Café Snork på Dybbølsgade og lige ved Enghave Plads , ligger ét af mine yndlingsværtshuse. De har masser af dejligt øl, man må ryge (hvilket engang var et plus – i dag er jeg heldigvis snart ligeglad, da jeg har været ikkeryger i nu 4 måneder) og så er der udendørsservering om sommeren, hvor man fx kan sidde og quizze med en gruppe venner. Og så møder jeg sjovt nok altid nogen, jeg kender dernede.
Sidst jeg var der, faldt jeg i staver over deres askebæger på toilettet. Toilettet er meget småt. Man må bakke ind og lade sig falde i sædet. Når man så har fået lukket døren, sidder man ‘ansigt til ansigt’ – med et askebæger? Ja, et askebæger.
Sådan et askebæger havde vi også i mit barndomshjem, på gæstetoilettet, hvortil min rygetrængende far til tider blev forvist. Det er mig så fjernt at ryge på et toilet, for ikke at tale om et offentligt toilet. I min verden hører det 80erne og fortiden til. Derfor blev Café Snork også lige dét hyggeligere, da jeg sad med mit lille askebæger på toilettet på Café Snork.
Udover at have askebægre over det hele, så har Café Snork også nikotingule vægge, hæfter med uddrag fra gode romaner og meget små, intime, runde træborde. Helt i orden værtshus.
/Louise
Endelig er det 1. december, og julen er kommet – med julesange, julepynt og juletræer. Vi elsker julen – og vi elsker København, når det er december, og gaderne er fyldt med lys og pynt og mennesker og nisser. 
