Det er lang tid siden, at jeg har læst en så ubehagelig roman som Varme Hænder af Stine Askov. Hvis jeg nogensinde har det. Varme Hænder handler om børnehavepædagogen Camilla, der er arbejdsløs og på vej ud af en livskrise efter en episode på sit tidligere job, hvor der skete et uheld med et barn, som hun havde ansvaret for. Hun får jobbet som handicapmedhjælper for forfatteren, Mathilde, og det hele lader til at gå i denne rigtige retning.
Af Louise Taarnhøj
Bortset fra, at der er noget off ved stemningen hos Mathilde helt fra start. Camilla er en smule starstruck, da hun starter på jobbet, fordi hun har set Mathilde i Go’Morgen Danmark, og Mathildes bøger har fået gode anmeldelser. Men det er som om, at Camilla bare ikke kan gøre Mathilde tilfreds. Hun kan ikke gøre hende tilfreds. Der er konstant en underliggende stemning af, at Camilla rent faktisk nærmest er til gene for den irriterede Mathilde, der bare gerne vil have hjælp til at komme igennem dagen. På andre tidspunkter er Mathilde pludselig meget fortrolig og sød over for Camilla.
Mathilde sidder i kørestol og er lam fra livet og ned. Siger hun. Men passer det? Hen ad vejen begynder Camilla nemlig at tvivle på nærmest ALT – hun bliver kørt psykisk ned, knokler for at gøre Mathilde tilfreds og er til sidst en skygge af sig selv.
Samtidig er man som læser også i tvivl om, hvad der egentlig foregår? ER Mathilde en ondsindet, manipulerende kvinde? Og er hun blevet det, fordi hun ikke har samme muligheder i livet som mange andre? Og hvis ja, hvordan er hun blevet sådan? Hvilken rolle spiller hendes forældre?
Jeg har selv oplevet at være tæt på manipulerende mennesker, som man aldrig ved, hvor man har. Folk, der ikke direkte siger, hvad der er galt, men som lader dig det vide ved at ignorere dig, bagtale dig, komme med spyddige bemærkninger eller subtile fortællinger, der har til hensigt at fortælle dig, at du er helt galt på den. Det er så ødelæggende at være i sådan et miljø, at jeg som voksen heldigvis er blevet ok god til at spotte den slags mennesker og fjerne mig fra dem forholdsvist hurtigt. Men nogle gange er det så subtilt, at du ikke når at opfatte, at det sker, før du er fanget i et underligt spind af løgne og manipulation.
Det bedste ved Varme Hænder er, at den ikke vælger side. Vi får som læsere lov at mærke uvisheden, og vi kan ikke bare hade Mathilde hele vejen igennem – det er slet ikke så sort/hvidt. Og det gør Varme Hænder til en sindssygt vigtig roman, som alle bør læse og efterfølgende diskutere med deres kolleger og venner.