Ugens Københavnersnude står bag, for os, 2017s ultimativt største sommerhit – sammen med Christopher*. Pelle Peter Jensens stemme har du helt sikkert hørt, hvis du har lyttet til P3, P6 Beat, været på festival, Distortion eller set en prisuddeling. Pelles CV er efterhånden langt, og vi er glade for, at den stolte bornholmer nu er vores Københavnersnude.
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
PPJ: Jeg har lige afsluttet en lang festivaltour med Lågsus. Så for tiden nyder og prioriterer jeg faktisk lidt at slappe af. Det er et stort projekt for mig. Derudover forsøger jeg at lære ikke at gå med kasket. Det har jeg gjort 99 % af alle dage siden 6-7 års alderen, da jeg blev meget stor fan af en gruppe ved navn East 17. Begge projekter går ok.
Derudover laver jeg jo mit daglige radioprogram, Lågsus på P3, hvor vi for tiden kører et historieprojekt, hvor vi har bedt en række danske artister om at fortolke et stykke Danmarkshistorie. Den første sang er lige kommet ud – den er lavet af Suspekt og Shaka Loveless, hedder “Velkommen Hjem” og handler om, hvordan Danmark tager imod sine soldater efter krig. Det er fedt at lave noget, der stikker lidt dybere og har noget på hjerte. Der kommer 5 sange endnu, og vi er meget glade for det, vi har hørt indtil videre.
Og nå ja, så vender jeg plader, når jeg kan komme til det. Det er stadig lige så sjovt, som da jeg begyndte som teenager.
LC: Hvor bor du?
PPJ: Jeg bor på Islands Brygge. Den gamle del – lige op af Alma, Wulff & Konstali, Njalsgade og vandet. Jeg flyttede ind i december og er sygeligt glad for min lejlighed og kvarteret. Her er meget fint og hyggeligt, og så er det tæt på hele byen og samtidig 5 minutter fra naturen på Amager Fælled og vandet i havnebadet. Jeg har boet i Kbh N, V, Ø og K, så jeg har et udmærket sammenligningsgrundlag. Jeg synes, at alle kvartererne har sin individuelle charme, og jeg har svært ved at vælge en favorit. Men jeg er meget glad for at bo, hvor jeg gør.
LC: Hvor går du tur?
PPJ: Jeg går ustyrligt sjældent en tur bare for turens skyld. Jeg har forsøgt at lære det, men jeg tror, der er noget grundlæggende ulogisk for mig at vandre formålsløst rundt. Også selvom formålet ligger heri. Men altså jeg har da lært, at Amager Fælled er et rigtig fint sted at gå rundt, hvis man gerne vil snakke med et andet menneske om nogle ting, der måske er for tunge til at tage over en kop saft på en café.
LC: Hvor drikker du kaffe?
PPJ: I mit køkken! Jeg laver min egen iskaffe hver morgen. Det er fucking nemt. Du kører lige en portion Nescafe i et glas, fyrer en lille bitte smule kogende vand i – bare lige så det opløses. Så tyrer du et par solide isterninger i og fylder op med mælk. Jeg har både investeret i en quooker og de der præfabrikerede isterninger. Men altså det er tjent ind på 5-7 kopper, sammenlignet med de iskaffepriser, de københavnske caféer byder på. Og nu vi er ved dem – HVORFOR SÆLGER I IKKE ISKAFFE OM VINTEREN? Det er jo ikke fordi, at man stopper med at serverer isvand eller kolde colaer. Jeg kan ikke forstå det. Iskaffe smager for fedt året rundt. Og når jeg engang imellem tager én ude i byen, så synes jeg virkelig, at Coffee Collective laver en vandvittig velsmagende udgave.
LC: Hvor spiser du?
PPJ: Min ultimative favoritrestaurant er Fischer på Østerbro. Der er jeg kommet fast, siden jeg boede på Østerbro for 6 år siden. De laver ret simpel og virkelig virkelig god italiensk mad. Deres mozzarella forret virker hver eneste gang. Derudover er jeg meget imponeret over Kadeau. Jeg har spist på en tostjernet michelin restaurant, og det er mig et mysterium, at Kadeau ikke er dér eller endnu højere. Det er ikke et måltid. Det er en madoplevelse. Som jeg under alle.
Til takeaway er der jo Gravy, Alma, Kashmir (byens bedste Chicken Tikka Masala) og en række shawarmabarer rundt omkring.
LC: Hvor fester du?
PPJ: Jeg fester jo ofte som en konsekvens af mit hverv som DJ. I løbet af sommeren har det været meget festivalbranderter. Jeg elsker festivaler. Min lejlighed har også lagt gulv og altan til nogle rigtig fine aftener. Når jeg tager ud, er selskabet tusinde gange vigtigere end stedet. Men jeg kan rigtig godt lide stemningen og den meget åbne musikprofil på Natbar. Det er også virkelig sjovt at spille dér. Alt er tilladt. Jeg synes, at Chateau er lykkedes vildt godt med at skabe en kæmpe natklub, hvor man kan være til 3-4 forskellige fester på en aften. Condesa’s kander er altid gode. Byhaven er den perfekte sommeraftenstarter. LA Bar kan også være sjovt, hvis det skal være idiotisk. Og så er Parken et undervurderet sted at starte en god fest, til fodbold. Jeg havde også et par år, hvor jeg nærmest boede i Kødbyen, men det sker ikke så ofte længere.
LC: Hvor inspireres du?
PPJ: Jeg inspireres ikke så meget af fysiske steder. Nok nærmere en energi, oplevelse eller en personlighed. Jeg synes, at København har masser af inspirerende mennesker, men det er ikke, fordi at jeg ville kunne sige – tag lige derhen – så bliver du åndssvagt inspireret. Mit bedste råd er vel at opleve noget, man ikke regner med tiltaler én, og så gå ind til det med et åbent sind. Uanset om, det er Volbeat i Parken eller et eller andet tech-foredrag.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
PPJ: Jeg aner det ikke. Jeg tror igen ikke, at det er et fysisk sted. Jeg tror, at man kan stå forskellige steder i byen og tænke “fuck hvor er det her en fed by”, når alt går op i en højere enhed. Det tænker jeg nogle gange, når jeg krydser Langebro. Til højre og venstre er der vand, liv, horisont, et operahus og udsigt. For- og bagud er henholdsvis Amager og indre by. Dét er et ret fint sammensurium af alt, hvad Kbh besidder. Men altså jeg blev oprindeligt forelsket i København pga. alt, hvad der var beskidt, musik- og storbyagtigt, fordi jeg kommer fra en lille landsby på Bornholm. Så i starten var mine yndlingssteder bare dér, hvor der var vildest fest. Stengade, Rust, Ungdomshuset, Bolsjefabrikken, KB18 og den slags.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PPJ: På min altan. Jeg er så sindssygt heldig, at den er relativt omfattende og ligger lidt højt. Så jeg får både solopgangene og -nedgangene med. Det er et flot syn. Og når Tivoli så lige topper den med fyrværkeri, føler jeg totalt, at jeg bor midt i vores hovedstad. Og at det er et fedt sted at bo. Men det er jo meget en æstetisk ting. Og så bliver jeg også varm om hjertet af ting som Copenhell, Christiania, Strøm, CPH Pride, Distortion, Operafestivalen, de der pisseirriterende rulleskøjteløb, bådudlejning, og når vores borgmester taler om at legalisere djævlens salat. Og så er afsavn jo også sundt. Jeg elsker hele Danmark, men lige så snart, du er mere end 20 km fra Rådhuspladsen, befinder du dig i en anden virkelighed. Kulturelt, gastronomisk, socialt.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PPJ: En af de første gange, jeg tog til København på egen hånd, var da jeg som 18-årig tog alene fra Allinge på Bornholm til RubAdub for at se Bikstoks releasekoncert på det gamle Stengade 30 i 2005. Jeg var religiøs omkring Malk de Koijn og derfor også ret stor fan af stokken. Jeg snød mig med bussen fra Sverige og ankom totalt sent til festen, som var sygt proppet. Jeg stod i kø i en times tid, før jeg endelig kom ind. Da jeg stod i kø til garderoben, så jeg Pato Siebenhaar, som jeg kunne genkende fra nogle billeder på Bikstoks hjemmeside. Jeg vidste, at han jo kendte dem, så jeg spurgte, hvornår Bikstok ville gå på scenen. Han spurgte mig om, hvem jeg var, og jeg fortalte, at jeg hed Pelle. Derefter spurgte han “Pelle fra Bornholm?!”. Fordi jeg havde været ret aktiv på Bikstoks messageboard – det var før facebook – var jeg blevet lidt af en mytisk figur blandt holdet, så han vidste allerede, hvem jeg var. Jeg blevet flået ud af garderobekøen og ind backstage, hvor han bekendtgjorde at “PELLE FRA BORNHOLM ER HER!!!”. Resten af aftenen blev jeg behandlet som en konge. Der var fri bar, og alle var sygt søde. Natasja insisterede på, at jeg så koncerten fra scenen sammen med hende, og jeg gik fra at være ham der den nørdede bornholmer alene i Kbh, til pludselig at være omgivet af en masse nye venner. På Bornholm var det ikke specielt sejt at gå op i musik. Og pludselig blev jeg hyldet for at have krydset Sverige for at tage til koncert. Den aften faldt der en masse ting på plads for mig. For første gang blev jeg anerkendt for at vælge musik frem for sport eller skole. Det var en vigtig anerkendelse. Og den, tror jeg, at mange søger og finder i København. Det er jeg meget taknemmelig for, og jeg forsøger altid at give den videre! Derudover var selve RubAdub tingen – altså at bygge noget op fra bunden, fordi man brænder for det og ikke tænker så meget over, om det er en god idé, også meget københavnsk. Altså, den der passionerede frygtløshed. I hvert fald i forhold til provinsen. Hurra for det.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København
PPJ: Man kan næsten kun ramme klichéerne her. Men let’s go: Tag en kanalrundfart og lav evt. et drikkespil ud af det. Drik hver gang, du ser en anden båd eller en asiat med et kamera eller sådan noget. Så bliver du både snaldret og får set en masse af Kbh. Meget dansk. Så tag en tur på Christiania. Køb den mildeste potjoint, de har, og ryg lidt på den. Nu er du sulten. Gå ned på Papirøen og gå amok i boderne. Nu er du mæt. Køb et drinks-sæt i en kiosk og sæt dig på en bænk og varm op med dit hold. Ram en god fest – alt fra Kødbyen til Chateau til værtshus tæller. Spis shawarma. Gå hjem.
LC: Selvom København er fantastisk har du nu mulighed for at tilføje den ene ting som du synes byen mangler – hvad er det?
PPJ: Kvantitet. Byen er så fed, at den simpelthen ikke er stor nok. Alle vil bo her, men der er ikke nok boliger. Jeg har selv flyttet rundt 8-9 gange. Og det er kun, fordi at jeg er så vanvittig heldig, at jeg er endt i en ok økonomisk situation, at jeg ikke selv er hjemløs lige nu. Jeg synes, at det er pinligt, at der er så elendige boligvilkår for de unge mennesker, der definerer alt, hvad byen gerne vil bryste sig af at være.
Og nå ja – iskaffe om vinteren.
LC: Dit soundtrack til byen?
PPJ: Jamie xx – In Colours passer mig ret perfekt. Til alle typer humør og stemning. Det er som om, at hans musik er den københavnske arkitektur, kaos og rytme fortolket musikalsk. Det er både lidt gråt og samtidig festligt og storladent. Helt genialt.
Men altså, Kesi er kongen af København anno 2017, så ham bliver jeg også nødt til at sige.
Tusind tak fordi du ville være vores københavnersnude, Pelle!
GOD SØNDAG!
*Sommerhittet: