Året går på hæld, og vi tænker tilbage på de danske koncerter, som gjorde størst indtryk. Hvem vandt, hvem tabte, og hvem glæder vi os til at se mere til i det nye år?
YEAH!
Foråret blev ganske varmt og lummert, da Ukendt Kunstner i selskab med Sivas indtog Store Vega på Vesterbro. Det var én af de aftener, hvor tid og sted gled i baggrunden, og kun dette rum eksisterede. Selvom jeg ikke længere befinder mig i kerne-målgruppen for hverken den ene eller den anden af disse to acts, så gav denne koncert mig samme lykkefølelse, som da jeg oplevede mine største teenage-idoler, Blur, i Falkoner Salen for mange år siden. Og det er noget af en bedrift, for man er alt andet lige mere åben og modtagelig som teenager, hvor verden er sort og hvid, livet uendeligt og musikken ventil for følelserne inderst inde. Flot ungdomsfest, som hev denne voksne dame op på stiletterne og ind i drømmeland.
Drømmelandet åbnede sig på ny, da Kentaur spillede på Spot Festival i maj. Jeg kæmpede ellers imod og prøvede desperat at bevare en cool facade, men jeg måtte overgive mig og fældede måske endda en enkelt tåre. Det var ikke påtrængende smukt. Det var bare smukt. Ingen forlod den koncert upåvirkede.
Også denne dame vakte begejstring på Spot i Aarhus. Hun virker så utilnærmelig og fjern, men alligevel rammer hun med supersonisk kraft lige i mellemgulvet, når hun synger sine elektro-synth-pop-sange med overlegenhed og charme. Der var noget febervildelse over den koncert – som om rummet skiftevis udvidede sig og lukkede sig om publikum og bandet. Og jeg havde endda kun et par fadøl i blodet.
Tårerkanalerne kom på overarbejde, da Minds of 99 spillede årets smukkeste koncert på Wonderfestiwall på Bornholm. Tidligere på året havde de begavet hele Roskilde Festival med et brag af en åbningskoncert, men denne ø-fest slog alligevel festivals-mastodonten med længder. Minds er måske bare bedst, når mørket har sænket sig, og ikke mindst foran en mindre skare end den, de spillede for på Roskilde. Hurtige Hænder er verdens bedste nummer, og nu har de så igen begået en genistreg med den nye plade og især Ma Cherie Bon Bon (Suk! Hvor er det godt!). Men live… jeg kan slet ikke beskrive, hvor godt det er.
Det var ikke fordi, jeg ikke havde nogen forventninger til Vild $mith – jeg havde bare ikke regnet med, at de ville starte sådan en fest. Altså en fest, hvor man bare lader sig rive med og glemmer, at det er midt på dagen, solen skinner lige uden for teltet, og at man måske ikke helt er teenager længere. Pludselig blev det helt normalt at twerke og smide bh’en. Og jeg kunne alle sangene udenad, af en eller anden mærkelig årsag, så jeg sang jo med! …Det er godt at glemme sig selv ind imellem.
Jeg vil ikke sige, at jeg er fan af Reptile Youth – ét af de bands, der har floreret i udkanten af min musikalske sfære, og som jeg ikke helt har fanget og undersøgt. Heldigvis faldt jeg over en specialkoncert med Reptile Youth og kunstner Abby Portner på Bremen, hvor sidstnævnte havde lavet scenografi til førstnævntes minikoncert. En koncert, hvor publikum sad ned, hvilket var noget specielt, både for publikum og band. Men det var det helt rigtige, for det tvang os til at være lidt mere nærværende, end man normalt er til rockkoncerter. Jeg så Reptile Youth på Wonderfestiwall med fadøl i begge hænder, shots i blodet og masser af festglade mennesker omkring mig. Det var en fed aften, men denne koncert på Bremen blev altså én af årets bedste. Intens og rørende.
Normalt er jeg ikke til Suspekt, og jeg lader mig hverken provokere eller begejstre af deres lystige forbrug af ord som pik og kusse. Mange andre rappere har udfordret mig langt mere med nyskabende tekstuniverser (Malk de Koijn, Sivas) og anderledes beats (Bikstok, Benal). MEN Suspekt vandt alligevel på årets Roskilde Festival, hvor de samlede mange tusind mennesker i et brag af en lukningsfest. Måske havde det noget at gøre med, at Roskilde i år havde rykket sidstedagen til lørdag, således at langt flere gæster blev på festivalen indtil søndag formiddag og derfor kunne feste med til den sidste koncert. Alligevel tror jeg mere på, at det langt hen ad vejen var Suspekt, der bare ‘flækkede Orange midt over’. 2015 er vist Suspekts år, og jeg blev ikke mindre begejstret af at se DR 3’s fine dokumentarserie om bandet, som stadig ligger på DR’s hjemmeside.
ØV
GILLI
Fantastisk og talentfuld, men han kom alt for sent til Distortion, og så var han tilmed bagstiv. Gilli, tag dit job seriøst, der er mange, der forventer noget af dig, bevis dit værd. (oplevede i øvrigt en stor flok unge mænd, som kl. 4 fredag morgen på Roskilde Festival sang og rappede Orale om og om igen. Nummeret var jo ikke engang udkommet på det tidspunkt… Der er virkelig mange, som forventer virkelig meget af den unge mand)
Han er dygtig, men jeg får ikke noget ud af at stå og lå-låååå-lå-lå-lå-lå-lååååå i 10 minutter for derefter at skiftevis sætte mig ned og rejse mig igen sammen med tusindvis af andre tilskuere. Wonderfestiwall forvandlede sig den nat til en bodypump-time i Fitness.dk, som jeg ellers holder meget af. Men hver ting til sin tid.
I 25 minutter troede jeg, at det var Magnus Millang og Martin Høgsted og ventede blot på, at hittet ‘Zenzyg’ kom på. Men jeg tog fejl. Og det var på alle måder skuffende.
Koncerten på Spot er der blevet skrevet meget om, og hvert et ord var sandt. Til gengæld er jeg ret vild med Emil Stabils musik, og jeg er sikker på, at han er kommet sig over den infamøse chok-koncert. På sin vis var det underholdende at stå blandt folk, der hele tiden rystede på hovedet og så ud til at tænke: nej. Nej nej nej. For det var ikke godt. Men i 2016 må jeg fange ham live igen, for det kan jo ikke være rigtigt.
MERE AF DET I 2015
For præcis et år siden havde vi skønne Katinka på scenen til vores LoveCopenhagen-event, Københavnerhyldest #1 (der kommer en toer til næste år, bare rolig), og lige siden har jeg begejstret fulgt med i hendes karriere, som virkelig har taget fart i år. Hende kommer vi til at se meget, meget mere til i 2016, og jeg glæder mig.
WANGEL
Han spillede en udmærket koncert på Wonderfestiwall, men det er faktisk mest på Spotify som lydspor gennem byen, at han har behaget mig i år. Jeg glæder mig vildt meget, til hans debutalbum kommer ud, og jeg skal helt klart også fange ham live til næste år.
Til Stella Polaris fik han en stor del af Frederiksberg Have til at holde kæft og stirre mod scenen. Han synger vanvittigt intenst, live-sampler på scenen, og så virker han bare musikalsk overbegavet, hvis man kan være det. Han er én af de stemmer, der bare gør mig lykkelig. Mere af det!
Hvis du har hængt ud på de københavnske upcoming-scener og -klubber de seneste år, er du helt sikkert stødt på Patrick Dorgan, som har en stemme, du ikke lige glemmer igen. Han har et overskud som de færreste, og så lægger han sig musikalsk i forlængelse af Lukas Graham. Og ham er det jo gået helt ok for på det sidste, så mon ikke også, at Patrick kan drive det langt til næste år? Det håber jeg.
Husk, at musik er som frugt og grøntsager; du bliver stærk, sund og et godt menneske af at komme ud og indtage musikken live. Det er der ingen tvivl om. Vi ses i 2016!
/Louise