VOXPOP – TRAILERPARK FESTIVAL 2015

0
382

Det er mit første år på Trailerpark, og hvis du også er Trailerpark-jomfru – eller kan huske din første gang – så ved du, hvad jeg taler om, når jeg siger, at jeg er overvældet af indtryk. Ikke kun musikalske overraskelser, men også installationskunst, kreative gimmicks, smukke og smilende mennesker, spændende madboder, merchandise og meeting the man of my dreams, and then meeting his beautiful wife-oplevelser. Vi stoppede 7 dejlige mennesker på festivalen, som tog fem dyrebare minutter ud af deres Trailerpark-liv for at fortælle os om deres oplevelse og forventning til årets festival.

Sarah (tv.) og Louise (th.)
Sarah (tv.) og Louise (th.)

Sarah, 24 år, studerer fotografi
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– Det er mit 3. år.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Jeg glæder mig bare til at være her – til at opleve stemningen ved den lille festival, som Trailerpark stadig er. Jeg er lige kommet, så jeg har ikke set så meget endnu, men jeg glæder mig til at tjekke det hele ud.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg glæder mig vildt meget til Eloq. Jeg har været tilhænger af hans musik rigtig længe og har før oplevet ham live. Det bliver en fest.

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Ja, jeg vil gerne sige, at de skal booke Jimmy Edgar til næste år, for han er megafed!

Louise, 26 år, studerer kommunikation og IT
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Fesitval?
– Det er første gang, jeg er her.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Jeg har fulgt lidt med på Trailerparks Instagram, og det har set så vildt fedt ud, så jeg har bare glædet mig til at komme i dag og opleve det hele selv.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg glæder mig til at se Medina, fordi jeg regner med, at hun kan lave en fed fest. Hun spiller også sent, så det hele kommer nok til at gå op i en højere enhed.

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Ja, her er så lækkert, både kunstinstallationerne og musikken. For det skal de have en kæmpe tak!

Morten
Morten

Morten, 29 år, selvstændig industriel designer
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– Det er første gang, jeg besøger festivalen.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Jeg har glædet mig mest til, at jeg selv skulle udstille under I/O. Men hele festivalen er meget fin, der er så mange små fine projekter. Og så kan man godt mærke, at der ikke er en stor, kommerciel maskine bag festivalen. Den er drevet af passion, og det skinner igennem.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg har ikke rigtig tjekket programmet ud, fordi jeg jo mest er her for at udstille. Men jeg bliver altid glædeligt overrasket, når jeg tager på festival, og jeg danser til det meste.

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– De skal have en kæmpe cadeau for I/O-delen, for det er så godt tænkt. Teknologi i festivalregi er interessant, især på denne lavpraktiske måde. Det skal komme igen til næste år, for det var super interessant.

Thomas
Thomas

Thomas, 36 år, grafisk designer
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– Det er mit 3. år på Trailerpark.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Jeg elsker de kreative måder, som kunstnerne udsmykker trailerne på, og så er der mange sjove gimmicks – og de skifter jo hver år, samtidig med at festivalen vokser. Det er altid spændende at se, hvad de har tilføjet til den næste festival.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg glæder mig til at opleve Den Sorte Skole – de forstår at starte en fest, de er originale og har altid noget nyt oppe i ærmet. Trailerpark er jo en lille festival, så det er helt essentielt, at kunstnerne forstår at samle folk og skabe stemning. Derudover glæder jeg mig til Lord Siva, da han er helt ovre i den anden grøft med sit nærvær og sin melankoli – ligesom Karl William.

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Jeg vil gerne sige tak, fordi de har lavet I/O – et super interessant og innovativt projekt. Festivalen er nu blevet mere end tre dages fest med interessant musik og kunst – til nu at være et kreativt fællesskab. Og en smule mere seriøs, hvilket er positivt ment. Det er super fedt.

Sine
Sine

Sine, 24 år, bachelor i arbejdslivsstudier og psykologi
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– Det er min første gang på Trailerpark.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Jeg glæder mig til at se, hvordan det hele er bygget op, alle installationerne. Jeg er vild med campingvogne, og det her er jo en campingvogns-park!

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Må jeg sige, at jeg glæder mig til at se Magnolia Shoals? (Sine er kæreste med forsangeren, red.) De ser alle sammen godt ud, forsangeren synger rigtig smukt, han er lige blevet optaget på Rytmisk Musikkonservatorium, og så har de netop fået pladekontrakt på et pladeselskab i Spanien. Dem skal man opleve!

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Jeg synes, at det var megafedt, at de har booket Saint Cava – som jeg har gået i gymnasium med! De er ikke så etablerede, et lille, lidt alternativt band, som er mega dygtige. Jeg kan godt lide, at der er meget forskelligt musik. Der er noget for alle – fra Medina til Saint Cava.

Gudrun (tv.) og Anne-Eiise (tv.)
Gudrun (tv.) og Anna-Elise (th.)

Anna-Elise, 59 år, direktør/chefkonsulent
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– 9 år.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Samspillet mellem kunsten, installationerne, musikken og menneskerne. Der er så meget kærlighed på Trailerpark, og det mærker man med det samme. Selv security-folkene er valgt ud pga. færdigheder – de styrer det hele med kærlig hånd. Der er en stor mangfoldighed på festivalen, og der er plads til alle slags personer.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg kan lide det meste, men jeg glæder mig ekstra meget til Oh Land, Darkness Falls, Av Av Av og Rangleklods. Det fantastiske er jo, at mange musikere kommer igen, fordi de godt kan lide at spille her – samtidig med, at der altid er mange bands, som man slet ikke kender – endnu!

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Jeg vil selvfølgelig sende en hilsen til min dejlige datter, Carla Cammilla (stifteren af Artrebels og Trailerpark Festival, red.). Det er så vildt, at de har formået at stable en festival som Trailerpark på benene – som løber rundt, men de tjener ikke penge på den. Det er altså et projekt laver på passion.

Gudrun, 64, direktør i et konsulentfirma.
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– 5 år.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Det er skønt at komme om torsdagen, hvor kunstnerne stadig arbejder på deres værker og installationer. Det er et spændende klientel på denne festival, fordi vi har kombinationen af kunst og musik. Det giver åbenbart et spændende miks af mennesker også.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg glæder mig til at opdage ny musik. Mange af dem, der spiller på Trailerpark er ikke så etablerede endnu, derfor er der ofte gode overraskelser i vente.

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Vi er meget stolte af Carla Cammilla, og vi støtter hendes festival med glæde. Der er så mange søde mennesker, som knokler på denne festival, og de skal også have en stor hilsen.

Mathilde
Matilde

Matilde, 29 år, PhD studerende
LC: Hvor mange gange har du været på Trailerpark Festival?
– Det er mit første år.

LC: Hvad glæder du dig mest til ved årets festival?
– Jeg glædede mig rigtig meget til I/O og til at møde cyborg-manden. Kombinationen af teknologi og festival er godt tænkt, selvom I/O faktisk virkede som en del for sig – som om, den ikke rigtig hørte til under festivalen.

LC: Hvilket band glæder du dig mest til at opleve?
– Jeg er her kun i dag, fredag, og jeg har ikke nået at sætte mig så meget ind i programmet, da det mest er I/O, jeg kommer for. Jeg ser Trailerpark som en festival, der er god til at sætte fokus på upcoming musik, selvom jeg faktisk synes, at de godt kunne have haft flere upcoming bands på i år.

LC: Har du lyst til at sende en hilsen til holdet bag Trailerpark Festival?
– Det er et superfedt initiativ med I/O, så tak for det! Dog vil jeg sige, at det virker lidt dødt om dagen under I/O – og det er lidt vanskeligt at finde ud af, hvor man skal tilmelde sig workshops. Og så er der ikke noget ordentlig kaffe at købe herude, det kunne være godt til næste år. Den bedste idé er konfettivognen, den er jeg helt vild med.