5 gode råd til den grønne altan

0
396
altan

Vi mødte Signe Wenneberg for nogle uger siden, hvor vi fik fem konkrete tip til, hvordan vi kommer i gang med at nyde altanen og det gode udendørs byliv.

Jeg føler ikke, at jeg har grønne fingre, men det har jeg. Det tror Signe Wenneberg i hvert fald – og hun kender mig ikke engang. Men som hun siger, så er der ikke noget, der hedder ikke at have grønne fingre. Der er nogle mennesker, som måske har fået lidt dårlig selvtillid, når det kommer til havearbejde, fordi de ikke vidste, hvad de havde gang i (mig).

Så med fornyet tro på mine evner udi havearbejdet tager jeg nu Signe Wennebergs gode råd til mig – og det bør du også, hvis du vil sidde på din misundelsesværdige smukke altan og nyde den danske sommer.

  1. Husk hvilken retning din altan ligger i. Det er ikke de samme planter, som kan overleve, hvis din altan er sydvendt eller nordvendt, for lyset varierer på forskellig vis. Gør dig dette klart, inden du tager på planteskole.
  2. Blæst har også betydning for dine planter. Det er ikke alle planter, der kan klare blæsten; nogle vil trives i det, mens andre lader livet. Det kan planteskolen fortælle dig alt om.
  3. Plant noget, som er stedsegrønt, så du også har noget at kigge på om vinteren. Det er så kedeligt med en tom altan, så sørg for også at have grønne planter, der pynter i vinterhalvåret.
  4. Pas på du ikke overgør det, så der ikke er plads til en stol og et bord. Du skal selvfølgelig kunne komme ud på altanen og opholde dig derude, hvis du virkelig skal nyde lejlighedens ekstra rum.
  5. Tag på planteskole – ikke på en lørdag, hvor der er et hav af mennesker. Tag derud eksempelvis en tirsdag, på en dag hvor du også selv har tid til at fordybe dig. Herude kan du få al den hjælp og vejledning, som du har brug for som ’ny i haven’. Der er ting, du ikke kan regne ud selv, og derfor skal du have en kyndig til at guide dig – så bliver det meget sjovere at arbejde med planterne og blomsterne.

Og som et ekstra og kærligt råd, så bild dig ikke ind, at du ikke har grønne fingre.

Derfor er det så vigtigt at tage på planteskole for at hente råd og vejledning, så du kan få at vide lige præcis, hvilke planter og blomster, der kan leve på din nordvendte og blæsende altan – eller hvordan din altan nu ligger.

altan

Du kan kan Signe Wennebergs min ugentlige haveklumme på www.pov.international og se link til den på hendes instagram hver søndag: @signewenneberg

/Louise