Louise og Ditte var vidner til det humoristiske men også provokerende gæstespil “At sulte sig er egoisme” på Teater Får302, hvor en ung kvinde tager andre kvinders selvopfattelse og handlinger personligt. Et stykke, der efterfølgende gav anledning til debat over chips, dip og burgere.
På Teater Får302 kan du frem til den 30. september opleve gæstespillet “At sulte sig er egoisme”, hvor den unge feminist og skuespillerinde Marie-Lydie Nokouda akkompagneret af musiker Sanne Dassevilles lydscenografi giver nutidens (kvinders) slankehysteri og madkurer en opsang – med rette. For efter min mening er der gået religion i mad og måden, som vi nyder – eller ikke nyder – den på. Jeg er selv af den opfattelse, at kvinder, der ikke har appetit på mad, ikke har appetit på livet. Måske en kende provokerende, men det bunder nok mest af alt i, at jeg selv er et madøre, der hele mit liv har nydt mad og det sociale omkring det. Dog følte jeg mig som en bly viol efter at have overværet Marie Lydie Nokouda i “At sulte sig er egoisme”, hvor hun ikke lægger fingre imellem, at hun er dødtræt af kvinder, der sulter sig og ikke tillader sig selv at nyde mad (og livet, hvilket Sanne Dassevilles lydscenografi flere gange også underbyggede med nummeret “Enjoy your life”). Kvinder, der sulter sig i en verden, hvor mad er i overflod, er egoistiske – og usolidariske overfor deres medsøstre, lyder det blandt andet. Vildt provokerende. Og absurd, som når den unge skuespillerinde og feminist med flødeskum skriver “SPIS” på væggen, som var det grafitti. Jeg grindede, undrede mig og tænkte som besat under Marie-Lydie Nokoudas monolog, hvor jeg samtidig havde utroligt svært ved at få hold på, om jeg synes, at det var en fair udlægning af problematikken eller ej.
Et provokerende indspark
Stykket satte efterfølgende gang i debatten om kvinders forhold til mad og nydelse samt det fair i stykkes knytnævneslag mod dem, som sulter sig, hvilket skete over en omgang chips, dip og burgere i Teater Får302 lille foyer. Louise og jeg er af samme opfattelse, når det kommer til, at mad skal nydes. Og vi var også begge enige om, at der er et reelt hysteri omkring mad, og at det er vigtigt, at vi får igangsat en debat omkring den, hvilket stykket leverede et indspark til. Spørgsmålet er så, hvor nuanceret det 40 minutters indspark på Teater Får302 var? For det, at sulte sig, er jo ikke ensbetydende med, at man død og pine ikke vil nyde mad (og nyde livet). Det er et symptom på, at noget er galt, hvilket kan have mange årsager, som vi må stå sammen om at finde en løsning på. Den nuance manglede, selvom man under stykket fornemmede, at Marie-Lydie Nokouda selv blev i tvivl om sin mission, hvem hun kæmper for og hvem, hun kæmper imod. Men tvivlen fik ikke lov til at skinne igennem – måske med vilje for at provokere? Og dermed få igangsat en debat? Da vi forlod teateret, var det derfor et nyt indspark, hvis budskab nok stod lidt uklart men om ikke andet fik os til at tænke en ekstra gang over, hvor vi er på vej hen, når det kommer til vores forhold til mad.
“At sulte sig er egoisme” spiller frem til den 30. september på Teater Får302. Se mere her.
/Ditte