Christoffer Sørensen | Københavnersnuden #420

0
632
Ugens Københavnersnude er Christoffer Sørensen, indfødt københavner og køkkenchef på restaurant Studio, som lige nu har pop-up i Det Japanske Tårn i Tivoli. Før han blev køkkenchef på Studio, arbejdede han ni år i køkkenet hos Claus Henriksen på Dragsholm Slot, hvor han fik en stor forståelse for og kærlighed til vilde urter, lokale råvarer, syltning og fermentering. De ting sætter i høj grad også præg på Studios køkken i dag. Mød Christoffers København her.

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Christoffer Sørensen: Alt for meget, synes jeg. Vi går ind i den sidste uge med vores Studio pop-up her i Tivoli, hvor vi har fået lov at lave restaurant i Det Japanske Tårn. Det har været supertravlt og sjovt at være i Tivoli, som har været et spændende lille økosystem at navigere rundt i. Alle har været så søde og hjælpsomme, og gæsterne har været virkelig begejstrede, så vi er stolte og glade. Samtidig går jeg og arbejder på at tegne et køkken til vores nye restaurant. Studio åbner senere på året i helt nye rammer, og vi glæder os sindssygt meget til at vise københavnerne, hvad vi har fundet på. Det bliver en virkelig flot restaurant på en spændende placering – så meget kan jeg afsløre.

LC: Hvor bor du?
Christoffer Sørensen: Jeg bor på Østerbro, i ambassadekvarteret, eller ’sojamælkskvarteret’, om du vil. Jeg bor i den samme gade, hvor jeg er vokset op. Jeg bor to opgange væk fra min mor, og mine to mostre bor også i den samme gade. Så familien Sørensen har deres egen lille ambassade her.

LC: Hvor går du tur?
Christoffer Sørensen: Jeg kan rigtig godt lide både at gå tur og løbe på Langelinie. Hele den tur langs vandet, ned igennem Kastellet og Amalienborg og tilbage til Østerport, er fed. Det sætter tankerne i bero at løbe, og når man står op så mange timer og står stille meget af tiden, er det også vigtigt. Det giver noget til benene, så de kan holde til det.

LC: Hvor drikker du kaffe?
Christoffer Sørensen: Jeg plejer at tage på Original Coffee på Nordre Frihavnsgade. De laver supergod kaffe uden alt for meget pjat. Det er bare god, sort kaffe. Og så er det belejligt tæt på byens bedste isbar, Østerberg Ice Cream, så man kan få en is samtidig.

LC: Hvor spiser du?
Christoffer Sørensen: Jeg elsker at komme på Anarki. De laver bare noget dejlig, velsmagende mad, og så har de et virkelig godt vinkort. Her er hyggeligt at være, og der er nogle gode mennesker bag. Jeg kan godt lide at sidde i baren og give den gas med en masse forskelligt.

Jeg er meget betaget af asiatisk mad, og på Slurp Ramen laver de byens bedste ramen, som minder mig om det, jeg oplevede i Tokyo, da jeg var der for fem år siden. Deres fried chicken er også virkelig god stoddermad. Det samme gælder Propaganda, som laver koreansk mad over grill. Deres fried chicken er også helt fantastisk. De samme folk har også Barabba, som laver byens bedste pastaretter. Jeg kan godt lide, at de bruger nogle ting, som man ikke altid ser andre steder. For eksempel kanin. Og så vil jeg også nævne Hidden Dim Sum, som laver byens bedste dim sum, som jeg altid kan spise.

LC: Hvor fester du?
Christoffer Sørensen: Jeg har ærligt talt svært ved at huske sidste gang, jeg var i byen. Mit arbejde efterlader ikke meget tid til fest, og jeg er ikke den store klubdreng. Så hellere et sted, hvor man kan hygge sig med en god cocktail. På Brønnum er der superhyggeligt at sidde i deres lille baggård. Ruby Bar er også et skønt sted, virkelig stemningsfuldt. Og når jeg skal have et glas vin, tager jeg på R Vinbar, som har hyggelige og behagelige lokaler. 

LC: Hvor inspireres du?
Christoffer Sørensen: Det er måske i virkeligheden lidt uden for byen. For eksempel, når jeg tager ud til Søren Wiuff på Lammefjorden om mandagen og vælger grøntsager. Det gør jeg fast hver mandag, og det er altid spændende at se, hvad han og sæsonen har at byde på. Det får jeg rigtig meget ud af, når det gælder inspiration til nye retter. 

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Christoffer Sørensen: Her må jeg nok også sige Langelinie, hvor jeg elsker at gå rundt og kigge ud over vandet. Det nye Nordhavn er også blevet et yndlingssted, hvor der er virkelig fedt at sidde på kajen og drikke kaffe og vin om sommeren. 

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Christoffer Sørensen: Da jeg opdagede, hvor dejligt et kvarter, det nye Nordhavn er blevet til. Jeg er jo opvokset på Østerbro, så jeg kender jo udmærket området, men det har bare fået et helt andet liv nu, og det er fedt. Man kan ikke rigtig sammenligne området med andre steder i København, og hvis jeg havde 5-6 millioner på lommen, skulle jeg da have mig en lejlighed her. 

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Christoffer Sørensen: Jeg har jo boet her altid, så det er svært at pege på noget enkeltstående. Men jeg arbejdede jo igennem ni år på Dragsholm Slot på Lammefjorden, og jeg kan huske oplevelsen af, hvor dejligt det var at vende tilbage til byen igen, efter at have været isoleret derude igennem så mange år. Det var en fed tid på slottet, men at vende tilbage til København og alle de muligheder, der er her, var lidt som at blive forelsket igen. 

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Christoffer Sørensen: Man skal opleve Tivoli, synes jeg. Det er sådan et ikonisk sted. Det går aldrig af mode at have det sjovt her. Og så skal man bare snøre vandrestøvlerne og gå en tur gennem hele byen og opleve de forskellige kvarterer, som alle kan noget forskelligt. Det er den bedste måde at se en by på. 

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Christoffer Sørensen: Der mangler nogle flere gode asiatiske restauranter – og restauranter, der har åbent søndag og mandag, haha. Og så mangler der nogle mindre højtidelige og mere folkelige madmarkeder, som man kender det sydfra. Torvehallerne er bestemt fine, men de er også meget dyre for mennesker med normal indkomst.

LC: Dit soundtrack til byen?
Christoffer Sørensen: Det må være Depeche Mode med ’So Much Love’.

 

Tusind tak, Christoffer, fordi du ville dele dit København med os!

Læs mere om restaurant Studio her. 

RIGTIG GOD SØNDAG!