Fem grunde til at besøge SMK Fridays

0
428
SMK Fridays 4

Nogle aftener er bare bedre end andre. Som i går, da SMK Fridays og Frost Festival havde slået pjalterne sammen for at holde en gigantisk vellykket fredagsbar for alle os, der gerne vil have noget kulturelt at skulle vinen ned med. Og det blev en aften, hvor jeg grinte så meget, at tårerne trillede ned ad kinderne.

SMK Fridays 1

Det er ikke svært at give en titel til alle dage i ugen.
Mandag = Træt.
Tirsdag = Alt Kan Ske, Men Ofte Sker Intet.
Onsdag = Vippedag.
Torsdag = Arbejd Arbejd / Lille Fredag.
Fredag = Fest / Fjollet.
Lørdag = Fest / Energi.
Søndag = Sove.

I går havde jeg en både festlig og fjollet fredag. Èn af den slags dage, hvor jeg råber dumme ting ud i kontorlokalet uden at vide, hvorfor, og hvor jeg synes, alle mennesker er dejlige, smukke, sjove og værd at snakke med.

Dagen startede meget tidligt på kontoret på Gammel Kongevej, hvor Ditte her fra bloggen og jeg mødtes for at få styr på alle de fantastiske festivaler, vi skal dække i løbet af året. Det blev til dagens første fjollede time. Herefter en lang dag med masser af opgaver, der blev streget på to-do-listen – helt utroligt, for fredag kan jo tit gå op i en for lang frokost og en tidlig fredagsøl. Men i går gik arbejdet smurt, og kl. 17.30 var det i fuld fart ud på Fisketorvet – eller Copenhagen Mall (wtf) og købe en gave til min veninde i Silvan (som hun blev MEGET glad for, skulle jeg lige hilse at sige – jeg er mester i at købe gaver, som folk kan bruge, og selvom det er noget så røvsygt som en vandbesparer til køkkenvasken!)

Og så ud til Statens Museum for Kunst, min absolut yndlingsfredagsbar med byens bedste crowd. Inden da havde jeg snakket totalt forbi min veninde, Oline, i telefonen, og allerede her var stemningen lagt. Hvordan kan en aften gå galt, når man ikke kan forstå hinanden? Det kan jo kun blive morsomt. Og det blev det.

For første gang nogensinde måtte vi stå i kø for at komme ind til fredagsbaren. Det kan der være mange grunde til – det er netop blevet vinterferie for mange, og da udstillingen Japanomania allerede har fået en del omtale, gætter jeg på, at det er årsagerne til den seriøst lange kø. Derudover er SMK Fridays jo bare awesome, så lidt ventetid i den bidende kulde kunne ikke slå os ud.

SMK Fridays 2

Fem grunde til at besøge SMK Fridays

SMK Fridays er min favorit af flere forskellige grunde: For det første er det ikke et kødmarked. Du kender godt stemningen af, at alle har øjne på stilke og en lille snert af desperation i blodet efter at få et bytte med hjem. Den slags får du ikke på SMK Fridays. Det er ikke, fordi folk ikke flirter – det er bare på en mere subtil måde, de flirter. Og det kan jeg lide!

En anden grund er, at Statens Museum for Kunst – eller bare Statens, hvis du er ung – er vanvittig smuk i sig selv. Tager du et par hundrede af de smukkeste københavnere og turister og kommer dem ind i bygningen, så har du noget nær det smukkeste sted i verden. Så meget skønhed på ét sted er næsten ikke til at bære. Det kan kun få én til at smile. Ja tak.

En tredje grund er, at der er naturligvis er åbent på en stor del af museet til SMK Fridays, og der er noget lækkert ved at gå rundt og kigge på den smukke og interessante kunst på sådan en fredag aften. En perfekt måde at slutte arbejdsugen på.

En fjerde grund er, at SMK Fridays altid byder på god street food – og i går fik vi også rigtig god vin. Markus Molitor, som vi havde på den sushirestaurant, jeg arbejdede på, da jeg studerede. Og så var bartenderen så sød at lade os bytte boblerne med hvidvin, da vi bestilte vores Bobles & Burger. Altså, det virker bare lidt som om, alt kan lade sig gøre på SMK.

SMK Fridays 3

En femte grund er selvfølgelig de happenings, som er tema for fredagsbaren. I går var det udstillingen Japanomania – og så var det et samarbejde med Frost Festival, hvilket betød koncert med Andreas Führer Isle of White, som vi desværre ikke nåede at opleve, men som eftersigende var fantastisk!

Jeg fik en snak med én af arrangørerne af SMK Fridays, der fortalte lidt om planerne for næste fredagsbar til slut marts – og DET bliver godt. Jeg kan ikke sige andet, end at du bør tage af sted. Jeg elsker den fredagsbar af hele mit københavnerhjerte, og jeg håber, at flere museer måske kan lade sig inspirere til at gøre lidt af det samme. Det er der plads til i vores lille storby.

/Louise

PS. I øvrigt var aftenen så morsom, at jeg helt glemte, at jeg havde en smule ondt i skulderen efter en vaccine før min tur til Sri Lanka om fem dage <3

Sri Lanka