Årets første københavnersnude er forfatter og radiovært, Mikkel Frey Damgaard, som på onsdag er aktuel med dokumentarserien, ‘Hitlers hemmelige danmarksbilleder’, som sender på DR2 kl. 21. Mikkel Frey Damgaard har været tv- og radiovært på DR i en årrække, og udgav sidste år bogen, Sørgekåben, om sin fars selvmord.
Foto: Andreas Houmann
LC: Hvor bor du?
MFD: Vesterbro. Jeg elsker Vesterbro! Gentrificeringen er desværre virkelig slået igennem på Vesterbro, og det er lidt ærgerligt, at det hele er blevet barnevogne, legepladser og ordentlighed. Jeg kan godt lide at blive mindet om, at der er mennesker, som har det meget svært, som fx når jeg går forbi Mændenes Hjem, og at de også hører til her. Det er vigtigt, fordi de er lige så meget en del af samfundet som du og jeg. Det handler ikke om, hvor stor en skattebillet, man betaler, men at man er borger og hører til.
Jeg boede på Amager i otte år, men har altid elsket Vesterbro. Min yndlingsgade i hele verden er Istedgade, og den går jeg ofte en tur nedad. Der er så meget leben og forskellige måder at være på, som jeg godt kan lide. Jeg holder af lyset og de mange forskellige mennesker, der er.
LC: Hvor går du tur?
MFD: På Istedgade – og Vestre Kirkegaard, som er en overset perle. Jeg ved, at de fleste københavnere og særligt vesterbroere har opdaget den, men den er fulstændig vidunderlig. Der er så mange stemninger, og så kan man se langt.
Jeg arbejder meget alene, fordi jeg skriver og forbereder mig hjemme, så jeg har brug for pauser, og så synes jeg, at gåturen er en dejlig nærmest mediterende måde at lade tingene kværne igennem sig. Jeg har gået, når jeg har haft det virkelig svært, hvor jeg ikke har kunne gøre andet – og jeg går nu, fordi jeg godt kan lide at prøve at træde lidt tilbage fra mig selv og se, hvordan tingene ser ud, og det synes jeg, man kan, når man går.
Jeg kan også godt lide at gå ind gennem indre by og rundt omkring Østerbro, hvor jeg er vokset op, og tilbage langs søerne. Jeg kan godt lide, at jeg går fra, hvor jeg er nu, til der, hvor jeg voksede op – og så vender jeg hjem igen.
LC: Hvor drikker du kaffe?
MFD: Den bedste takeaway-kaffe, man kan få i København, får man på McDonalds – 17 kr. for en kop kaffe.
Der var en gang, hvor jeg skulle have det der fancy kaffe; macchiato, cortado osv. Men nu er jeg blevet så træt af det snobberi, at jeg kun drikker filterkaffe. Der er et sted på Istedgade lige ved siden af Isted Grill, Kaffe, hvor de laver rigtig god filterkaffe.
LC: Hvor spiser du?
MFD: Jeg orker ikke at spise ude om aftenen længere – der er en særlig stemning om det, fordi det er blevet så moderne, og fordi vi er blevet så pissegode til det; det er meget hektisk, synes jeg. Men hvis jeg virkelig skal forkæles, er frokost på restaurant Palægade virkelig dejligt. Og ellers er det på Bevi Bevi og Mangia, at jeg er kommet i mange år.
Hvis jeg skal hente mad, er der mange steder lige i nærheden af, hvor jeg bor – blandt andet chicken masala fra den indiske restaurant, Rohan – det er skidegodt! Jeg holder også meget af Wok og Omakase Sushi, begge steder på Vesterbrogade.
LC: Hvor fester du?
MFD: Privat. Det er meget sjældent, at jeg går i byen, men hvis jeg skulle have en øl med vennerne, er det på en bodega på Vesterbro. I mange år har jeg holdt meget af Snork, hvor klientellet er virkelig spraglet, og så spiller de ikke særlig højt musik, men den, de spiller, er god. Så kan man side overfor hinanden og drikke en masse bajere, mens man snakker i rigtig lang tid. Og så kan man side udenfor om sommeren. Jeg kan også godt lide Frederik VI på Frederiksberg Allé, hvor man ikke må ryge, og Bo-Bi Bar er også en kolossal favorit!
Jeg har også et stort hjerte for vandhullerne uden for København, fx i Rødovre eller Vanløse. Her er det sjovt at sidde og suge til sig af en sjov jargon, som man ikke hører nogen steder inde i byen længere.
LC: Hvor bliver du inspireret?
MFD: På Vestre Kirkegaard – der er plads, luft og store alleer, som er ret fine. Det handler om, at man kan se langt – så langt, at du ikke kan se enden. Hele pointen med at kunne se langt er, at du skal se så langt, at du ikke kan se, hvad der er dernede til sidst – for sådan går man jo også igennem livet. Der er noget meget rørende i at suge den erkendelse til sig, at man ikke kan komme til at overskue hele livet. Det er det samme med Istedgade, hvor man ikke kan se enden på gaden, når man står oppe ved Hovedbanegården.
Jeg kan også godt lide Østre Anlæg og Botanisk Have og Glyptotekets have, hvor jeg godt kan finde på at sætte mig ned på en bænk, men det sker meget sjældent.
LC: Hvad er dit yndlingssted?
MFD: Jeg kan godt lide min lejlighed, fordi der er kommet mere og mere ro. Jeg lever et ret stille og roligt liv her i lejligheden, hvor jeg står op om morgenen, mediterer, læser en time eller to, før jeg gør noget andet. Jeg føler, at jeg er faldet ret meget til ro her, og det kan jeg godt lide. Jeg har læst kunsthistorie, så jeg kan også virkelig godt lide museerne, især Glyptoteket. Blandingen af de franske impressionister og antikken er helt forrygende. Og så er det et meget smukt sted.
LC: Hvornår har du sidst følt dig forelsket i København?
MFD: Hver gang, jeg er ude at rejse, og når jeg kommer tilbage og træder op fra metroen, føler jeg mig meget forelsket i København – hver gang. Det skete sidste gang for et par uger siden, da jeg kom hjem fra Polen.
Så føler jeg, at det er her, jeg hører til, og at byen hører til mig. Jeg har levet en rimelig rodløs tilværelse og har boet mange forskellige steder, og nu føler jeg langt om længe, at vi, mig og København, er blevet en forlængelse af hinanden.
Derudover har jeg lige købt en fiskestang, så nu står jeg nede ved Kalvebod Brygge om lørdagen et par timer – jeg fanger ikke noget, men det er fandme hyggeligt!
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
MFD: Første gang, jeg blev forelsket i en pige, var jeg seks eller syv år. Det handlede om, at Signe, som boede lidt længere nede ad vejen, og jeg havde leget rigtig godt henne på fritidshjemmet – og så kan jeg huske, at jeg gik ud på vejen fra det rækkehus, vi boede i, og så kom hun gående nede fra sig, og da vi så hinanden, begyndte vi begge to at løbe mod hinanden. Det øjeblik kan jeg stadig blive helt rørt over at tænke på, fordi vi bare legede så godt sammen.
LC: Dit tip til København?
MFD: Du skal gå en tur ned ad Istedgade, helt ud til Vestre Kirkegård, vende tilbage ad Sønder Boulevard, og så gå på Glyptoteket. Du skal spise frokost Palægade, og du skal tage på Mangia for at spise aftensmad. Mangia er et af de bedste italienske køkkener i København, og måske faktisk i Skandinavien!
LC: Hvad skal laves om i København?
MFD: Jeg kunne godt tænke mig, at København var lidt mere mangfoldig. Jeg synes, den er blevet til en tjekket by på en lidt provins-agtig måde. Den har ikke som Berlin lommer og huler, hvor der er mærkelige subkulturer, og jeg synes faktisk ikke, at København er skide tolerant, og det er lidt kedeligt. Det har måske noget med danskerne generelt at gøre, men her måtte gerne være en tand vildere engang imellem.
LC: Dit soundtrack til København?
MFD: C. V. Jørgensen, opsamlingspladen Skygger og magi. Gå en lang tur i København og hør hele albummet. C.V. Jørgensen lavede en musikvideo til nummeret, Det Si’r Sig Selv, hvor han sidder i en taxa, og så kommer der alle mulige forskellige mennesker ind – den video er meget København.
LC: Dit bud på en god januar-oplevelse i København?
MFD: Der er kommet mange små, fine steder med arrangementer, hvor man kan møde et hav af forfattere. Der er oplæsninger og interview – et af stederne hedder Brøg, en ny litteraturbar i Fiolstræde. Her kan man gå ind, få noget mad og høre nogle forfattere snakke om et eller andet spændende. Man skal putte noget ind i sit hovedet, før man går ind og drikker hjernen ud på Snork!
Tusind tak, Mikkel, fordi du ville dele dit København med os.
GOD SØNDAG!