I lørdags skete det endelig: jeg fik besøgt Torvehallerne. Jeg har talt om det. Jeg har tænkt på det. I laaang tid, men det er altså ikke lykkedes mig før i lørdags. Og så besøgte jeg alligevel ikke Torvehallerne så meget, som jeg egentlig besøgte Fougaz – eller VI besøgte Fougaz, for Louise var med mig.
Vejret var fantastisk i lørdags, så byen summede af liv – og Torvehallerne lige så. Da vi kom til Fougaz var alle pladserne rundt om baren optaget – og hos Fougaz er det her man bliver sat, når man skal spise – i baren. Virkelig hyggeligt.
Vi fik at vide, at vi skulle regne med en ventetid på omkring 20 minutter. Helt fint. Så vi stillede os pænt og ventede, mens vi kastede sultne blikke over skulderne på de spisende, så vi kunne få en idé om, hvad der ventede os, hvilket ikke hjalp på sulten – for MUMS, det så godt ud. Og vi nød al tumlen, al snakken, alle menneskerne, der var omkring os – alle de andre, der også gerne ville have en spiseplads i baren. Efter ca. 5 minutter fik vi at vide, at der var pladser til os lige om lidt. Og ganske rigtig. Vi blev fint placeret, og fik at vide, at vi bare kunne gøre os det behageligt, og så ville de komme tilbage med drikkevarerne. Bum. Vi satte os godt til rette – i sikker forvisning om, at en god og dejlig oplevelse ventede os.
Vi fik deres Menu Seleccion, der består af 6 små lækre lækre retter med lækkert lækkert brød til med lækker lækker olivenolie som dyppelse.
Jeg nåede ikke at få et billede af den første ret, før den var spist (!), men det var en lækker tørret skinke på druesalat med chilidressing, og efterfølgende mæskede vi os i:
Og mens den ene efter den anden af disse godbidder blev præsenteret og serveret for os, kom der flere og flere folk til, der også gerne ville tage del i den delikate og hyggelige madfest. Og selv om de stod og ventede, og man måske kunne forestille sig, at Fougaz gerne ville have, vi spiste hurtigt, så næste hold kunne komme til, fik vi hele tiden at vide, at vi bare skulle tage det stille og roligt. Nyd maden. Slap af. Tag al den tid, I har lyst til. Ingen stress. Så ingen stress fra os – kun nydelse.
Frokosten blev sluttet af med en god espresso – og på den lille underkop lå frokostens sidste lækre bid: en vidunderlig hindbærsnitte. MUMS!
Tak for mad – og på gensyn. Eller på genspis! / Anne
Det var nemlig så hyggeligt, Anne. Det må til gengæld have været første gang i mit liv, at jeg ikke har spist min dessert op! Og den var endda så lækker! Vi må bestemt besøge Fougaz igen.
Comments are closed.