Lad mig sige det sådan her: Copenhell blues er en ting. Copenhell 2022 er slut, og dermed har vi alle sammen the blues af ren og skær savn. Det var min femte eller sjette gang på festivalen, og her kommer der så fem, eller faktisk seks, gode grunde til, at Copenhell er verdens bedste festival.
Af Louise Taarnhøj
Louise Bro (t.v.) og Louise Taarnhøj (t.h.)
Det var det for Copenhell 2022.
Fornemmelsen af, at noget stormende vigtigt, noget større end en selv, lige er slut, er til at føle på. Og ja, det kan lyde helt overdrevet, det er det måske også. Men hvis vi ser på, hvordan verden har set ud, og hvordan den stadig ser ud, de seneste tre år, så er der god grund til at sætte meget høj pris på festivaler som Copenhell; steder, der danner fællesskaber og slår ring om de mennesker, der besøger festivalen, uanset hvem man er.
Jeg har tænkt meget over, hvorfor Copenhell er verdens venligste festival, for det er nemlig det ry, den har. Og jeg er kommet frem til seks rigtig gode grunde:
Først og fremmest…
– beskæftiger Copenhell sig med én genre. Nuvel, med et hav af subgenrer, men det kan ikke diskuteres, at den favner færre stilarter end eksempelvis Roskilde Festival, Northside og Musik i Lejet. Her kommer du for metallens skyld – og så alle de genrer, der ligger op ad metallen.
På den måde kommer du ikke til at diskutere med sidemanden, om den ene genre er bedre, mere woke eller outdated end den anden. Du er nemlig enig med sidemanden om, at metal er the shit.
Det er den ene grund.
Den anden grund…
– er, at mange af de bands, der spiller, er tudsegamle. Altså, vi taler om bands, hvor gennemsnitsalderen ligger på omkring de 65 år. I år var det måske særligt “slemt”, fordi det var jubilæum, og derfor spillede en hel række af de mest legendariske bands på festivalen; Iron Maiden, Mercyful Fate, Metallica og Judas Priest.
Det tiltrækker naturligvis et modent publikum – og den slags publikummer har det med at feste på en lidt mere kærlig og bøvsende måde. Altså, hvor vi har armene om skuldrene på hinanden, mens vi prøver at headbange og samtidig sige til hinanden, at vi sgu elsker hinanden.
Den tredje grund…
– er, at størstedelen af Copenhells publikummer er voksne børn for en forlænget weekend. Beslægtet med metalmusikken er nemlig rollespil, udklædning, computerspil og den slags. Så i år var der et helt nyt område dedikeret til denne “kultur”, kan vi kalde det, Copenhell Con. Herinde gik der fordybelse i den, når folk sad og malede på små legetøjsfigurer eller kiggede på gadgets til rollespil. Der var den fedeste stemning i Con-området.
Den fjerde grund…
– hænger lidt sammen med ovenstående – for når du er landet et sted, hvor reglen er, at vi skal have en fest, så er der ingen, der har travlt med at se blive set og se ud som om, de har en fest.
Da jeg ugen forinden Copenhell trillede rundt uden for Syd for Solen og endda også slog lejr på plænen ved slottet for at nasse på lyden fra scenerne, fik jeg også opsnuset, hvad Syd for Solen egentlig er for en festival, sådan rent persona-wise. Og der må jeg sige, at det er en god blanding af folk, der er glade, og så er der dem, der bestemt ikke er ligeglade – og faktisk heller ikke særligt glade, hvis man skal bedømme retningen på deres mundvige.
Jeg siger ikke, at Syd for Solens publikum i overvejende grad er for smarte til ægte at nyde festivalen – jeg siger bare, at fra hvor jeg sad, så det sådan ud. Av. Men der var da også almindeligt dødelige, der bare gerne ville høre noget shoe-gazing indierock med en fadøl i hånden, og som sikkert ikke ville himle i det skjulte, hvis du pludselig kom med en reference, som bare ikke var cool.
Den slags ‘you-can’t-sit-with-us’-attitude får du bare ikke på Copenhell. Heller ikke, hvis du som jeg gjorde i 2018, dukker op i en gul buksedragt og et par store, sorte solbriller. Du kommer til at skille dig ud, men så er folk heller ikke mere oppe at køre over hverken dig eller dem selv, og det er fedt.
Den femte grund…
– er, at fordi jeg ikke lytter til metal, så er der ekstra meget at lære, og dermed kan du få nogle gode snakke med Copenhell-gæsterne og lære virkelig meget om et obskurt norsk dødsmetalband, hvis guitarist også er folkeskolelære for de små klasser, eller de ukrainske growlende damer, eller bare hvorfor Judas Priest, Mercyful Fate og Kiss bare er knaldgod underholdning.
Tak for i år, Copenhell 2022, jeg kan næsten ikke vente til næste år!
/Louise T
PS. Grund seks:
Det er også på Copenhell, du finder de fedeste bandnavne. Her er blot et par eksempler: Angstskrig, Nyredolk, Death To All og Lifesick.