Morten Eskildsen | Københavnersnuden #193

1
517
Ugens københavnersnude er altid ulastelig klædt – og som bestyrer af herrebutikken Lundströms, er Morten Eskildsen også ekspert i at klæde de københavnske herrer på. Han er stadig ved at komme sig efter årets højdepunkt Copenhell, så hvis du også er til metal og rock, vil hans tip til København være guld værd for dig.

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
M.E: Jeg har gang i mange ting lige nu. Min kæreste og jeg er ved at købe hus, ja, have og hele svineriet, som vi begge ser meget frem til. Mit arbejde består i at få den danske mand til at se godt ud – jeg sælger nemlig jakkesæt. Så står du og mangler det rigtige outfit til et forestående bryllup, din mors 25 års jubilæum i strikkeklubben eller din svogers indvielse af mandegrotten, så kan du finde mig i Lundströms på Store Kongensgade 42 – du og de, bliver ikke skuffede!

LC: Hvor bor du?
M.E: I øjeblikket bor jeg på Amager i en andelslejlighed sammen med min kæreste og vores fælles hund Ludwigh – en fransk bulldog med mere krudt bagi end en humlebi på speed fanget i en flaske. Men vi knuselsker ham!

LC: Hvor går du tur?
M.E: Gåture er som regel med hunden i området hvor vi bor på Amager og ellers til og fra metroen, når det er arbejdstid. Jeg er ikke den store vandrer, men når vejret er til det, elsker jeg tilgengæld at køre en tur på min motorcykel.

LC: Hvor drikker du kaffe?
M.E: Kaffen bliver købt hos Meyers Bageri i St. Kongensgade tæt på arbejdspladsen ­– og så napper man da lige en kanel snurre med, som bonus i ny og næ. Ellers kan jeg varmt anbefale Forloren Espresso, som også ligger på St. Kongensgade. Det kan godt være, at den ældre herre der står bag disken nogle gange virker lidt sur på verden – men kaffen den er virkelig god! Hellere en sur gammel mand og god kaffe end en tyggegummi-tyggende-ny-udlært-barista-trunte-fyr, der ikke kan kende forskel på en sort kaffe med mælk og café latte – om så vedkommende fik det på skrift!

LC: Hvor spiser du?
M.E: Spiser næsten altid hjemme. Take-away fra diverse sushi steder – hvem kan ikke altid lige spise en Ebi hapser fra Sticks & Sushi, eller pizza fra Piccolo på Englandsvej er to af de helt store favoritter! Der bliver dog også kokkereret derhjemme med mad fragtet fra supermarkedet og så smedet sammen i vores lille køkken. Hjemme hos os er favoritten en killer paprikagryde med kartoffelmos – og med meget smør!

LC: Hvor fester du?
M.E: Koncerter i Amager Bio, Pumpehuset og Royal Arena, når de store kommer til byen – eller det stærkt undervurderede BETA. Det er dér, jeg er at finde. Og ikke mindst på Copenhell som er årets højdepunkt – og har du ikke prøvet det, så køb en billet! Folk er fan-fucking-tastiske derude. Og ja noget af musikken er da lidt hård, bevares! Men ligeså hård som musikken måtte være, ligeså god er stemningen. Ellers går jeg gerne på diverse barer, hvor der spilles rockmusik med stort R. Det kunne i særdeleshed være på Voodoo Lounge bagved Helligaandskirken eller på High Voltage på Axeltorv. Jeg kommer dog ikke så meget ud, og det er ikke fordi, jeg ikke vil, +40 sætter bare en naturlig grænse for, hvor længe man restituerer – også i København.

LC: Hvor inspireres du?
M.E: Når man bor i København, så inspireres man konstant, så det korte svar må være: Overalt hvor der er liv, eller helt ro.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
M.E: Jeg har faktisk ikke noget håndgribeligt yndlingssted. Men at gå igennem byen med go´ musik i ørerne og observere folk er da et rart sted, hvis man kan betegne det som et sted.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
M.E: Det gjorde jeg i morges, da jeg sagde farvel til Ludwigh… og min kæreste selvfølgelig!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
M.E: Jeg har mange gode minder om København, men ét der altid har brændt sig fast er den dag, jeg ankom efter at have hevet pløkkerne ud af den jyske mul og stod på hovedbanegården med tanken, ”det her bliver så godt…”

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
M.E: Prøv alt det, du ikke har mulighed for der, hvor du kommer fra. Gå ind i ting med et åbent sind, og få så for hulen snuden op af den smartphone og kig folk i øjnene – medmindre det er fordi, du ikke lige kan finde vej!

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
M.E: Flere tanker med hovedet i stedet for med r….

 

Tak fordi du ville dele dit København med os, Morten!

1 COMMENT

Comments are closed.