TFA – TempoFyldtDanskRap

0
319

Den 3. oktober satte Upfront Urban Tour i gang i Kolding. Turnéen bringer 8 upcoming danske artister rundt omkring i landet på 5 større danske musikscener. Vi har mødt én af disse artister, rapmusikeren TFA, til en snak om musik, rapteknik og moderne hiphop.

”Jeg har altid været interesseret i musik, og jeg vil rigtig gerne kunne leve af det. Men det er svært, der er masser af konkurrence, så jeg gør bare min ting så godt, som jeg kan,” siger TFA ydmygt, da vi møder ham hos bookingbureauet, Swing Baby Agency, der står bag Upfront Urban Tour.

Den danske hiphop-scene markerer sig i øjeblikket med navne som Sivas og Gilli og en flok andre kunstnere, som alle benytter sig af samme mørke univers og masser af autotune. Det er blevet et kæmpehit henover sommeren, og når en genre pludselig får et boost, er det klart, at en masse nyere artister følger i slipstrømmen og lader sig inspirere af netop denne lyd. Men ikke TFA: ”Jeg har lavet musik i 12 år og har selvfølgelig udviklet mig og forbedret min rapteknik i løbet af denne tid, men jeg føler ikke, at jeg er en del af den nye bølge af hiphop, som er meget oppe i tiden. Jeg er bare min egen,” fortæller han. ”Men ikke et ondt ord om Sivas eller de andre nævnte, de er sindssygt dygtige.”

Inspiration i hverdagen

TFAs teknik kender mange måske fra U$O – en slags rap i dobbelttempo, men hvor lytteren stadig gerne skulle kunne forstå ordene. Inspirationen til teksterne finder TFA overalt: ”Inspiration er svær at sætte ord på, for det kan være alt. Jeg skriver rigtig tit – og som hos mange andre, er det til tider svært at finde noget at skrive om, men det er så der, jeg lader mig inspirere af de små ting, der sker i hverdagen og i mit liv, det sætter klart skrivelysten igang, ligesom jeg også kan blive inspireret af mine idoler og deres musik. Jeg er eksempelvis meget inspireret af Tech9,” fortæller han. Rapteknikken er naturligvis også til dels inspireret af U$O – men TFA understreger, at det ikke er en kopi af hans teknik: ”U$O startede det i Danmark, men så er vi en gruppe, som har videreudviklet teknikken, synes jeg. Jeg går rigtig meget op i, at man kan tyde og forstå, hvad jeg rapper.”

Upfront Urban Tour

TFA er oprindeligt fra København, en Nørrebro-dreng. Han flyttede dog til Falster i sine yngre år med sin familie. I løbet af de sidste par år er antallet af spillejobs om året vokset til være nærmest hver weekend, og han har sågar varmet op for nogle af de største danske rapper, som Clemens, L.O.C. og Kaliber. Opvarmningen har fungeret som en måde at skabe nye kontakter og udvide netværket for TFA, og nu glæder han sig til at komme endnu længere ud med Upfront Urban Tour. ”Jeg har været i gang i mange år, men er stadig upcomning. Jeg tager det også som en oplevelse som artist, og så regner jeg med, at det både bliver en fest og en udfordring. Vi skal af sted en masse mennesker, som ikke kender hinanden alle sammen. Men det kommer vi forhåbentlig til – vi er jo også en slags kolleger,” smiler han.

Fremtiden

Spørger man TFA, hvad hans fremtidsplaner er, falder svaret promte: mere musik. Sit eget pladeselskab, måske? ”Jeg vil gerne have mit eget selskab en gang, så jeg kan hjælpe folk som mig selv i gang. Jeg har selv fået hjælp til at lave beats, dengang jeg ikke selv kunne finde ud af det. Jeg spiller nærmest alle instrumenter efter gehør, det ligger bare til mig, så jeg gad godt en dag at få muligheden for at hjælpe andre, som jeg også selv er blevet hjulpet.”

Med ærlighed kommer man længst

Først og fremmest er det dog musikken og scenen, der trækker – muligheden for at udtrykke sig selv gennem lyd og ord og være sig selv. Og det er det indtryk, som TFA efterlader mig med. En meget ærlig fyr med masser af mod og tanker, som skal ud. Jeg fornemmer tydeligt hans energi og hans iver efter at få sagt de ting, der ligger ham på sinde. Og da vi slutter samtalen med hurtigt at vende hiphop-miljøet, hvor der ofte er beefs rapmusikerne imellem, kigger han mig i øjnene og siger: ”Jeg er ikke ude på at svine nogen til, det interesserer mig slet ikke. Jeg vil aldrig starte en fight – det er der ingen grund til, men jeg er stadigvæk altid bundærlig, både som kunstner og som privatperson. Og det vil jeg altid være.”

Du kan høre TFA og de 7 andre kunstnere, når Upfront Urban Tour rammer Kulturhus Islands Brygge i København på lørdag, den 18. oktober.

/Louise

Upfront Urban Tour