forbi så ofte som muligt lige nu. Det er et af de steder, jeg inderligt ønsker, overlever den nuværende krise.

LC: Hvor spiser du?
Sara: Lige nu derhjemme. Men gerne med mad fra Mangia eller Kiin Kiin Tok Tok på bordet. Begge favoritter under normale omstændigheder. Derudover savner jeg virkelig dumplingstedet Gao på Istedgade og Fu Hao i Colbjørnsensgade. Byens bedste dim sum.

Den nuværende krise har gjort mig endnu mere bevidst om, hvor jeg lægger mit forbrug. Lige nu handler jeg næsten udelukkende hos de små forretninger, jeg gerne vil beholde også efter krisen. Jeg får grøntsager fra Almanaks grøntsagsmand, køber pålæg hos Le Gourmand (hasselnøddepølsen og den ny svinerillette er for vilde), god Riesling fra Niche Vine og Den sidste dråbe og take out fra nabolagets gode steder. Jeg frygter virkelig for, hvordan vores by vil være efter det her, og vil gerne gøre min lille del for at beholde alt det gode.

LC: Hvor fester du?
Sara: Jeg er mere til brune værtshuse end natklubber. Så der er en god chance for at man finder mig på Toga eller McKluud. Skinner solen så ved et bord foran Ved Stranden 10 eller med en medbragt flaske på Litauens Plads. Lige nu fester jeg dog primært alene derhjemme iført pyjamas med vin foran skærmen.

LC: Hvor inspireres du?
Sara: Alle vegne. Af bygninger, natur, stemninger og mennesker.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Sara: Om sommeren er det Sydhavnstippen; om vinteren Palmehaven i Glyptoteket. Når man sidder der i et par timer på en bænk og læser en bog, kan man næsten bilde sig selv ind, at det er forår. Jeg har årskort til en række af byens museer, og jeg bruger dem som åndehuller, hvor jeg ofte besøger mine favoritmalerier. Det glæder jeg mig virkelig til at kunne igen.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Sara: Hver dag. Jeg elsker vores by. Det er en nærmest fysisk manifestation. Jeg føler et nærvær til København, som intet andet sted giver mig. Jeg elsker at rejse, men når jeg har været væk fra byen i nogle uger, er det som om, den begynder at kalde mig tilbage. Drage mig hjem. Og når jeg ankommer på Hovedbanegården, føler jeg roen sænke sig over mig. Hjemme.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Sara: Det bliver om nogle måneder, når vi igen kan sidde tæt og nyde byen sammen, og alle smiler bredere end på årets første solskinsdag.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Sara: Mad: Geranium. Mad, der er til at betale: Mangia. Kebab: Kebabistan på Istedgade. Udsigt: Tårnet på Christiansborg. Gåtur i byen: Kastellet. Gåtur uden for byen: Naturpark Amager. Picnic: Litauens Plads. Vin: Ved Stranden 10. Museer: Glyptoteket eller Den Hirschsprungske Samling. Turist i egen by: Kanalrundfart.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Sara: Et sted der laver virkelig gode suppedumplings. Og baleadas, som er en helt igennem fantastisk honduransk gademad. Og en virkelig god svømmehal. Selv den mindste tyske provinsby slår os med længder, når det kommer til svømmehaller. Jeg forstår det ikke. Og bedre supermarkeder. I næsten alle andre lande har selv discountsupermarkederne fiskeafdeling, slagter og delikatesse. Lige ud over det er Københavns verdens bedste by.

LC: Dit soundtrack til byen?
Sara: Lydbøger. Mit abonnement til Mofibo er virkelig blevet brugt de seneste uger på mine gåture, hvor jeg i særlig grad har nydt Kirsten Thorups nye bog ’Indtil vanvid, indtil døden’, som er et rent mesterværk.

Tusind tak, fordi du ville dele dit fantastiske København med os, Sara!

Se mere om Sara og hendes færden i København på Instagram her.

GOD SØNDAG!

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.

Your data will be safe!Your e-mail address will not be published. Also other data will not be shared with third person.