I går aftes var vi inviteret til en præsentation af Nørrebro Teaters program for næste sæson – efterår 2014 og forår 2015. Vi har mange gange besøgt Nørrebro Teater, og derfor var det ikke svært at finde tid til at deltage i eventet, som vi på invitationen kunne forstå er lidt af et tilløbsstykke.
At det årligt tilbagevendende arrangement er populært hos mange af teatrets faste gæster, var ikke svært at forstå. For det første giver det naturligvis et godt indblik i, hvad der kommer af spændende sager (og når man elsker at være på forkant, sætter man jo stor pris på denne slags showcases). Men også fordi, at jeg efter i aften ved lige præcis, hvilke opsætninger jeg skal se, og hvilke jeg ikke behøver at bruge krudt på.
Teaterdirektør Kitte Wagner (der netop har sagt op på teatret) introducerede aftenen og fortalte blandt andet, at der i den kommende sæson vil være ikke færre end 13 opsætninger. Det går nemlig rigtig godt på teatret, som har haft 70.000 gæster i den forgangne sæson. Det er 15.000 mere, end de havde lovet, “og når vi tjener penge, så bruger vi dem naturligvis på at lave endnu mere teater til alle jer,” fortalte hun. Dejligt, og tak for det, for I gør det jo så godt.
Efter denne introduktion kom komiker Christian Fuhlendorff på scenen som aftenens vært. Han fungerer også som vært på teatrets månedlige Late Night Lørdag og er altid veloplagt (på en til tider distræt og forvirret facon..) og morsom. Fuhlendorff præsenterede 7 af de 13 opsætninger , samt en minikoncert af Pharfar, og charmerede publikum mellem de forskellige acts med stand up-bits (fra hans kommende one-man-show??).
Jeg glæder mig især til at opleve disse fire opsætninger:
1. Plattform, som vi skrev om i november sidste år. Min yndlingskomiktrio. Jeg håber bare, at de når at skrive noget nyt til showet, og at det ikke blot er en genopsætning af deres show fra 2013. Men skulle det stadig være en det samme show som sidste år, har Platt-form stadig min klare anbefaling.
2. Mogens – se teater og dø. Med Tammi Øst, Andreas Jebro, Christian Fuhlendorff, Rikke Lylloff, Lise Baastrup, Benjamin Kitter, Kristian Holm Joensen m. fl. Skrevet af Louise Mieritz og Ditte Hansen, som har bygget deres stykke på Anton Tjekhovs klassiker Mågen.
3. Rasmus Bjerg solo. Jeg tror, jeg holder lige så meget af Bjerg som af Platt-form. Bare synet af ham får mig til at trække på smilebåndet (=fordi jeg forventer, at det bliver morsomt – FYI!). Han leverer et erindringsshow – et soloshow uden omsvæb – uden masker – helt afklædt, men med tøj på. Siger programmet.
4. Kvinde? Et stand-up show med Sanne Søndergaard – kvinden, som har formået at forarge mig. Jeg bliver meget meget sjældent forarget, men ja, jeg blev sgu lidt fåmælt, da et billede af Søndergaard med MEGET lavtaljede bukser dukkede op på min pæne Politiken-netavis. ‘Ej altså, helt ærlig..!’ mumlede jeg, og hørte mig selv sige til mine veninder, at ‘hun er da lidt for meget’… Men åh hvor jeg dog elsker engang imellem er blive rusket lidt i. Og det blev jeg dengang af Sanne Søndergaard og hendes in-your-face-facon. I aftes grinte jeg bare igennem af den meget lille bid af hendes kommende show, som jeg i den grad glæder mig til at opleve.
Der er noget af se frem til på Nørrebro Teater. Ses vi?
Kh. Louise