Vi, Louise og Ditte, er vendt tilbage til København efter en fantastisk weekend til SPOT Festival i Aarhus. Her fik vi lyttet til alt fra svenske punkfeminister til israelske bryllupssangere og er vendt hjem med masser af ny musikinspiration til vores spillelister. Få her hver vores top 3 over de bands og kunstnere, som vi anbefaler fra SPOT 2017.
Ditte
Sidste år løb den mandlige del af SPOTs kunstnere med mit musikhjerte. Det kunne de sådan set gøre igen i år, hvor jeg tabte mit hjerte til både Mattis, David 44 og Code Walk. Alligevel har jeg valgt at lade det være primært XX-kromosomer, der præger min top 3 for i år, og som jeg allerede glæder mig til at høre meget mere til.
1. Shitkid
Åh Lene Dunham og Co. ville have været stolte og ikke mindst hooked, hvis de havde oplevet svenske Shitkid på Radar lørdag tidlig aften. Jeg havde på forhånd en fornemmelse af, at jeg ville vold-elske alt ved det feministiske punk-band, der vrængede deres alternative pop-hits ud i det mørke lokale. Og det gjorde jeg; især da guitaren blev knep-spillet op ad mikrofonstativet og det hele blev filmet af Shitkids topløse veninde, der vred sig henad scenen. Jeg. Er. Fan.
2. Ida Kudo
Det er en ren sanseeksplosion at se og høre Ida Kudo, der er indbegrebet af asiatisk girl power (der selv skriver, producerer og performer sin musik – bum). Jeg så hende første gang på UHØRT Præsenterer og blev ikke skuffet, da hun lørdag aften nåede langt udover scenekanten på Headquarters med sin lyd, der er et finurligt og fængende miks af afrikansk live-percussion og elektroniske beats, der pumpede så hårdt, at hverken hun eller publikum kunne stå stille.
3. AyOwA
De er ikke nye her på bloggen, men det ændrer ikke på, at jeg er og forbliver vild med den danske duo AyOwa, der har skønne, milde og altid smittende smilende Hannah Schneider som vokal, mens Nicolai Kornerup står for de stemningsfulde elektroniske beats. Lørdag eftermiddag spillede de på SPOT Royal i åen, hvor vi nød dem fra solen akkompagneret med rigelige mængder hvidvin og chips (standardføde på SPOT).
Louise
Årets SPOT Festival var et overflødighedshorn af lækre nye og ‘gamle’ artister, og derfor blev vores program tætpakket med koncerter. Vi nåede en hel del, men de tre, der gjorde størst indtryk på mig, var disse:
3. Omar Souleyman
En syrisk bryllupssanger, der rejser rundt i hele verden og spreder de glade rytmer for alle, der vil lytte. Det kan ikke gå galt, tænkte jeg. En gigalang kø før koncerten gjorde det klart, at mig og mit slæng ikke var de eneste, der gerne ville se Omar in action, og da vi endelig kom indenfor et par numre efter koncertstart, kunne vi heldigvis erfare, at der var noget om hypen. En stor fest var i gang i Ridehuset, og vi kunne ikke undgå at lade os rive med af den levantiske dansemusik med et pift af tung bas. Det blev sågar til en interimistisk omgang limbodans nede bagerst, hvor en bekendt lod vores lille flok danse under hans og venindens arme. En perfekt og meget festlig koncert.
2. David44
Da jeg skulle lytte kunstnerne i årets program igennem, faldt jeg allerede dybt for den islandskfødte David44, som spillede for et tætfyldt Radar fredag aften. Nogle i publikum kaldte ham den islandske Justin Bieber, men jeg synes, der er lidt mere til hans musik end stærke og velproducerede melodier. Han tryllebandt publikum med sine tunge beats og sin meget dragende stemme, og jeg er helt sikker på, at vi kommer til at se meget mere til David44 – om ikke andet så forsangeren i måske andre konstellationer. A star is born.
1. Mattis
Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal beskrive denne mand og hans koncert. Mattis står på scenen med lys kommende bagfra, så man ikke kan se hans ansigt, kun hans silhouette. Han er høj, meget høj, og har en virkelig velskabt skikkelse. Han rocker let fra side til side til de tunge beats, men han synger med en stemme, der minder om James Blake; det ene øjeblik mørk og mystisk, det andet øjeblik blidt og i falset. På et tidspunkt sætter han sig ved keyboardet og synger og spiller et stille nummer, og da han er færdig, sidder han ganske roligt, drikker en tår vand, rejser sig, kaster flasken til side og stiller sig helt frem til scenen igen for at spille nummeret, Loverboy, som går lige i…. dansebenene. Det er flabet og frækt og næsten lidt for meget. Og så alligevel ikke, for han har vores opmærksomhed, selvom vi ikke rigtig kan se ham. Musikken taler sit eget tunge, dystre, sensuelle sprog og får salen til at gynge. Det eneste, der undrer mig, er, at der ikke er flere i salen. Men det skal der nok komme til Mattis’ fremtidige koncerter.