Hvordan er det at være distræt? Nu bruger jeg al min energi på at holde 15-16 kampagner i luften på mit arbejde – og efterfølgende drive sitet her – så det er måske ikke så underligt, at alt andet kommer i anden række i min hjerne. Det resulterer i et mere eller mindre dramatisk liv, når ting forsvinder og bliver glemt. Sådan er livet som distræt.
Jeg er en kæmpe idiot. En distræt og latterlig klaphat. I tirsdags tog jeg mig sammen og gik ned med de flasker, der havde hobet sig op i kælderrummet i løbet af vinteren. Fem store bærerposer slæbte jeg over til Superbrugsen, hvor jeg egentlig ikke skulle have noget end et blomkålshoved.
Da jeg havde betalt for blomkålen, foldede jeg mine stofposer sammen og forlod butikken. På den korte vej hjem frydede jeg mig over, hvor dejligt det var ikke at have noget i hænderne. Jeg havde nærmest lyst til at fløjte. Jeg tænkte på turen hen til Superbrugsen, hvor jeg slæbte, prustende og stønnende. Hvor var det dejligt at være helt fri for at slæbe noget som helst!
Oppe i lejligheden smed jeg mig på sofaen, greb min bog, smækkede benene op og lænede mig selvtilfreds tilbage med et aahhhhh. Indtil jeg opdagede, at mit blomkålshoved ikke var hos mig. Det lå i Superbrugsen. DET ENESTE, JEG SKULLE HAVE MED UD AF BUTIKKEN!
Så nu har jeg ikke fået blomkål i denne uge heller. Det er 16. uge i år, at jeg ikke får blomkål.
Det mest irriterende er jo ikke blomkålshovedet, der aldrig kom med mig hjem. Det irriterende er, at jeg altid glemmer. Det er indbegrebet af mig. Jeg glemmer dankortet i dankortautomaten, jeg glemmer nøglen i døren, jeg glemmer at tage nederdel på inde under den lange jakke og møder op kun i strømpebukser og skjorte, jeg glemmer at lukke vinduet på en regnvejrsdag, jeg glemmer at låse cyklen, jeg glemmer mobilen på bardisken, jeg glemmer hans telefonnummer.
Den værste ting, jeg nogensinde har glemt, var dog en lille flaske champagne.
Da jeg var 18 år, flyttede mine forældre til Saudi Arabien. På daværende tidspunkt boede jeg i London. Min far kom på en forretningsrejse over for at besøge mig og spurgte optimistisk: ”Skat…. Hvad siger du til, at mor og jeg flytter til Saudi Arabien?”
”SAUDI ARABIEN?” vrængede jeg, mens jeg tænkte, at det da godt nok var utroligt, at mine forældre nærmest flyttede hjemmefra før mig. Men selvfølgelig var det i orden – de ville nemlig købe en lejlighed til min søster og meg inde i København, når jeg flyttede hjem igen. Det er svært at sige nej til.
Da jeg første gang skulle til Jeddah for at besøge mor og far, blev mit fly til London aflyst. Jeg kom derfor på et senere fly og blev opgraderet. Grunden til, at dette er vigtigt er, at man åbenbart får gratis champagne deroppe på de dyre rækker i et almindeligt rutefly.
Jeg drak en anelse af den lille flaske og lagde resten i min rygsæk.
Kan du gætte, hvad der så skete? Jeg kom ombord på flyet fra London til Jeddah, satte mig til rette og faldt i søvn. Da vi fløj ind over Mellemøsten, blev der i højttalerne påpeget, at herfra var alkohol forbudt.
En halv time senere var jeg på vej gennem security, hvor min far kom og hentede mig – han arbejdede i lufthavnen og kunne komme helt ud til gaten. Da jeg stod i security og en mand med et stramt blik i ansigtet havde hele hånden nede i min rygsæk, kom jeg i tanke om flasken.
Ups! Ja, det tænkte jeg. Jeg tror faktisk også, at jeg trak lidt på smilebåndet og kiggede op på min far.
Security-manden stoppede et kort øjeblik, kiggede en ekstra gang på min taske, dernæst på mig og så på min far. Og så fik jeg tasken igen.
Sikkert hjemme hos mine forældre i deres compound fiskede jeg glad og stolt den lille flaske op af tasken og råbte: ”Surprise! Den er til jer!”
Min far blev helt hvid i hovedet, og min mor udstødte et, ”Åh nej!”
”Hvad? Jeg fik den på flyet til London, og så glemte jeg alt om den,” sagde jeg, igen lidt stolt.
”Er du fuldstændig vanvittig? Hvad tænker du på? Er du klar over, hvor farligt det er? Alkohol er STRENGT forbudt i Saudi – du kunne være kommet i fængsel, de kunne have smidt mor og mig hjem,” råbte min far, mens hans ansigtskulør langsomt skiftede fra hvid til rød.
”Der skete jo ikke noget,” fremstammede jeg og begyndte langsomt at indse, hvor langt ude min distræthed var nu. Men…. Der skete jo ikke noget..
Jeg kan faktisk ikke engang huske, om champagnen blev drukket. Jeg kan bare huske, at efter chokket havde lagt sig, grinede vi af det, og hvis vi havde været troende, havde vi i dette øjeblik gjort korsets tegn.
Det blev i øvrigt ikke første gang, at jeg var uheldig på mine rejser til Saudi Arabien. En anden gang blev min kuffert væk, og jeg fik den først en måned efter, at jeg var kommet tilbage til Danmark. Problemet var, at jeg havde pakket tre stærke oste til mine forældre i kufferten – som havde stået i fire uger i 30 grader i Jeddah, inden den kom retur til mig. Behøver jeg at sige, at alt i kufferten bare blev smidt ud? Og jeg elsker endda ost, men det dér var lige en tand for smelly.
Jeg var på et andet tidspunkt også meget tæt på at misse et fly til Saudi Arabien. Fredag aften havde jeg været på Kulcafeen for at høre standup og drikke store fadøl. Jeg var kommet sent hjem, og fadøllene må virkelig havde ligget godt i maven og i blodet, for jeg faldt i søvn på sengen med alt mit tøj på.
Næste morgen vågnede jeg med et sæt, helt tør i munden og forvirret i hovedet. Jeg kiggede på klokken. 8. Mit fly skulle lette kl. 9.15. Jeg forstår stadig ikke, hvordan det lykkedes mig – men fem minutter senere havde jeg Taxa 4×35 i røret, mens jeg stod i stuen med ALT klar (ok, jeg havde jo tøj på, da jeg vågnede. Smart).
Og 20 minutter senere stod jeg i lufthavnen, stortudende og bad meget dramatisk en lufthavns-mand (hvad hedder sådan én?) om hjælp: “Hvis jeg ikke kommer på flyet til London, når jeg ikke mit connecting flight ud af London, og så kommer jeg ikke til at se mine forældre,” vrælede jeg.
Jeg nåede mit fly.
Og sådan bliver livet som distræt lidt mere dramatisk.
/Louise T