Thomas Bille | Københavnersnuden #267

0
561

Ugens Københavnersnude er grafiker Thomas Bille, som betager mange tusinde mennesker dagligt med sine smukke, minimalistiske billeder af Danmark og andre fine steder i verden. Mød hans København her.

 

LC: Hvor bor du?
TB: Jeg bor midt på Vesterbro – lige ved Værnedamsvej. En vej, som jeg, siden jeg flyttede til København, altid har været tiltrukket af. Den har alt, hvad hjertet begærer, og så er jeg kæmpe fan af, at der altid er liv i gaden.

LC: Hvor går du tur?
TB: Jeg går faktisk tur lidt over det hele, fordi jeg elsker at tage billeder – og tit cykler jeg væk fra mit hood for at gå tur i andre bydele af København. På den måde får jeg også brugt byen meget mere, og så bliver jeg opdateret på, hvad der sker af nye spændende ting i byen. Det gør, at jeg ikke bliver træt af at gå det samme sted… jeg har faktisk en ’must-walk-liste’, og på den mangler jeg stadig at udforske Svenskeholmen og Kalvebod Fælled.

LC: Hvor drikker du kaffe?
TB: Det sted, hvor jeg oftest køber min kaffe, er Den Go’e Kaffebar på Frederiksberg Allé. Her er plads til, at man kan sidde ved vinduet og kigge på de mange mennesker, som passerer på deres vej op mod Frederiksberg Have eller Søndermarken. Og så har de næsten altid lune hjemmebagte boller – og jeg er en sucker for kaffe og bagværk!

LC: Hvor spiser du?
TB: Lige da jeg flyttede til Vesterbro, spiste jeg ude flere gange om ugen, men nu bliver det nok mere til en gang om måneden. Jeg forsøger at prøve alle de nye steder, som konstant popper op, men det er jo umuligt at følge med. Jeg elsker at komme på Osteria 16 (ligger dejligt tæt på) – det er simpelt, smagfuldt, og stemningen er top uformel. Generelt synes jeg, at København er leverandør af fantastiske spisesteder til fornuftige priser. Min næste spiseoplevelse må meget gerne være på den nyåbnede Polly på Gl Kongevej, hvis jeg ellers kan få fingrene i et bord. Som i øvrigt er én af de mest irriterende ting ved København… HVER gang der åbner noget nyt og godt, så er det umuligt at komme i nærheden af – og så bliver det hurtigt overrendt.

LC: Hvor fester du?
TB: Jeg er virkelig dårlig til at feste… Eller det er jeg ikke, men jeg er faktisk ikke så stor fan af at gå på klub/diskotek. Jeg er klart mest til at gå ud og spise noget god mad og smutte på en bar/bodega og drikke øl bagefter – og det passer mig helt perfekt, hvis jeg kan være hjemme igen senest kl 02 😊. Jeg sætter mere og mere pris på at være frisk og få det maksimale ud af mine weekender – nogle vil nok betegne mig som en ’morfar’ på det område.

LC: Hvor inspireres du?
TB: Mange steder… På mine mange gåture (eller cykelture) rundt i byen. Hvis jeg skal nævne et sted, så er Ørestaden et godt bud. Det er et område, der halter ift. at blive en bydel i byen – jeg savner noget nærmiljø og buzz, som jeg synes er vigtigt for at tiltrække mennesker og skabe den rette stemning. Men jeg kommer her ofte for at se de mange forskellige byggerier – det er herude, man finder flere af BIGs projekter. Og når man godt kan lide arkitektur, så er det et meget godt sted at gå på opdagelse. Derudover er man tæt på store grønne områder i form af Amager Vorte (lidt underligt navn) og ikke langt fra vandet – så det faktisk føles, at man har forladt byen lidt.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
TB: Uden at prale… min tagterrasse (ikke min egen private, desværre!). Når vejret tillader det, så sætter jeg mig herop og nyder udsigten over København. Jeg elsker at bo midt i byen og stadig have muligheden for at trække stikket. Selvom jeg befinder mig mellem Gl. Kongevej og Vesterbrogade, så er der helt stille og fredeligt, når man kommer op i højden.

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
TB: Det gjorde jeg efter at have været på juleferie hos mine forældre i Nordjylland. Da jeg kom tilbage til Værnedamsvej sent om aftenen, og gaden var badet i julelys og gran – gaden var tom, og jeg stod midt ude på vejen for at tage et billede. Det skal siges, at jeg ikke er stor fan af julepynt, men i dette øjeblik var jeg et stort smil!

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
TB: Det må være en af de første gange, jeg deltog i Distortion, da det stadig var en ’lille’ festival inde i pisserenden/Vor Frue Kirke – sidde der midt i solen og drikke øl og høre musik! Der skal ofte ikke mere til end en plads i solen, noget god musik og en kold øl.

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
TB: Hvis vi forestiller os, at vejret tillader udendørsaktiviteter: Du starter dagen med at tage på Designmuseum Danmark – og ser en masse lækkert design og drikker en kop kaffe i deres baghave … Så køber du noget lækkert take-away mad og tilhørende drikkevarer og cykler ud til Sydhavnstippen og nyder en frokost ved vandet. På vej hjem hopper du i vandet og nyder, at vi i København har SÅ mange steder, hvor det er muligt. Middagen indtager du på Höst (her får man virkelig god mad til gode penge) inden aftenen slutter på Vega, hvor der konstant er koncerter med kunstnere i ’verdensklasse’! Og hvis man ikke er træt og morfar-agtig, så slutter du aftenen/natten med en håndbajer og lidt selvvalgt jukebox musik på Sommersted.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
TB: Jeg mangler noget mere lys rundt om søerne.. Hvis jeg beslutter mig for om aftenen at løbe en tur, så fravælger jeg bevidst søerne pga. manglende belysning. Og nu vi er i gang, så kunne jeg godt tænke mig, at der var en ’løbebane/rute’ i byen – og den kunne godt være rundt om søerne.. Men i en særskilt bane, så det ikke er forhindringsløb mellem barnevogne og kaffedates … og så kunne det være fedt, hvis folk overholdte det forbud, der er om at fodre fuglene/svanerne/ænderne i søerne, så vi undgår alle de klamme alger og den grimme lugt, der opstår på baggrund heraf.. TAK!

LC: Bedste måltid nogensinde i byen?
TB: Det må være, da jeg inviterede min mor på Kokkeriet, som på daværende tidspunkt havde David Johansen som køkkenchef. Det var første gang, nogen af os spiste på en Michelin-restaurant, og vi var begge blæst bagover af alle de smags- og sansemæssige indtryk – og den professionelle service. Min mor taler stadig om oplevelsen den dag i dag, så det var helt sikkert en mindeværdig oplevelse på alle parametre. Så mindeværdig, at hun beordrede min far til at invitere os på Studio nogle måneder efter 😊

Tusind tak, fordi du ville dele dit København med os, Thomas!

Følg Thomas på hans færden rundt i byen her.