Det sidste tre bøger, jeg har læst, har handlet om skyderier, rå vold og bandekriminalitet. Det har været en hård omgang at komme igennem alle tre bøger, som trods hårdheden er noget af det bedste, jeg har læst i lang tid. I hvert fald to af dem. Læs her om Morten Papes Guds Bedste Børn, Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussens Bullshit og Marie Louise Toksvigs Rødder – En gangsters udvej.
Guds Bedste Børn
Af Morten Pape
Anmeldereksemplar modtaget af Politikens Forlag
Faste læsere af bloggen vil vide, at jeg er meget begejstret for Morten Papes debutroman, Planen – lige som stort set alle andre litteraturfans i øvrigt. Derfor var det med spænding og høje forventninger, at jeg satte mig ned for at læse Guds Bedste Børn. Som om muligt viste sig at være endnu bedre.
Guds Bedste Børn er en halvbiografisk bog, der kredser om mordet på det unge avisbud Zeki, der blev slået ned og dræbt i 2008 af to danske drenge. I starten følger vi Zeki og hans ven Jamil og deres liv i Holmbladsgadekvarteret på Amager. Det mord blev omtalt en del i medierne, hvor politiet ikke mente, at mordet var racistisk motiveret.
Efter introen med Jamil og Zeki, der altså mister livet, handler næste del af bogen om de to danske fætre, Simon og Mickey, med Mickey som fortæller. Og ja, du gættede rigtigt: Simon og Mickey var dem, der slog Zeki ihjel. Morten Pape var derudover engang ven med Mickey – hans far var på et tidspunk kæreste med Mickeys mor. Og her skal jeg så lige slå fast, at Guds Bedste Børn er fiktion – den kredser blot om en virkelig hændelse.
Romanen er så hård og modbydeligt og fyldt med sørgelige skæbner, der gør, hvad de kan med de muligheder, de har, for at overleve i en verden, der nok er hårdere end de flestes.
Romanen slutter hos Jamil, og jeg vil ikke sige, hvad der sker, men det er både trist og uforudsigeligt, og jeg endte med at tude, da jeg havde læst den sidste side.
Det, jeg bedste kan lide ved bogen, er, at den på en måde giver læseren en relation til Simon og Jamil – altså begge sider af sagen – og Morten Pape spiller ingen strygere og violiner og fortæller os ikke, hvad vi kal tænke og mene. Derudover er bogen autentisk i både sin opbygning, fortællerstil og sprog. Mens jeg læste bogen, og det tog mig alligevel nogle uger, tog jeg mig selv i ofte at tænke på Jamil, Zeki, Simon og Mickey. Jeg ved, hvordan de i min fantasi ser ud, hvordan de bevæger sig, deres dialekter og lyden i deres stemmer.
En meget nærværende og samtidig forfærdelig roman, som alle bør læse.
Bullshit
Af Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussen
Anmeldereksemplar modtaget af Gyldendal
Jeg var ikke født, at rockerkrigen første gang brød ud i slutningen af 1970’erne, men jeg kan huske i 1990’erne, da man snakkede meget om Jønke og Hells Angels. Derfor var læsningen om rockerkrigene helt tilbage fra begyndelsen en stor oplevelse – jeg forstår godt, at forfatterparret og journalisterne bag bogen har fået en Cavlingpris for dette værk.
Vi følger helt fra starten, hvordan Bullshit opstår ud af fascination af rockerbanderne i USA, som kører på motorcykler, hører rockmusik og har langt hår. Men før Bullshit blev en rockerbande, var der blot en gruppe unge utilpassede teenagedrenge, der kedede sig.
Dengang hang de unge drenge ud hos pædagogen John Karslund, der tog sig af drengene – også selvom de ikke altid opførte sig så pænt overfor ham. Men der var en respekt for ham blandt drengene, og det var i hans gård, Nøragersminde, hvor der også var fritidshjem for kvarterets unge, at det, der skulle blive til Bullshit blev dannet.
I pressemeddelelsen om bogen, står der:
“For 40 år siden lød det første skud i det, som siden er blevet kaldt rockerkrigen. Med paralleller til den aktuelle bandekrig røg to grupperinger ud i en langvarig og blodig konflikt, som endte med den enes udslettelse.
Midt i konflikten stod et ungt par: Pia og Makrel — sidstnævnte blev offer i en af rockerkrigens mest opsigtsvækkende likvideringer.
Dette er historien om Pia og Makrel og deres gruppe ved navn Bullshit, som nu fortælles på baggrund af et stort researcharbejde med mere end 100 mundtlige kilder og en stribe aktindsigter i retsdokumenter og efterforskningsmateriale. Det er en historie om et generationsoprør – uden idealisme. Og om unge fra samfundets bund, der søgte et bedre og mere spændende liv end deres forældre.”
Fordi bogen er fyldt med interviews med nøglepersoner i rockerkrigen (eksempelvis Pia), får man et virkelig godt og nærværende indblik i krigen og ikke mindst de mennesker, der kæmpede. Jeg følte hele vejen igennem en omsorg for de her unge, utilpassede drenge, der kæmpede gennem ungdommen med det bedste, de havde lært – hvilket ikke var nok, og her mener jeg ikke våben eller kræfter.
Beskrivelserne af de forskellige (mange) mord og likvideringer i løbet af rockerkrigen er så detaljeret, at det minder om en krimi, og jeg fatter næsten ikke, at dette har foregået i Københavns gade – primært på Amager, Christiania, Vesterbro og Nørrebro. Det er uhyggeligt, at den slags tilsyneladende meningsløse vold blev en del af den danske bandehistorie. Men igen kan jeg ikke lade være med at reflektere over, hvorfor det gik så galt, og hvad der drev disse drenge og unge mænd. For det er faktisk muligt at forstå dem, tro det eller ej. Der ER en forklaring på, hvorfor det gik dem, som det gjorde.
Det er netop det dybere lag, der gør bogen så vigtigt og noget, som alle bør læse.
Rødder – En gangsters udvej
Nedim Yasars historie af Maire Louise Toksvig
Bog købt i Politikens Boghal
I søndags sad jeg og så Bedrag III på DR (fremragende serie, bedste sæson!), hvor Nedim Yasar spiller gangsterboss. Han havde sin første scene i tv-serien i afsnit 4, som rullede over skærmen denne søndag, og desværre ved de fleste også, at den karakter skulle blive den sidste, han skulle spille som skuespiller.
Nedim Yasar blev skudt i sin bil ude foran den bygning på Ydre Nørrebro, hvor han netop havde afholdt sin bogreception for denne bog.
Han havde været en ofte brugt kilde, særligt på Radio 24Syv, når journalisterne skulle bruge en udtalelse om bandemiljøet. Nedim Yasar var nemlig en del af dette miljø i mange, før han en dag besluttede sig for at lægge det bag sig og i stedet uddanne sig til pædagog og tage sig af sin lille søn.
Rødder – En gangsters udvej starter med at fortælle om et overfald i hans lejlighed i Lyngby. Få år forinden havde han besluttet sig for at forlade bandemiljøet og var derfor kommet med i et Exit-program for at få hjælp til at komme videre og leve et normalt liv.
Så allerede i det første kapitel lærer man, at Nedim levede et farligt liv, stadig efter at have forladt miljøet. For det der med at forlade et dybt kriminelt miljø, hvor ære og broderskab er vigtigere end noget andet, det er nærmest umuligt. Og i Nedims tilfælde blev det umuligt.
Da jeg læste bogen, var det naturligvis i lyset af, at Nedim Yasar netop var død, og det var noget, som virkede meget voldsomt på mig. Ikke fordi jeg kendte ham personligt, men fordi det er så tragisk en slutning på et liv, når han netop havde besluttet af vende den kriminelle verden ryggen.
Hvis ikke Nedim Yasar var død, havde jeg været mere lunken i min anmeldelse. Jeg synes ikke, at sproget er så godt – og jeg mangler også en lille smule nærhed. Selvom bogen er baseret på samtaler mellem Nedim Yasar og journalist Marie Louise Toksvig, er det som om, der er en underlig distance på spil. Måske er det meningen, og jeg bare ikke har fanget den – måske er det netop denne strakte arm, man er vant til at holde folk ud i, når man er en del af et bandemiljø. Jeg ved det ikke.
Det, som gør bogen vigtigt, og hvorfor alle bør læse den, er, at man forstår, hvorfor det miljø er så hårdt og lukket – og hvorfor det er svært at bryde ud af det. Det kan vi nemlig bruge til noget i kampen mod disse kriminelle miljøer og ikke mindst i kampen for at redde dem, som er blevet en del af det.
Fællesnævneren i alle tre bøger
Som jeg skrev indledningsvist har det været hårdt at læse disse tre bøger i streg (og jeg er glad for, at jeg nu har skiftet genre og er i gang med Martin Kongstads Kokken, der holdt op med at rødme, Hella Joofs Dage med mildhed, modgang og mirakler, og Michelle Obamas Min historie.) Det, som slog mig ved alle tre bøger, er, at det alle personerne i de tre bøger har deres tragiske barndom til fælles. Altså, at de er vokset op med forældre, som ikke magtede at give dem et trygt hjem.
I stedet blev børnene slået og overladt til dem selv. I min verden er det den direkte vej til at skabe et uligevægtigt menneske, som alt andet lige er mere tilbøjelig til at ende på den forkerte sti i livet.
I min verden er miljø noget af det allervigtigste, vi skal kigge på, hvis vi sørge for, at børn i vores samfund klarer sig godt og vokser op og bliver glade og raske mennesker.
Alle mennesker gør alt, hvad der er i deres magt, for at blive glade og succesfulde – men vi har fået forskellige ressourcer at klare den med. Derfor er det ikke noget under, at jeg sidder her med min 5 år lange uddannelse, fast arbejde og egen lejlighed. Jeg er nemlig vokset op med opmærksomme, kærlige og kloge forældre, der gjorde mig tryg hver eneste dag.
Så det er ikke min fortjeneste alene, at jeg sidder her som et udefra set succesfuld menneske.
Ligeledes er det heller ikke drankerens, bandemedlemmets og narkomanens helt egen skyld, at han eller hun er endt, hvor de er endt. Og det allervigtigste ved disse bøger er, at de viser, at vi rent faktisk kan noget for at forhindre, at børn går den helt forkerte vej ud af livets sti. Det er ikke så svært. Faktisk er det meget simpelt.
/Louise T.