BYENS BEDSTE SOUNDTRACK 2015

0
273

København er bedst oplevet på gåben, på cykel eller i løb – og naturligvis med et lydspor, der undestøtter byens æstetik, mangfoldighed og skønhed. 2015 har budt på vanvittigt mange virkelig gode tracks, og det er svært at vælge de bedste ud. Men her kommer et forsøg – 10 af de bedste – og en spilleliste med 100 af de bedste track, udgivet i 2015.

Louises top 10 over de bedste numre fra 2015, der kan forsøde din tur gennem byen. Den fulde liste med 100 tracks finder du lige ude til højre her på sitet (er du på en tablet eller mobil, scroller du blot længere ned).

10. Wangel – Eternal History

Jeg kendte ham ikke, før jeg blev introduceret til ham under Spot Festival i Aarhus. Seoul kendte jeg egentlig godt, men jeg blev blæst omkuld af denne single, som Wangel heldigvis også havde valgt at akkompagnere med en fremragende musikvideo. Minimalistisk og atmosfærisk elektronisk pop med en vokal, der leder tankerne hen på When Saints Go Machine og Antony & The Johnsons – Eternal History er det perfekte sommernummer. Jeg elsker, at Gaffa kalder ham en potentiel sværvægter, og jeg glæder mig til at høre hans debutalbum, som kommer i 2016.

9. Lydmor – Seven and Four

Lydmor har begået et virkelig fint album, som kryber ind under huden på dig, hvis du tillader dig selv at åbne op for musikken. Dette nummer giver mig tårer i øjnene, uanset om jeg lytter, mens jeg går søndagstur på Vestre Kirkegård eller cykler til fest på Nørrebro. Når hun hvisker “Nothing but you on my mind,” er det smukt, nøgent, melankolsk og længselsfuldt, og hendes nærvær er næsten kærligt. Med piano, vocoder og en smuk, hviskende kvindestemme kommer man altså langt. Især hvis melodien er så fin, som denne her.

8. Kwamie Liv – Higher

Hun kom ud af det blå for mig – måske har jeg ikke fulgt nok med, men pludselig stod hun altså på Trailerpark Festival. Og hun er guddommelig. Vi har vel alle sammen prøvet det der med at forsøge at ‘redde’ en person. Fortælle dem, at man ikke forlader dem, at de er fantastiske mennesker, og at alt skal blive godt igen. Det er det, Higher handler om for mig. En smuk popballade. Hende kommer vi til at se meget mere til i 2016, og gudskelov for det.

7. M.I.A. – Borders

Faktisk var det ikke før, jeg så musikvideoen til nummeret, at jeg virkelig lyttede. M.I.A. har altid været både provokerende og insisterende, men denne musikvideo var alligevel vild. M.I.A. er selv tidligere flygtning fra Sri Lanka, og før hun brød igennem som musiker, var hun en anerkendt billedkunstner i London, og den side af hende får vi at se i musikvideoen. Nu er nummeret blevet endnu mere alvorligt for mig, men det er også vigtigt at se problemerne i øjnene engang imellem.

6. Patrick Dorgan – Marilyn

Det her er ment på den bedste måde, men dette nummer får jo én til at føle, at man er med i en musical! Tag det i ørerne og gå ned ad Sønder Boulevard, og hvad sker der? Blomster springer ud, kærestepar danser, alle kindkysser og highfiver, grønthandleren jonglerer med frugterne, bartenderen skænker gratis fadøl – og alle slutter med at danse en simpel men glad koreografi midt på gaden. Patrick Dorgan har en vanvittig vokal, og han er jo ikke længere et ubeskrevet blad, og det er godt for os alle. Vi har brug for numre som disse, i en tid som ellers synes så mørk.

5. Chinah – Away From Me

Chinah spillede i år i Pumpehusets Byhave – og derefter til Raw. Et godt bekendtskab, som giver mig lyst til at høre mere (selvom koncerten til Raw ikke fik mig helt op at ringe). Jeg elsker sætningen, “You’ll never complete me though I like your kind”, og jeg elsker, at Chinahs univers i dette nummer er så roligt og underspillet og minder mig om mit yndlingsband i 00’erne, Morcheeba.

4. The Weeknd – The Hills

Her kunne også have stået ‘Can’t Feel My Face’, og vi er vist en del, der glæder os umanerligt meget til, at The Weeknd gæster landet til sommer. I efteråret blev jeg så vild med ham, at jeg blev helt desperat for at opleve ham live. Han spillede i London i slutningen af september, og jeg kunne lige nå det, hvis jeg mellemlandede i England på vej hjem fra Rom. Men det gjorde jeg altså ikke. I stedet er The Weeknd altid med på mine løbeture, og han er både old school og nyskabende og lidt #overthetop, men det kan jeg godt lide, as long as no one gets hurt.

3. Tame Impala – Eventually

Jeg blev lige som alle andre i verden forelsket i Tame Impalas album, Currents, da det udkom i juli måned. Åh, man havde da bare lyst til at gå i tennisskørt og bar mave, med rottehaler og tyk eyeliner og lade som om, man kunne køre på rulleskøjter. Perfekt 70’er-vipe og et godt lydspor til sensommerens fester med lambrusco og aperol spritz. Jeg er i særdeleshed vild med Eventually og Cause I’m A Man, men videoen til The Less I Know The Better er genial og meget mærkelig.

2. Drake – Hotline Bling

Intet nummer i 2015 har fået mig til at svinge hofterne som dette. Ikke engang Tame Impala. Drake er irriterende cool, og dette nummer kom lidt ind ad bagindgangen – pludselig var det der bare, og ingen husker, hvad vi lyttede til førhen, for det var som om, det altid havde været her. Nummeret blev naturligvis hjulpet godt på vej af en sjov musikvideo, der gjorde det nemt for internettet at eksplodere i gifs og memes (om det er et bevidst PR-stunt vides ikke). Og hvad er det nu, man siger, om mænd, der danser?

I stedet for musikvideoen, som du med garanti har set, så tjek denne mash-up-video med Twin Peaks ud. Det er ret fint lavet.

1. The Minds of 99 – Ma Cheri Bon Bon

Jeg fik et chok til Gaffaprisen, da jeg var ved at blive mejet ned af en kameramand, der fulgte forsangeren fra The Minds of 99 op til scenen, da de åbnede showet for snart en måned siden. Heldigvis skete der intet andet, end at hele salen blev ekstatiske over det energifyldte åbningsnummer, som kun kan starte en fest. Jeg har altid syntes, at Minds var dygtige og et spændende bud på et nyt, stort rockband i Danmark. Men det var først i sommer, på Bornholm, at jeg rigtig faldt for dem, og min fascination blev ikke mindre ved udgivelsen af deres andet album, Liber. Jeg har netop sikret mig billet til deres forårsturné, så nu kan 2016 fandme da bare komme an!

/Louise