Henrik Brinks | Københavnersnuden #276

0
430
Ugens Københavnersnude, Henrik Brink er CEO og co-founder af Copenhagen Distillery. Her arbejder han med at udvikle traditionelle spiritusser – som udover gin og akvavit også tæller destilleriet første whisky. Destilleriet holder til lige ved Kløvermarken, og her kan du kaste dig ud i diverse smagninger og events ellet et besøg i deres shop – indtil corona-lukningen er overstået, må du dog fornøje dig på destilleriet webshop. Mød Henrik Brinks og hans København her:

 

LC: Hvad har du gang i for tiden?
HB: Arbejder hårdt (hjemmefra) på at styre destilleriet sikkert igennem Corona-stormen.

LC: Hvor bor du?
HB: I en gammel murermester kasse fra 1932 placeret midt i Italienskvarteret i Sundby Øster – et kraftfuldt ejendomsmægler stenkast fra Amager Strandpark.

LC: Hvor går du tur?
HB: Det bliver for tiden mest til slentreture sammen med fruen og vagthunden Viggo (en splejset minipuddel) ned til Strandparken og rundt i lokalområdet. Når tiden er til det, elsker jeg området med de veldimensionerede gamle bygninger i sidegaderne på ydre Holmen.

LC: Hvor drikker du kaffe?
HB: Lige nu på den solbeskinnede terrasse sammen med den meget modige vagthund Viggo, som specielt hader, når en cyklist eller et løbehjul passerer haven i høj fart. Sikkert placeret bag hækken føler han sig meget modig med dertil voldsomt irriterende gøen til følge.

LC: Hvor spiser du?
HB: Palægade og Ravelinen (Københavns hengemte perle med en fantastisk udsigt over voldanlægget ved Christiania).

LC: Hvor fester du?
HB: På Copenhagen Distillery. Vi har byens hyggeligste bar. Inden Corona nedlukningen nåede vi lige at lave en åbningsfest den 20 februar i anledning af lanceringen af Destilleriets og Københavns første whisky. Det var en stor dag i Destilleriets (og Københavns) historie.

LC: Hvor inspireres du?
HB: På taget af Copenhagen Distillery, hvor man kan sidde i total uforstyrrethed og nyde udsigten over Københavns spir og toppe med Copenhill til højre, Marmorkirken og Christiansborg i midten flankeret af Rådhustårnet og Radisson hotellet til venstre.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
HB: Der er godt nok mange steder, som kan noget. Men for nylig opdagede jeg naturreservatet ved Klydesøen helt nede på sydspidsen af Kalvebod Fælled. Jeg havde fornøjelsen at tilbringe en dag sammen med whisky guruen Jim Murray, som viste sig at være en inkarneret ornitolog. Og er der noget, som jeg intet ved om eller interesserer mig for, så er det fugle. Lige indtil jeg så et havørnepar med et vingefang på godt over to meter lande ca. 100 meter fra, hvor vi stod – med Københavns broer, spir og tårne som baggrund. Pludselig følte jeg mig stolt over at bo i København, hvor by og natur kan være i så tæt sameksistens.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
HB: En varm sommernat tilbage i 1990 på en kantsten foran Det Elektriske Hjørne

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
HB: Det må være den legendariske aften og nat lige efter at Danmark var blevet EM mestre tilbage i 1992. De intense timer i sommernatten sammen med hundredetusinder af jublende og opstemte danskere, som i ekstase vandrede op og ned ad Københavns tætpakkede gader. Med andre ord den diametrale stemning af Corona København anno 30. marts 2020.

Credit: Copenhagen Distillery

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
HB: Udover selvfølgelig at aflægge Copenhagen Distillery et besøg, så vil jeg klart anbefale bare at sætte sig ved kajkanten et sted på Christianshavn eller et af de mere rolige områder bag ved Skuespilshuset, og så ellers bare nyde en Copenhagen G&T, mens man ser på menneskemylderet omkring sig.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
HB: Renhed. København er blevet en forbandet svinesti at færdes rundt i. Flere og flere synes åbenbart at være sig selv nærmest, hvorfor ens skrald pludselig bliver en andens problem lige så snart det har forladt ens fingre. Jeg kan simpelthen ikke forstå alle unge og miljøbevidste personer, som taler med meget høj og fordømmende stemme, når snakken handler om de globale miljø- og klimaudfordringer, men pludselig bliver helt stille og handlingslammede, når talen handler om at rydde op efter sig selv og ramme en skraldespand.

LC: Dit soundtrack til byen?
HB: Revolution Of Mind med She Drew The Gun. Vi trænger til nogle up-beat alternative tone i disse deprime Corona-dage

[ot-video][/ot-video]

Tusind tak, Henrik, fordi du ville dele dit København med os. 

GOD SØNDAG!