Caroline Carlsen | Københavnersnuden #317

Caroline Carlsen | Københavnersnuden #317

by 28/02/2021
Ugens Københavnersnude, Caroline Carlsen har boet i Glasgow de sidste 10 år. Her har hun sammen med sin mand James drevet en café, og nu har de rykket teltpælene op og flyttet til København. Derfor kan vi nu få glæde af den hyggelige café Fylkir CPH, som de netop har åbnet på Vesterbrogade.

 

LoveCopenhagen: Hvad har du gang i for tiden?
Caroline: Jeg har lige åbnet ny cafe på Vesterbrogade for et par uger siden. Vi har lige lanceret vores takeaway koncept “grazing”, som pt. består af forskellige lækre og bæredygtige bokse med enten fantastisk ost & charcuteri eller brunch. Så jeg har haft utrolig travlt med at lave markedsføring og få det hele på plads herinde i caféen – Fylkir CPH. Resten af tiden har jeg for det meste været brugt sammen med min dejlige familie, som jeg ellers har været “væk” fra i de 10 år, jeg boede i Skotland.

LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Caroline: Da det ikke er mange måneder siden, jeg flyttede tilbage til DK, bor jeg faktisk pt. i Sorø – i hvert fald indtil vi kan finde os det rigtige sted i kbh!

LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Caroline: Jeg elsker Frederiksberg Have og søerne, der er så smukt og dejligt. Men også bare at vandre igennem gaderne i København og opdage nye steder.

LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Caroline: Selvfølgelig mest på min egen cafe 😉 men ellers så rundt omkring på forskellige selvstændige caféer – seneste sted var på Sonny’s.

LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Caroline: Igen, så elsker jeg at prøve nye steder af hele tiden. Sidste café besøg var Souls Cph, det var så lækkert!

LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Caroline: Der er desværre ikke meget plads til fest for tiden (det er der vidst ikke for de fleste, som landet ligger). Så det bliver oftest med et glas vin derhjemme på sofaen eller foran skærmen med en veninde på den anden side.

LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Caroline: Bliver mest inspireret af at være helt nye steder, om det så er en ny del af en by, en helt anden by eller land for den sags skyld. F.eks. blev vi meget inspireret, da vi var i Italien, og det er her vores drøm om “Grazing” blev skabt.

LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Caroline: Min café er selvfølgelig min helt store favorit. Det er mit andet hjem… og jeg elsker simpelthen den hyggelige stemning herinde! Men nu skal jeg jo ikke være alt for selvfed 😉 Det er svært at skulle vælge ét sted, når der er så mange fantastiske steder i vores smukke by. Reffen blev hurtigt et nyt ynglingssted, da vi besøgte det for første gang sidste år i sommer. Der er også noget helt specielt ved Jægersborggade og Christianshavn. Begge steder giver sådan en fantastisk ro og “coolness” midt i en travl by.

LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Caroline: Da James og jeg sad udenfor en bar i Kødbyen på nogle strandstole. Det var simpelthen så hyggeligt. Det var en smuk aften, og der var cool og afslappende musik i baggrunden – alle andre havde tydeligvis også en fed aften.

LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Caroline: Uhh, der er mange men et af de bedste var nok at sidde på Kayak bar i sommers med et iskoldt glas vin, imens solen bagede ned på os, og vi bare kunne sidde og nyde udsigten, musikken og det dejlige selskab.

LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Caroline: Da jeg havde café i Glasgow, lavede vi altid lister til vores kunder med ting og sager, de skulle se og lave, når de skulle en tur til København. Én af de ting vi fast anbefalede (og som vi altid fik god feedback for bagefter) var at prøve en Tasting Menu med tilhørende vine på Høst. Det er simpelthen en af de smukkeste restauranter med den hyggeligste stemning, og så er det også stadig en af de bedste spiseoplevelser, James og jeg har haft. Så det vil jeg klart anbefale at man prøver, når vi engang får lov igen.

LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Caroline: Global groove på Spotify er altid en winner, men ellers så har jeg også lyttet til en masse forskelligt som f.eks. William Onyeabor, Sister Nancy og Gil Scott Heron.

LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den
ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Caroline: Alle dens dejlige caféer og butikker som ikke har mulighed for at åbne pga. corona. Nøj, dem savner vi!

 

Tusind tak fordi du ville dele dit København med os, Caroline.

 

No Comments so far

Jump into a conversation

No Comments Yet!

You can be the one to start a conversation.