For tredje år i træk så jeg natten til mandag Oscar-uddelingen i Imperial i København – en festlig begivenhed, som nu er blevet en tradition i en lille del af min vennekreds. Arrangementet er virkelig godt stablet på benene, stemningen er fænomenal, og så ser man HELE showet og ikke kun et sammendrag.
I søndags startede det kl. 22 med visning af filmen ’12 Years a Slave’, en virkelig barsk og rørende film, som jeg i den grad kan anbefale. Herefter var der optakt til showet fra den røde løber, der blev kommenteret i TV2s studie på Hovedbanegården med værterne Katrine Hertz Mortensen og Mikkel Kryger, som havde Uffe Buchardt og Jesper Høvring i studiet. Herefter havde de inviteret filmanmelder Ann Lind Andersen og filmekspert Søren Frellesen. Kl. 2.30 blev der stillet om til Oscar-showet med Ellen Degeneres som vært – og arrangementet i Imperial sluttede med en juicebrik og en friskbagt croissant kl. 6.15. Under hele showet er der gratis kaffe og the i foyeren.
Jeg er vild med Oscar-uddelingen på grund af al den glamour og magi, der er omkring showet. Man ved efterhånden, at det ikke altid er den bedste performance eller film, der får en Oscar – der går ofte politik i den. Men det er heller ikke så meget det, det handler om. Det handler om et virkelig godt tilrettelagt tv-show, som er koordineret ned til mindste detaljer. Det handler om verdens største superstjerner samlet på et sted – der alle sammen har brugt de sidste mange måneder på at blive overmenneskeligt smukke (nogle går endda lidt for langt), og så handler det om fabelagtige takketaler, der får selv den største kyniker til at fælde en tåre.
Stemningen i Imperial er altid storslået. Mange i publikum er trukket i festtøjet, og i vores lille gruppe har vi stemmesedler med, som bliver udfyldt inden show-start. Derfor er det også vigtigt, at man inden Oscar-natten har set så mange af de nominerede film som muligt. I år var der ikke så mange overraskelser blandt statuetterne. Og så vandt Anders Walther jo en Oscar for kortfilmen Helium (som jeg ikke har set).
Dette er min top 5 over de bedste øjeblikke:
5. Memorial: De folk i branchen, som vi i årets løb har mistet, bliver hyldet på storskærm. Heriblandt var Paul Walker, James Gandolfini og Philip Seymore Hoffmann. Bette Midler kommer ind og sang ‘The Wind Beneath My Wings’, som jeg har en helt personlig historie knyttet til. Her kan jeg slet ikke stoppe tårestrømmen. Meget smukt.
4. Pharrel Williams optræder med sin Oscar-nominerede sang ‘Happy’. Han løber ned til første publikumsrække og danser blandt andet med Meryl Streep. Det er i starten af showet og så festligt, at vi får lyst til at rejse os og danse med. Pharrel er vild!
3. Første pris går til Jared Leto, bedste mandlige birolle for Dallas Buyers Club. Helt velfortjent, og han leverer en takketale, der bringer den første tåre frem i øjenkrogen. Han virker som en meget sød og veltalende ung mand. Jeg er fan.
2. Matthew MacConaughey får prisen for bedste mandlige hovedrolle for Dallas Buyers Club, hvilket er helt fortjent. Han er en mærkelig sydstatsgut, og jeg har egentlig aldrig rigtig brudt mig om ham. Men han giver en ret skøn og meget amerikansk takketale, hvor han blandt andet fortæller om, hvor taknemmelig han er for det liv, han lever – det er et videnskabeligt faktum, at taknemmelig manifesterer sig i livet – loven om karma. Det gik rent ind. En lang og flot leveret tale, og jeg får lyst til at give et stående bifald. Jeg er sgu også fan af Matt nu! Weird, weird mand.
1. Naturligvis er det bedste tidspunkt, da Anders Walther vinder sin Oscar for Helium. Det føles fuldstændig som at vinde en vigtig fodboldkamp med landsholdet. Hele salen gynger, folk hujer og klapper, og vi kan ikke få nok af både Anders Walther og Kim Magnusson, som står på scenen og takker – foran hele verden.
Nu er der kun at vente til næste år – jeg glæder mig allerede. En dag vil jeg se det i Hollywood.
/Louise