Wangel er klar med sit debutalbum – og på en måde har jeg lyst til at skrive ’endelige’, for det føles som meget lang tid siden, at vi på LoveCopenhagen hørte hans musik for første gang for lidt over et år siden. Og siden dengang i start foråret af 2015 har vi ventet spændt på nyt, for den lovende EP fra april sidste år var slet ikke nok!
Indrømmet, jeg er vild med melankolsk musik, og jeg kan nærmest få knopper af happy-go-lucky-lyde, der dummere end optimistisk banker ud af mainstreamradioerne. Der er en meget god grund til min forkærlighed for det lidt triste, og det er min 90’er-baggrund. Nej, ikke Aqua og Me & My – men Oasis og Blur, Pulp og Suede, Radiohead og Coldplay (dengang de beklagede sig). Den slags musik havde vi brug for som teenagere i 90’erne, fordi det fredelige og kedelige forstadsliv intet satte på spil, og så måtte vi jo sætte det gode humør på spil i stedet.
Wangel er melankoli langt hen ad vejen – lidt fest. Men mest dejlig, blå, mørk efterårsmelankoli. Med slæbende beats, tung synthesizerbas, skitende dyb barytonvokal og længselsfuld falset og en atmosfærisk, helstøbt produktion af Kasper Ejlerskov, som vist nok er en del af duoen, som naturligvis også tæller sangskriver og sanger, Peter Wangel. Og selv de mest oplagte, uptempo hits, som Foreigner, der nok skal fylde dansegulve rundt omkring – de har en underliggende melankoli, måske en form for intellektuel distance til den rendyrkede pop. Jeg elsker det!
Tosporet debut
Det er som om, pladen er todelt – hvor én del af den er mørk, distancerende og elektronisk. Og den anden er mere nøgen, ærlig, skrøbelig og organisk – uden at komme tæt på singersongwriter-genren, hvor Peter Wangel startede sin karriere. Jeg lytter opmærksom allerede fra start, når Freedom slår den først, faretruende tone an. Jeg danser til Foreigner og On Doing Wrong – til jeg til sidst har tårer i øjnene til Spinning Head og Another World. Men faktisk er Lockdown den, jeg husker bedst, når albummet er lyttet igennem, og jeg begiver mig videre ud i verden. Som om, Wangels falset primalskrig hænger fast – på en god måde.
Musikalsk lægger ’Freedom’ sig mest op ad stærke elektroniske navne som Kavinsky, Chromeo, Sebastian, Cassius og Justice – måske med lidt referencer til det tidligere Kasper Bjørke og Mikael Simpson, men det er nok bare mig, der gerne vil høre de to herrer i al elektronisk musik (som nogle kokke, der er gået i selvsving over havtorn og ramsløg – jeg stopper mig selv lige her). Men det er klart Peter Wangels stemme, der får mig til at lytte, for den er på samme tid unik og velkendt, som en god ven, du aldrig har mødt. Jeg er gladest for hans stemme, når han bevæger sig i det dybe, for der er efterhånden mange mænd, der har bevidst, at de mestrer falsettet til perfektion, og det gør Wangel også. Men den dybe røst klæder musikken ekstremt godt og er et smukt supplement til den mere blide falset.
Intellektuel elektropop
I en verden, hvor alt er muligt – hvor alt gøres let tilgængeligt – spiseligt, blot det er proppet med sukker og pakket ind i glitteret papir – kræver jeg, at de kunstnere, der kommer på mit anlæg, strenger sig an og giver mig noget med lidt mere tyngde end blot hurtige, letfordøjelige og til tider kvalmende kulhydrater. Det ekstra får jeg hos Wangel. Det er som om, vi har glemt, at fordybelse bringer en gevinst med sig. For lytteren. Det minder Wangel mig om.
/Louise