Ugens Københavnersnude er globetrotter og iværksætter, Pelle Jørgensen. Han står bag webshoppen Vera Mexicana, hvor du kan bl.a. kan finde tørrede chilier og chili-saucer, frugt-salsaer, og vaniljestænger – alt sammen nøje udvalgt og lavet gennem socialt bæredygtige samarbejder med lokale producenter og bønder i Mexico. Mød Pelle og hans København her:
LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
PJ: En hel masse! Jeg skal ned og bo i Mexico City i 3 måneder for at komme endnu tættere på den smukke mexicanske kultur, og så er min kone og jeg i gang med at finde ud af, om vi ender i Los Angeles, Californien eller Austin, Texas.
LC: Hvor bor du?
PJ: Det er et godt spørgsmål! Jeg er i Houston indtil juli, derefter Mexico City, og så formentlig i L.A fra oktober.
LC: Hvor går du tur?
PJ: Når jeg er i København, så elsker jeg at gå tur ude på langs Nørrebroparken, ind forbi Hans Tausens Park og Assistensen, og så hele vejen igennem byen og ud til vandet. Så får man set meget af det smukkeste København har at byde på. Jeg elsker den energi, der er på Nørrebrogade, og den helt fantastiske arkitektur man finder, når man så ender med at gå igennem den gamle del af KBH.
LC: Hvor drikker du kaffe?
PJ: Jeg er typen, der drikker the, men når jeg drikker kaffe, så sker det gerne over en baklava på hjørnet af Frederiksborggade hos Favorit Baklavaci. Hvis turen går lidt længere ind mod byen, så er jeg stor fan af at tage en kop på Blågårdsgade – nærmest hvorsomhelst.
LC: Hvor spiser du?
PJ: Som madglad med smag for det udenlandske er jeg virkelig glad for brunchen hos Alis Bageri på Nørrebrogade. En god kombination af lækkert friskbagt brød og morgen hummus – lækkert! Hvis jeg har venner på besøg, tager jeg dem ofte ind på Ma’ed – en super lækker etiopisk restaurant, der serverer den lækreste “family style food”, man kan finde. Og når jeg får smag for det italienske, er jeg fan af både Cicchetti på Nørrebrogade såvel som Scarpetta på Rantzausgade.
LC: Hvor fester du?
PJ: Jeg elsker en god cocktail-aften og især drinks lavet på Amargos (bitters), og kommer gerne forbi Gilt eller the Barking Dog på Nørrebro eller den nyåbnede italienske Vermouth Bar, Rudo lige over Bæst på Guldbergsgade
LC: Hvor inspireres du?
PJ: Ved vandet! Der er ikke noget bedre sted i København end ved en af byens lækre strande/havnebade. Jeg elsker at sidde og slappe af ude på Nordhavnens nye havnebad omgivet af nybyggeri, industri og liv.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
PJ: Uha, den er svær. Men jeg har altid haft et forkærlighed for bakkerne i Frederiksberg have. Jeg voksede op ikke så langt fra dem, og brugte meget af min barndom i FRB have. De er smukke og blev altid brugt til at kælke og lege på. Nu er jeg ikke sikker på, om man kan kælke længere – det er jo meget farligt for nutidens unger 😉
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
PJ: Hver gang solen springer frem og sommeren kommer, bliver jeg forelsket i København. Det er det nemme svar, men det er sandheden. Der er ikke noget bedre end den første dag i byen, hvor der er liv allevegne. Folk der slapper af, drikker en øl, spiller et spil, eller arbejder i parken. Det er så fedt!
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
PJ: Jeg kan ikke huske præcis, hvornår det var, men en nytårsaften for mange år siden vandrede jeg rundt med en champagneflaske i hånden og et smil på læben. Jeg var vist kommet lidt væk fra min fest (ahem, lidt fuld var jeg vist også), og jeg gik rundt blandt glade folk, der alle hilste, fyrede fyrværkeri af, og bare generelt levede livet. Det øjeblik har brændt sig ind på min nethinde, og jeg er så glad for at mindes om det.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
PJ: Gå ind til København med en forståelse for, at det er en by, der kræver, du graver lidt for at finde det bedste. Lad dig inspirere af dem, du er sammen med og hav et åbent sind, så du følger flowet. Og så selvfølgelig få fat i en cykel og sørg for at bade i et af havnebadene!
LC: Dit soundtrack til byen?
PJ: Jeg er glad for kontraster. Så mit soundtrack til København er Nate Doggs, Music and Me album. Der er ikke meget overlap mellem, hvor han kommer fra og København, men det er sgu gode tunes, og København har lidt råt i sig – det er bare blevet gemt væk.
[ot-video][/ot-video]
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
PJ: Mere åbenhed og mulighed for at være anderledes! Danmark er et dejligt land, men det er småt, og vi kan godt lide at være sammen med folk der ligner os. Vi skal være åbne for, at man kan have fed stil, som er anderledes en mainstream-stilen.
Tusind tak, Pelle, fordi du ville dele dit København med os.
God Søndag!