Jeg har altid haft en lyst til at begive mig ud på nye eventyr, på ukendt territorium. Det har givet mig en del vilde oplevelser, men det har også gjort, at min hverdag sjældent er kedelig. Og så er jeg kommet til at tænke over, hvor mange forbehold, vi kvinder tager i forhold til mænd, når det kommer til nye eventyr.
Lørdag i sidste uge havde jeg en konge dag! Sådan en dag, hvor man føler, at alt er muligt, at verden vil én det bedste, og at problemer ikke er noget, der hører hjem her.
Jeg tog til vinfestival sammen med to veninder og videre på vinbar for at få mad og lidt mere vin. Da vinbaren lukkede kl. 24, og vi blev bedt om at gå, var jeg slet ikke færdig med at feste.
Ingen af de andre var dog friske længere, så jeg måtte tage alene i byen. Jeg cyklede fornøjet hen til Ørsted Ølbar, som var tættest på. Stillede min cykel og gik ind. I et kort øjeblik blev jeg ramt af generthed. Hvad lavede jeg her? tænkte jeg, mens jeg gik målrettet gennem baren og lod som om, jeg ledte efter nogen.
Da jeg var færdig med at lede efter… ingen, tog jeg en dyb indånding og gik endnu en runde – denne gang for at finde nogle mennesker, som jeg kunne slå mig ned hos. Hvem så åbne ud? Hvem så søde ud? Hvem var ikke i gang med en lukket fest?
Jeg øjnede to fyre i en sofa ved indgangen. Med lettere bankende hjerte gik jeg hen til dem:
”Hej,” sagde jeg med et stort smil. De kiggede spørgende op.
”Øhm, jeg er taget alene på bar, fordi mine venner ikke gad med. Og nu leder jeg efter nogen, som jeg kan drikke en øl sammen med. Må jeg sætte mig her?”
De to fyre kiggede, stadigt spørgende, på mig og derefter på hinanden.
”Ja, og så har jeg givet min ekskæreste lov til at sove på min sofa i et par uger, og jeg gider helt ærligt ikke hjem til ham,” tilføjede jeg for at lægge lidt pres på deres barmhjertighed.
Det virkede. De sagde ok, men smilede lidt nervøst til mig. Det kan jeg godt forstå. Jeg måtte da være en særling sådan at tage alene i byen og henvende mig til fremmede mænd på den måde.
Men jeg gik over og fandt en stol og gik derefter i baren for at købe tre øl. Og så hang vi ellers ud og snakkede og diskuterede i to timer. Det var kun de første par minutter, der var akavede, fordi vi lige skulle måle hinanden af. Derefter var det kun hyggeligt.
Nu har jeg været single i snart et år, og selvom jeg holder mest af at være i et forhold, kan jeg virkelig se muligheder for at rykke mig, når jeg er alene. I mine singleperioder gør jeg mange flere ting, som ligger uden for min comfort zone. Det gør jeg, fordi jeg stadig gerne vil have oplevelser, som der normalt skal to til.
Jeg vil stadig gerne rejse, og nogle gange betyder det så at rejse alene.
Jeg vil stadig gerne se film i biografen, og nogle gange må jeg så se dem alene (op til Oscar-uddelingen er jeg altid meget alene i biografen, uanset om jeg har kæreste eller ej, men det hænger sammen med, at jeg plejer at se uddelingen i Imperial med stemmesedler osv. – så skal jeg jo være opdateret).
Jeg vil stadig gerne spise på de gode restauranter, og nogle gange…. Hmmm, det er så her, at jeg ikke kommer til at gøre det alene. Det er det sidste, jeg mangler at gøre alene. Som man siger.
Et hus på en ø i en sø i Farum
I weekenden var jeg i sommerhus med en lille flok venner. En af dem, en mand, sagde: ”I kvinder har nogle overvejelser, når I går i byen, som vi mænd aldrig har. Eksempelvis om I skal hoppe ind i en bil med to mænd. Jeg ville jo aldrig tænke over at hoppe ind i en bil med to kvinder. I tænker også over, hvilken gade I går ned ad en sen nat, og I tænker over, hvem I går hjem med.”
Det ledte os ind på en snak om ting, vi har gjort, som vi måske ikke skulle have gjort. For en årrække tilbage, da min ekskæreste netop var flyttet ud af vores lejlighed på Vesterbro, havde jeg brug for eventyr. Til et arrangement, som min veninde og hendes kæreste var med til at arrangere, mødte jeg en meget, meget smuk mand. Vi taler Ryan Gosling og Nicolaj Coster-Waldau i en sammensmeltning.
Da vi havde snakket sammen i nogle timer, og klokken efterhånden var mange, spurgte han mig, om jeg ville med ham hjem. Jeg tænkte: ”Jeg bliver nødt til at gribe chancen NU, det her er simpelthen for stort at sige nej til.” Og hoppede ind i en taxa med ham.
Vi kørte langt. Meget længere, end jeg havde regnet med. Helt op til Farum, hvor vi skulle gå ned ad en mørk sti for at komme ned til en lille båd. Den hoppede vi i og sejlede ud til en lille ø midt i søen. Undervejs tjekkede jeg min telefon og så, at den var på kun 1 % strøm. Lige dér blev jeg lidt angst, men skød det væk.
Der skete ikke noget dårligt den nat, og heller ikke de mange efterfølgende måneder, hvor jeg datede ham her. Men…. Ville jeg gøre det igen? Det tror jeg desværre ikke, at jeg ville. Jeg synes faktisk, at det var hovedløst af mig at gøre, selvom jeg havde mødt ham til et event, som mine venner havde arrangeret.
Jeg tænker sjældent over, at jeg er kvinde, og at jeg bør passe på. Om det er godt eller skidt har jeg svært at afkode. Det kloge er nok at have en form for balance, så man ikke afholder sig fra at leve det liv, man gerne vil, men at man naturligvis ikke gør noget hovedløst, som kan bringe én i fare. Og de forbehold er det så ofte kvinder end mænd, der skal tage – eller hvad?
/Louise T
