lørdag, januar 4, 2025
Home Blog Page 191

6. december – Jul i København. Af Anne Boye Knudsen.


“Udsmykningen og lysene er helt fantastiske på gader og stræder i København ved juletid. Levende lys i lanterner og gran i vinduet inviterer dig indenfor i hyggelige butikker. Ved juletid sænker der sig en vidunderlig gammeldags stemning over byen. Så tag dit vintertøj på og gå en tur, hvor sanserne er åbne. Så vil du møde julen i byen.”

5. december – kold og snehvid.

 

Søndag bragte det smukkeste snevejr, der gemte veje og stier under en fin hvid dyne. Børnefamilerne fandt kælken frem, kærestene kyssede under sneklædte trækroner, venner kæmpede med og mod hinanden i årets bedste sneboldkamp.

I pauserne mellem disse lege og kys kan man passende varme sig på en kop glögg og et honninghjerte. Københavns bedste honninghjerte får du hos Meyers bageri i Jægersborggade. Et godt glas glögg kan fås på Frederiksbergs klassiske julemarked på Frederiksberg Rådhusplads. 

/Louise

4. december – Jul i København. Af Julie Svanberg Grath.

 

Det, der for mig gør julen i København helt speciel, er alt det ekstra julelys, der finder vej frem i vintermørket. Det er så hyggeligt at gå på gaden og allerbedst med sne og frost, som er med til, at roen sænker sig over byen og giver en helt speciel stemning. Jeg nyder at kunne slentre gennem byen en mørk frostklar vintereftermiddag med en kop varm kaffe – eller måske gløgg – og se på de smukke træer, der står rundt omkring og sender stråler af jul og hygge ud, mens sneen gør det hele lidt mere lyst og dejligt.

3. december – Endelig jul igen

 

Gaden er så smuk med sin julepynt,
Minder mig om en drøm
Som jeg havde
Sidst jeg blev født
Men nu er det endelig jul
Jul igen

Fra Gasolin’s “Endelig jul igen”

Glædelig 3. december

2. december – Jul i København. Af Lene.

 

Vi har bedt nogle af vores søde venner om at fortælle, hvad der gør København dejlig i december måned.

Første københavner er Lene Gammelgaard:

“I juletiden opstår der en slags samhørighed blandt københavnerne midt i al travlheden og virvaret, og jeg føler mig som en del af et indforstået fælleskab – hvor vi alle er lidt stressede over gaverne, og vi glæder os alle til at holde ferie og være sammen med familie og venner – og specielt juleaftensdag, hvis man endnu ikke er taget ud i provinsen for at holde jul med familien, møder man få københavnere på gaden, som man smiler indforstået til, for man ved præcis, hvad de skal denne aften, og at de også glæder sig.”

1. december – så er juletræet tændt på Rådhuspladsen!

 

Jeg elsker juletræet på Rådhuspladsen. Det markerer, at julen er kommet. Igennem rigtig mange år har det været en tradition, at træet bliver tændt 1. søndag i advent. Og også i år sørgede en masse glade nisser og julemanden for, at træet blev tændt, så det kan lyse Rådhuspladsen op igennem hele december og sprede juleglæde og julehygge til alle de travle julehandlende.


Vores første december-ord er om en Københavner-klassiker – men selv om det er en ’oldie’, så kig op, når I går forbi og glæd jer over det flotte, høje træ, der står og lyser op og emmer julehygge – midt i vejarbejdet og travlheden.
/ Anne

Julekalender og julehilsen fra bloggerne

Endelig er det 1. december, og julen er kommet – med julesange, julepynt og juletræer. Vi elsker julen – og vi elsker København, når det er december, og gaderne er fyldt med lys og pynt og mennesker og nisser.
I år vil vi fejre julen og København sammen med jer, og hver dag vil vi skrive om eller vise noget af det København, vi elsker, når december er over os.
Så rigtig glædelig december til alle jer fra os – vi glæder os til at dele vores jule-København med jer!
Kærlig hilsen
Louise og Anne

 

Byens bedste pizza (i byens smukkeste omgivelser)

 

Mit første minde fra Magstræde var en forfest hos en gymnasieveninde, Lene, der boede i gaden. Smal opgang – skæve vægge og en meget charmerende lejlighed med meget lavt til loftet.

Når man befinder sig i Magstræde, er man efter min mening i den mest stemningsfulde del af Indre By. Og når nu gaden faktisk også byder på mere end gamle gymnasiekammerater, så er der ingen undskyldning for at holde sig væk. 

Lige ved siden af Huset ligger der en lille italiensk restaurant, som på meget kort tid er blevet kendt for at lave byens bedste pizza – i hvert fald i min omgangskreds. Da jeg spiste der for noget tid siden, kunne vi sidst på aftenen høre jazzbandet i Husets café jamme. Hvilket kun gav middagen ekstra stemning og charme. En anden gang, da jeg skulle læsse udstyr tilbage i øvelokalet i Huset, så jeg tre unge mænd side i den lukkede restaurant og nyde god musik, god konversation og hvad der så ud til at være en god omgang øl. 

Det er ikke til at vide, hvad der sker i Magstræde 16, som restauranten hedder. Udover at der altid er dejlig mad på menuen… 

/Louise

PS. Dette var årets sidste ‘almindelige’ københavnerblog. Fra onsdag d. 1. december er der julekalender, hvor vi vil udplukke citater fra venner og bekendte om den københavnske jul, vise billeder fra årets pyntede gader og meget andet godt. Glæd dig!

En lille del af London midt i København…

 


Jeg flyttede til London, da jeg var 18 år, primært for at lære at klare mig selv, sekundært for at danse og blive flydende i mit yndlingssprog, engelsk. Det var kun det sidste, jeg rigtig lærte.
Jeg lærte dog også en hel anden ting, og det var at elske London. En skøn by, som på mange måder minder om København. Og heldigvis er London ikke så langt væk, så en hurtig tur derover i ny og næ er ikke helt umuligt.
Hvis pengepungen ikke tillader alt for store armbevægelser, så ligger der på Peder Hvidtfeldtsgade 11 en alletiders lille købmand, der sælger britiske fødevarer. Nu er det ikke fordi, at England er kendt for deres gastronomiske kunnen, men det er alligevel lidt hyggeligt at snuse rundt i den lille butik og finde små chokoladebarer og forskellige engelsk traditionelle ingredienser til et dejligt engelsk traditionelt måltid!
I denne butik bliver jeg mindet om Londons britiske høflighed – at blive kaldt for darling af manden på gaden sætter jeg på en eller anden måde bare rigtig meget pris på!
Tak København, fordi du også har plads til en lille smule London.
/Louise

Sankt Petri Kirken

For nogle år siden boede jeg lige om hjørnet til den tyske Sankt Petri kirke. Hver dag cyklede jeg forbi den og spekulerede over, hvordan den mon så ud indeni. Kirker er noget, jeg i stor stil besøger i udlandet, men da jeg ikke er troende, så har jeg underligt nok ofte følt det som om, jeg bevæger mig ind på lukket område, når jeg besøger en dansk kirke.
Men jeg er langsomt kommet i gang med at kigge nærmere på danske kirker. For fem år siden gik jeg for første gang ind i Sankt Petri Kirken, og den er virkelig smuk.
Jeg elsker stilheden og respekten omkring kirken. Selvom jeg ikke er troende, så føler jeg mig religiøs, når jeg træder ind i Sankt Petri kirken. Bare ikke i den traditionelle forstand, men på min egen måde. Kirken er mit helle.
Jeg endte med at besøge Sankt Petri kirken en del gange, da jeg boede i nærheden, men har desværre ikke været der, siden jeg flyttede fra Indre By for over 5 år siden.  Jeg har store planer om at besøge kirken igen denne jul og så iøvrigt se, om jeg kan finde mig endnu en yndlingskirke i København.
/Louise