Ramadan-rouladen fra Meyers er tilbage!

0
395
For tre år siden rakte sangeren Isam B ud til Claus Meyer for at høre om muligheden for et samarbejde: Kunne de sammen – i anledning af muslimernes fastemåned – skabe en kage med smagen af ”ramadan i København”? 

claus meyer og isam b
Resultatet blev ”ramadan-rouladen”: En helt ny kage, der kombinerer det bedste fra den danske bagetradition med mellemøstlige smage, dufte og krydderier – og fra tirsdag 14. marts til mandag 24. april kommer rouladen igen på hylderne i udvalgte bagerier i København i anledning af årets ramadan. 

Grundlægger af Meyers, Claus Meyer, fortæller: ”Her tre år efter lanceringen har ramadan-rouladen udviklet sig til en tradition, som vi er stolte af at håndhæve, fordi det for os mere end nogensinde er vigtigt at hylde samhørigheden på tværs af kulturelle og religiøse skel. Med ramadan-rouladen sætter vi ikke kun en ny kage på hylden for en stund – vi håber også at bidrage til at forme en ny dansk kagetradition ved at fejre en tid, der betyder det samme for muslimer, som julen betyder for de fleste kristne danskere. Det er på sin vis bare en kage, men en kage kan også betyde nysgerrighed, anerkendelse og repræsentation”.

I år har konditor i Meyers Bageri Nina Astrup udviklet en ny version af ramadan-rouladen i tæt samarbejde med Isam B og Claus Meyer. Årets roulade er en konfektagtig kage med varme krydderier, granatæblesirup og dadelpuré, der alle giver tydelige referencer til Mellemøsten. Selve rouladen er rullet af en sprød fragilité-bund med marcipan, sort og hvid sesam og rouladen er smurt med en fyldig mælkechokoladesmørcreme. 

For at markere ramadan og relancering af rouladen giver Isam B minikoncert foran Meyers Bageri i Jægersborggade 25. marts kl. 12. Koncerten er gratis, og alle er velkomne. 

Hvad: Ramadan-rouladen er tilbage.
Hvor: Meyers Bageri på Gammel Kongevej, Classensgade, Jægersborggade og Amagerbrogade samt Isam B’s familiecafé Café au leg på Borups Allé og St. Harbour Café på Hørdumsgade.
HvornårTirsdag 14. marts – mandag 24. april.
Hvor meget: En hel ramadan-roulade rækker til 6-8 personer og koster 165 kroner. Portionstørrelse koster 35 kroner.