Anmeldelse: Hella Joof – Dage med mildhed, modgang og mirakler

Anmeldelse: Hella Joof – Dage med mildhed, modgang og mirakler

by 15/02/2019
Hella Joof er efterhånden allemandseje i Danmark – på godt og ondt. Og når hun udgiver en bog, er jeg der straks. Denne gang er det en almanak med visdomsord til hver dag i året. Den hedder Dage med Mildhed, Modgang og Mirakler – og den har både moret mig og irriteret mig. Læs her hvorfor.

Anmeldereksemplar modtaget af forlaget Gyldendal

Af Louise Taarnhøj

Jeg er vokset op med Hella Joof, da hun sammen med Peter Frødin var vært på Bullerfnis, verdens bedste børneprogram, og til hun stod sammen med Lex & Klatten og Det Brune Punktum og fik mig til at tisse i bukserne af grin.

Jeg er vild med hendes humor og hendes varme – hun lader til at være et menneske med en enorm observationsevne, som hun kan bruge til at gennemskue os alle sammen, så vi kan grine af os selv. Det er vigtigt, særligt i disse tider, hvor alle tager sig selv så højtideligt.

Når Hella Joof er sjovest og mest munter at læse, er det, når hun fortæller om alle de lidet flatterende side af os selv – som vi alle sammen har. Det er jo det, dygtige komikere kan: holde et spejl op foran os, så vi kan grine af, hvor åndssvagt vi ind imellem opfører os. Det bliver gjort med en enorm stor kærlighed og en rummelighed, så man får lyst til at kramme sine mindre gode sider og sige til sig selv, at alt jo er helt ok her på matriklen. Jovist, nogle af teksterne kan forekomme en anelse banale, men det bliver leveret på den Joofske måde, og derfor læser jeg det med et smil på læben og et lille kluk.

Desværre er alt ikke godt i denne bog – den har også få bagsider. Når hun bliver lidt irriterende for mig, er det, når hun på en lidt nedladende facon hænger folk ud, som ikke er som hende. Det kan eksempelvis være veganere. Og ja, vi kan godt blive enige om, at der er visse veganer-grupper, der skaber en lidt skinger debat ind imellem – men at gøre sig morsom på deres bekostning synes jeg egentlig ikke om. Jeg er altså ikke selv veganer, så det er ikke fordi, jeg føler mig truffet, men det er bare ikke min form for humor. Det hører ikke hjemme her, når det kommer fra Hella, som ellers er så hjertevarm. Det er lidt som om, man bliver taget som gidsel i hendes holdninger. Jeg har tidligere oplevet det, når jeg er sammen med folk, der helt instinktivt tænker, at vi alle sammen kan være enige om, at ‘kvinder ikke hører hjemme på chefposterne, at mænd ikke bør tage barsel, at vi alle sammen fortjener kæmpestore røde bøffer hver dag, og at de svageste i samfundet skal tage sig sammen’. Det ved jeg naturligvis godt, at Hella ikke siger, bevares, men det er på samme måde, at man bliver en del af en jargon, som man ikke har lyst til at være en del af, og det får smilet til at stivne lidt, når man hygger sig med hendes bog.

Jeg har intet imod det banale, og jeg elsker, når hun beder os alle sammen om at være mere kærlige, mere fysiske, mere flirtende, mere seksuelle. Det, tror jeg, hun har ret i – det vil kun gøre os alle sammen gladere. Og man må gerne blive sarkastisk, det skal bare gøres med en lidt større varme.

Når det så er sagt, så kan jeg anbefale bogen, som eksempelvis har dette budskab (den 8. marts):

KAMPDAG. Vælg dine kampe. Og kæmp for noget, det er realistisk at gøre noget ved. Ellers ender du som et bittert ringvrag med kort, fornærmet pandehår, kikkert og terrængående sko ude i nogle siv, rasende over, at der kun er ét rørhøgepar tilbage på Amager Fælled. De rørhøge har ikke brug for dit raseri og din ørkesløse kamp. De har brug for din kærlighed til dyr og din evne til at skabe interesse for ynglesteder. Det er fint med folk, der kæmper. Der er meget i verden, der er værd at kæmpe for. Men kamp for kampens skyld er et skråplan. Kæmp også gerne din egen kamp. Hvis du er lyshåret og hedder Marianne og er født af nogle kridhvide skolelærere i Midtjylland, vil du så ikke – please – lade være med at føle dig krænket, når du ser en kakaomælk? Lad være med at kæmpe indædt på vegne af os brune og råbe racist! efter ældre mennesker, som uforvarende kommer til at bruge n-ordet, og lad være med at forskanse dig bag andres identitet i noget identitetspolitisk vrøvl. Kære ven, vi tager den selv, du må gerne hente en pizza, men kæmp din egen kamp Det er kampe nok til os alle.

/Louise T.

 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.