Ugens Københavnersnude er fotograf og instruktør Martin Bubandt. Du har helt sikkert set hans arbejde i eksempelvis Euroman, Ud&Se eller i et af landets mange andre magasiner. Hans portrætter er altid unikke og med en nærmest ikonisk signatur. Lige nu er han nomineret i Årets Pressefoto for et portræt af Ulf Pilgaard. Om ikke så længe kan du opleve hans anden udstilling, der tager udgangspunkt i hans barndomserindringer og tabet af hans far, men først skal du møde hans København lige her.
Hvad har du gang i for tiden?
Martin Bubandt: Lige nu er jeg fuld begravet i forberedelser og fondssøgninger til min næste udstilling og bog, hvor jeg gennem en trilogi undersøger mit forhold til min far og mine barndomserindringer. Ellers er hverdagen skydninger og møder. Men corona har givet mig en ro og mulighed for at se mit arbejde på afstand, og hvor jeg egentlig gerne vil hen med det. Det har været en vildt spændende proces at rette blikket mere indad, hvor jeg ellers er meget opmærksom på min omverden.
Hvor bor du?
Martin Bubandt: Jeg flyttede til Østerbro for lidt over to år siden, og er virkelig blevet glad for det. Jeg finder en kæmpe ro her i mit hjem, og det betyder meget, når jeg ellers altid er på farten med rejser og job.
Hvor går du tur?
Martin Bubandt: Hvor går jeg ikke tur.. Jeg blev ramt af en gå-mani under corona-nedlukningen, og min gå-rekord endte i 65,5 kilometer på en dag. Det blev sgu lidt sygt til sidst. Men jeg får altså bare mine bedste tanker, når jeg går, og så kan København noget helt specielt om aftenen. Gennem 4-5 måneder gik jeg seks gange om ugen, 20 kilometer ad gangen, og det var en perfekt meditation og inspiration til ideer og projekter, under en skør nedlukning. Det kan noget helt særligt at opleve byen på den måde.
Hvor drikker du kaffe?
Martin Bubandt: Har aldrig lært at drikke kaffe, og det irriterer mig – for der er en æstetik omkring det, som jeg er meget draget af. Men jeg lever af vand, vin & champagne. Hvilket egentlig heller ikke lyder tosset….
Hvor spiser du?
Martin Bubandt: En af mine absolut yndlingsrestauranter må være Esmée, det er så smuk en restaurant, og Andreas laver vanvittig god mad, og så er betjeningen bare uovertruffen. Men Pluto er også altid er en sikker vinder. Og så er der Bistro Boheme, Café Sokkelund, Baka D’Busk & Bottega Estadio – ja jeg kunne blive ved… Og så elsker jeg at køre til Paul (Cunningham, red.) på Henne Kirkeby Kro, det sted er uden sammenligning.
Hvor fester du?
Martin Bubandt: Jeg holdt faktisk en stor fødselsdagsfest i sommers, hvor jeg havde 40 venner og veninder til champagne og mad i gården, og det var simpelthen sådan et lykkeligt øjeblik. Corona har vist mig, at jeg ikke længere savner at stå på et diskotek. Jeg vil hellere være et sted, hvor jeg rent faktisk kan høre, hvad min ledsager fortæller.
Hvor inspireres du?
Martin Bubandt: Det kan jeg blive overalt. Det, der drager mig mest, er når folk har noget på hjertet, og når folk gør sig umage. Og med sociale medier har verden åbnet op på en måde, som jeg finder meget inspirerende. Og for mig er det ét stort moodboard. Selvfølgelig er der meget overfladisk bullshit, men især på internationale profiler kan jeg finde kæmpe inspiration. Men jeg kan også blive inspireret på hjørnet af Amager Landevej – det kan jeg faktisk overalt. Min erfaring er, at hvis man går et specifikt sted hen for at blive inspireret, så bliver man ikke inspireret.
Hvad er dit yndlingssted i København?
Martin Bubandt: Det er svært at svare på, men det må være dér, hvor jeg end er, sammen med mine gode venner. Jeg elsker, at man kan tage en flaske vin under armen og sætte sig ned til søerne med en god ven, og så er man det bedste sted i byen. Og man kan modsat sidde på den bedste restaurant, men ikke have det sjovt, fordi man ikke er der med de mennesker, man holder af. Og ellers må mit yndlingssted være her i min lejlighed.
Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Martin Bubandt: Til fodbold-EM sidste sommer. Jeg er ikke en sportsfreak, men alt det, der skete under EM, gjorde, at rigtig mange mennesker fandt et fælles holdepunkt. Der var en kraft i det fællesskab, der opstod. Det var meget rørende.
Hvad er dit bedste minde om København?
Martin Bubandt: At sidde omgivet af mine bedste venner og fejre min fødselsdag i august sidste år – efter en lang corona-periode, hvor vi ikke havde kunne se hinanden. Det var bare gode mennesker på en helt vild smuk sommerdag. Det var helt perfekt bare at være omgivet af folk, jeg holder af og sætter pris på. Det tror jeg, vi alle manglede…
Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Martin Bubandt: Begynd at gå lidt mere. Gå derhen, hvor du har lyst – uden retning. Man lærer helt vildt meget af at gå rundt i vores by, at se forskellene, stille spørgsmål, være åben. Lige pludselig ender man i en samtale med et menneske, man aldrig har mødt før.
Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Martin Bubandt: At der er en overordnet plan for arkitekturen. Den arkitektur, vi bygger, skal være æstetisk og inspirerende. Jeg elsker Østerbro, fordi der er tænkt over arkitekturen og sammenhængen. Jeg tror på, at rammerne vi bor i, har kæmpe indflydelse på den vi er, når vi går uden for vores dør. Siloen ude i Nordhavn er virkelig flot arkitektur, men så har man bare drysset lort ud omkring den. Se et smukt sted som Frederiksstaden – og så sammenlign det med et sted som det nye Islands Brygge, hvor meget af det ligner legoklodser lagt ovenpå hinanden. Det er uambitiøst..
Hele boligmarkedet skaber en kæmpe ulighed, og det er forfærdelig for storbyen, for den skal jo kunne rumme alle slags mennesker.
Dit soundtrack til byen?
Martin Bubandt: Claus Hempler lavede en plade for et par år siden, Kuffert fuld af mursten, som måske er en af de bedste danske plader i 10-15 år. Mit yndlingsnummer på albummet er Humørbussen, hvor han beskriver en gåtur på Frederiksberg med sin kæreste – lyrisk er det det bedste siden C. V. Jørgensen.
“Der er dage i maj
Hvor himlen er tynd som glasur
Hvor Frederiksberg Allé er
Som Paris på vores aftentur
Og vi har aftalt
At du er Jane Birkin
Og jeg er Serge Gainsbourg
Men jeg kysser dit øjenbryn og vi går
Og stønner vores sang
Vi kan den på fingrene
Så vi tager den endnu engang
Og vi takker solsorten og gulspurven
For deres engagement
Og jeg elsker dig mindst lige så højt
Som alleen er lang”
Tusind tak, Martin, fordi du ville dele dit København med os.
Følg Martin og hans arbejde på Instagram.