Kan du klare et langt blogindlæg? Jeg har fundet et indlæg frem, som er skrevet tilbage i november måned sidste år. Men jeg kan ikke nænne at smide det ud, for det hylder nogle af dem, som jeg holder rigtig meget af i hverdagen: dejlige københavnere.
God læsning, og god tirsdag!
Dagen før, at kalenderen viste december, havde jeg en dag, som kunne være taget ud af et juleeventyr. Verden testede mig, og København blev min helt, min ridder, som greb min hånd og hev mig op fra afgrunden.
Måske var det ikke nær så dramatisk, men kender du de dage, hvor der ikke skal mere til end en snerren fra en fremmed, eller et puf fra en forbipasserende, der ikke kan komme hurtigt nok forbi – og du står tilbage med tårer i øjnene og en fornemmelse af, at verden er lidt ond?
Sådan kunne min lørdag have blevet. MEN. Nu skal du høre, hvorfor den ikke blev sådan:
Jeg har ikke sovet meget natten til lørdag og er godt gammel og træt at se på, da jeg cykler fra Nørrebro til Vesterbro, uden makeup, i fuld galop mod butikken Caia, hvor der er juleevent. Min veninde, Sofie, har lavet eventet i samarbejde med Caia, og jeg har lovet mig selv, at jeg vil kigge forbi, ikke mindst for at hilse på Sofie, som jeg ser så sjældent.
Dejlig københavner 1
På vej derhen vil jeg hurtigt få repareret min iPhone, hvis skærm er smadret i 1000 stykker, fordi jeg en glad og beruset aften for nogle uger siden ville skynde mig fra en bar til en anden og derfor kastede min telefon i forvejen, som kunne den flyve mig derhen. Eller noget.
Da jeg kommer til Primex ved Vesterport, kan den venlige mand bag disken fortælle mig, at jeg skal af med 1.000 kr. for en ny skærm (1 kr. pr. lille stykke, den er knust i?). Sådan er livet, når man er klodset og festlig – det må jeg efterhånden snart have lært. Men lidt surt er det da stadig. Hvornår bliver jeg voksen nok til at have voksenting?
Da manden giver mig kvitteringen, ser jeg en stavefejl nederst. Jeg tænker mig ikke om, da jeg spørger, om det er nemt at ændre teksten på kvitteringen? Han kigger mistænksomt på mig. ”Altså… hvad vil du have ændret??” Pludselig kan jeg se, at han tror, jeg vil snige mig til en god deal. ”Nej, nej,” griner jeg nervøst. ”Jeg er korrekturlæser og kan se en lille bitte fejl på kvitteringen… Syntes i nutid er ikke med t.. Såh… ja, jeg ville bare hjælpe.” Manden lyser op i et kæmpesmil og taster løs på computeren: ”Jeg er ikke dansk, jeg er fra Indien og kan ikke sproget helt endnu,” siger han – på dansk. ”Da jeg kom hertil for 4 år siden og skulle lære sproget, havde jeg en dansk kollega, som hjalp mig og rettede mig, når jeg sagde noget forkert. Det lærte jeg meget af. Men som hun også sagde: Danish is a tongue-breaking language! Det er virkelig svært at lære.” Jeg smiler til manden og roser ham for hans danske sprog. Og han siger tak til mig, og jeg siger tak til ham, og det hele ender i et mindre kram/håndtegn/håndtryk.
Dejlig københavner 2
Således opløftet tager jeg videre til event og møder min veninde. Jeg når at sludre med hende og butikkens indehaver, som er noget så sød og venlig. Jeg begynder blot at kunne mærke en snigende træthed, og jeg længes efter min seng. Men det kan jeg ikke, for jeg har lovet at kigge forbi en genbrugsbutik, hvor jeg har købt et bord, og derefter skal jeg til Østerbro for at skrive musik, og derefter skal jeg til Virum og besøge min søster.
Jeg forlader eventet, siger farvel til min veninde og skynder mig hen i genbrugsbutikken. Den venlige indhaver indleder en lille snak. Hun tænker sikkert, at det er lørdag, og så har de fleste lidt ekstra tid. Det har jeg bare ikke, men jeg kan ikke lide at sige det, og jeg glemmer det også lidt, for det er hyggeligt at sludre med hende. Inden jeg forlader butikken, spørger hun mig, om jeg vil gøre hende en lille tjeneste. En kommode står i vejen i butikken, og hun kan ikke flytte den alene. Vi flytter den sammen, med møje og besvær, og griner lidt over det uhandy møbel. Jeg forlader hendes butik med et smil.
Tilbage ved cyklen ringer jeg til musikeren, som jeg skal ud til, for at høre, om han kan guide mig. ”Det er nemmere, hvis du kigger på et kort på din telefon,” siger han efter en kort forklaring. Helt enig, det er jo det, man har en smartphone til. Smart. Phone. Jeg cykler af sted, træt i hovedet og nervøs for, om det musik jeg har skrevet er godt nok. Jeg hader at spille nye numre for folk. Det er den værste form for eksamen. Det føles som om, man bliver vurderet som menneske og ikke for sin forstand. ”Fuck hvor er du dårlig!” Det er det, jeg frygter at få at vide. ”OG du er grim og et skidt menneske.” Og det.
Dejlige københavnere 3 + 4
Da jeg er halvvejs ude hos musikeren, går min telefon død. Åh. Hvor fanden skal jeg hen? Jeg kan knap huske adressen og overvejer seriøst bare at cykle hen til min veninde for at tude og sove. Der er vejarbejde ved Parken, og jeg bliver guidet ind og ud mellem træerne og vejene. Pludselig står jeg ved den vej, som musikeren havde nævnt. Mon jeg kan finde det? Jeg har næsten opgivet, da jeg ser et ungt par med barnevogn. Jeg skynder mig hen til dem og spørger dem, om de kender den vej, hvor musikeren bor. ”Ved du hvad, det gør jeg faktisk,” siger manden glad. ”For dér er jeg født og opvokset – og du er meget tæt på!” HURRA! ”Ja, det er jo lidt af en jungle med vejene herude, ikke til at finde rundt,” griner kvinden, og jeg har lyst til give dem begge et kæmpekram.
Dejlig københavner 5
Et lyskryds og to gader længere henne finder jeg min destination. Jeg ved bare ikke, hvad nummer det er, så jeg gennemgår alle dørskilte på hele vejen for at finde hans navn. Det er der ikke. Suk. Der er en kiosk på den anden side af vejen, måske må jeg låne lidt strøm hos ham? Det må jeg da, siger kioskejeren med et smil. Jeg kan bare vente ved spillemaskinerne, mens den oplader. Her hænger jeg ud med en velfortjent sodavand, indtil telefonen har 15 % strøm, så jeg kan ringe til musikeren.
Dejlig københavner 6
Jeg er lidt bange for, at han er træt af, at jeg er en time forsinket og ikke har ringet, men han er helt rolig, ingen problemer. Han kommer og henter mig og viser mig hen til lejligheden, som ligger i nummer 8 – mit yndlingsnummer! Coincidence? Ja.. Efter en lang snak om vores projekt, kaster jeg mig endelig ud i at spille for ham. Endnu engang bliver min dag reddet af et andet menneske. For musikeren er vild med det, og vi er fuldstændig enig i, hvordan vi skriver nummeret færdigt, og i hvilken stil det skal indspilles. Jeg kunne tude. Af glæde.
Efter tre timer, en masse kaffe og adskillige high fives cykler jeg igen mod Vesterbro. Men denne gang med et kæmpesmil på læben. Jeg får en besked fra min søster i Virum, som er lykkelig over, at jeg kan nå middagen kl. 18.00, så jeg også kan hilse på Laura, min elskede 2-årige niece, som er verdens mest snaksaglige lille menneske.
En dag, alt får tæt pakket med aftaler, gråvejr, blæst og alt for lidt søvn – kan blive fantastisk, kun fordi København er fyldt med dejlige, glade mennesker.
TAK!
Kærlig hilsen
Louise
