BioMio – åhhh, Bio min Mio!

1
416

I lørdags havde jeg den hyggeligste aftale. Sådan en aftale, som jeg bare godt gad have HVER weekend. Ok, måske ikke HVER weekend, men i hvert fald meget OFTERE! To af mine dejligste veninder tog fri fra børnene derhjemme og kom hjem til mig. Vi skulle lige skåle i et glas bobler, ud og spise, og så skulle de sove hos mig! YAY – hvor gennemført hyggeligt! 

Nu er jeg jo kæmpe fan af at spise ude. Selvfølgelig. Hvem er ikke det? Men ak, man kan jo ikke spise ude hele tiden, og derfor går jeg faktisk også temmelig meget op i at finde de bedste steder (for mig), så jeg ikke skal spilde en ‘spise-ude’-gang på en dårlig oplevelse.

Denne lørdag var mit valg faldet på BioMio, der netop har skiftet ejere. Jeg har aldrig prøvet at spise der før, men jeg er meget tit cyklet forbi og tænkt, at der så virkelig hyggeligt ud.  Så det var faktisk ikke et svært valg – særligt ikke, da jeg lige fik tjekket menuen ud også, og på et SPLIT-sekund havde udvalgt de første fem retter, som jeg bare MÅTTE smage. (Igen – nederen, at maven altid er mæt før øjnene!).

BioMio ligger i Kødbyen på Vesterbro, lige under det store Bosch-neonskilt, der er det første der møder én, når man kommer kørende ad Gasværksvej. Og så er det en stor restaurant. Der er plads til 200 spisende, når der er helt fyldt! Det er Danmarks største økologiske spisehus. Og de er 100% økologiske, hvilket betyder, at de er certificeret med det røde øko-mærke. Det er for mig et kæmpe plus, fordi jeg selv i høj grad prøver at leve økologisk i min hverdag – uden at være hellig dog.

BioMio_fra BioMios facebook

Jeg havde, som skrevet, ikke tidligere spist på BioMio, så ud over deres økologiske profil, vidste jeg ikke yderligere om dem. Og jeg kendte heller ikke til deres ‘cafeteria’-koncept, hvis man da kan kalde det det:

Vi blev budt velkommen ved en disk lige inden for døren, hvor en meget meget sød og imødekommende pige tog imod os. Hun rakte os menukort, vinkort  og tre plastikkort, og så forklarede hun det meget enkle (og dele-venlige!) koncept – vælg din mad, gå op til kassen ved køkkenet og bestil på plastikkortet. Vælg, hvad du vil drikke og gå i baren og bestil drikkevarerne dér. Maden bliver selvfølgelig serveret ved dit bord, mens du selv tager drikkevarerne med.

Jeg indrømmer, at jeg var mere end skeptisk i starten – også lidt træt af mit restaurantvalg, for ud over god mad, elsker jeg altså også at blive vartet op når jeg er ude og spise. Ja undskyld, men sådan er jeg nu engang. Så jeg startede med at tænke “Ej, helt ærligt – skal vi SELV rejse os og SELV slæbe drikkevarerne? Tsk!”. MEN al min skepsis blev gjort til skamme – det må jeg altså lige skynde mig at sige.

Vi blev sat ved bordet i hjørnet. Der var mange mennesker i den store restaurant, men god plads. Og god akustik, hvilket er vigtigt, når man er tre tøser, der skal SLUDRE :-). Vi fandt hurtigt ud af, hvad vi ville have og gik op til køkkenet, hvor vi bestilte. Derefter bestilte vi tre drinks, som vi jo fik med med det samme. Maden kom hurtigt, og den smagte formidabelt. Jeg fik en risotto på kamut-ærter med confiteret gris. Min ene veninde fik det samme, den anden fik en wok-ret, der så ud til at være værd at slå ihjel for! Ja, vi var tre glade restaurantgæster dér.

Desserten skuffede os heller absolut ikke: chokolademousse og cheesecake – med lækker kaffe og endnu en lækker drink på siden! Mmmm … mit mundvand løber alene ved tanken!

Da restauranten lukkede, og vi skulle videre, tog vi hver især vores lille plastikkort og gik op til kassen, hvor vi nemt og enkelt betalte for det, vi nu engang havde spist og drukket (og dyrt var det bestemt ikke – vi betalte lige omkring 400 kr. pr. mand for hovedret, dessert, to drinks og en kaffe!). Nemt og enkelt! Lækkert og flot!

BioMio – Bio min Mio – jeg kommer igen – og igen! Det er helt sikkert. Flot økologisk mad, super lækre omgivelser og dejlige mennesker, der sørger godt for os gæster. Tak!

/Anne

 

1 COMMENT

Comments are closed.