Vi har været til premiere på teaterkoncerten “Syngepigerne” på Nørrebro Teater, hvor historien om de pikante, pirrende og provokerende sangerinder lystigt bliver fortolket af tre frygtløse kvinder og en frisk mand. Vær derfor beredt på nøgen hud og hudløst ærlige sandheder om den kvindelige seksualitet – på godt og ondt og gennem et hav af lumre viser.
Jeg er gennem årerne blevet ret tosset med Nørrebro Teater, der med sin moderne og indbydende foyer og bar indbyder til, at du bliver og hænge både før og efter forestillingen – hvilket jeg gjorde i lørdags. Det gav en fandens masse tømmermænd. Men det gav også et grundigt indblik i den kvindelige seksualitet på godt og ondt. Teaterkoncerten “Syngepigerne” undersøger nemlig, hvad de gamle og til tider skandaløse sange kan i dag – både i forhold til teksterne og musikken, som i “Syngepigerne” er blevet bearbejdet af den unge og talentfulde sanger og musiker Laurits Emanuel.
FRYGTLØSE OG FANTASTISKE KVINDER
I næsten 160 år har der været skrevet sange til syngepigerne, der iført pikante kostumer og med en direkte facon har forarget det bedre bogerskab, når de gennem saftige og fornøjelige metaforer sang om kvinders seksualitet – set gennem en mands øjne. For sangene var alle skrevet af mænd, og derfor tager “Syngepigerne” på Nørrebro Teater nu sangene op til revision og genfortolker dem gennem kvindeøjne – hvilket er blevet til en yderst underholdende forestilling. Især fordi de tre skuespillerinder, Ina-Miriam Rosenbaum, Jeanette Lindbæk Birk og Signe Kærup Hjort, er total skam- og frygtløse i deres optræden overfor Laurits Emanuel, der giver den som både mand og drag. Intet er for helligt og det er super befriende. Der bliver vist både maveskind, baller og lår, der får lov at hoppe og flagre noget så skønt og naturligt – en hyldes den mangfoldige kvindekrop og ikke mindst seksualitet, hvilket fik mig til inderligt at ønske, at alle unge drenge og piger blev tvunget ind for at se den forestillingen. For selvom sangene nok har flere år på bagen, så er problemstillingerne stadig aktuelle; som når en moden kvinde tror, at hun stadig skal ligne en på 18, for at mændene gider hende, eller en ung pige må sande, at det ikke altid er romantik, som mændene går efter.
UDEN FILTER
Historierne i “Syngepigerne” spænder fra de frække og tossede til de triste og ulykkelige. De skiftevis hylder kvinderne og giver dem tørt på som i sangen “Kom hjem lille far”, hvor lillemor egenligt ikke gider sin mand, men godt vil have hans løn. Og det er kun godt, at det ikke bliver et langt feministisk manifest, selvom det nu nok også har sin berettigelse engang imellem. “Syngepigerne” er dermed både underholdende, tankevækkende og aktuel på trods af, at stykket kort og godt blot er en genopførelse af de gamle sange.
Som lørdagsaften underholdning var de lumre viser lige i øjet, og jeg er sikker på, at den nok også skal være en succes, der kan få kinderne til at rødme på en vinterkold hverdagsaften.
Du kan se “Syngepigerne” på Nørrebro Teater frem til den 21. december.
/Ditte
