Det sker i København | SEPTEMBER 2023

0
296

September er lig med back-to-school-energi i hele byen. Alle dine venner er retur fra ferie, jobbet er i fuld sving igen, og du glæder dig til weekenden, som muligvis allerede starter lidt om torsdagen. Vi har samlet nogle af de mange spændende arrangementer, events og festivaler, der finder sted i København i denne måned.

 

31. AUGUST – 3. SEPTEMBER: STRØM Festival

Strøm Festival 2023 folder sig ud i byrummet, hvor du kan opleve koncerter i metrotog, fester på tagtoppe og i teaterrum. I år kan du også opleve koncerter i Glyptotekets vinterhave og i Tunnelfabrikken i Nordhavn. Se hele programmet her.

1. SEPTEMBER: SMK Fridays
Vi elsker SMK Fridays! Her kan du opleve en aften med overraskende kunstoplevelser, musik, kolde drikkevarer og gratis entré til hele museet.
1.-17. SEPTEMBER: Golden Days
Den 1.-17. september kan du igen komme til kulturfestivalen Golden Days, som byder på mere end 200 arrangementer og oplevelser over hele Sjælland. Temaet for årets festival er “På Landet” og på programmet vil du bl.a. finde debatter, udstillinger, foredrag, byvandringer, fester, forestillinger, koncerter, performances og filmvisninger — samt høstmarkeder, markvandringer og åbent hus-arrangementer på en lang række gårde og  landbrug.
2. SEPTEMBER: Hiphopgadefest i Guldbergsgade
Den 2. september inviterer Rapolitics og RUST til Re:Claim Festival – en hiphopgadefest på Nørrebro med fokus på menneskerettigheder. Her kan du opleve paneldebatter, 10+ rap-koncerter, freestyle-shows, og DJ-acts med bl.a. Karen Makupa, Pede B, Mund De Carlo og Kaka. Festivalen er gratis og finder sted fra kl. 14-22, og så er der efterfest på RUST.
2. SEPTEMBER: Weinerei

Denne lørdag kan du komme til weinerei – som du måske kender, hvis du har været i Berlin. Her er det nemlig meget udbredt at invitere til vinfest, hvor du betaler, hvad du synes, det er værd, og så kaster du dig over de åbne flasker. Denne gang er det LibreVin, der inviterer, og det er fra kl. 11-22 på Nordre Fasanvej 45.

2. SEPTEMBER: Sportsfestival i DGI Byen

DGI Byen åbner dørene for alle til en sjov dag, hvor der er noget for alle aldre. Hop i hoppeborg, få ansigtsmaling og prøv 30 forskellige sportsaktiviteter som fx basketball, padel, fodbold, karate, skydning og meget mere. Indgangsprisen er kun 50 kr.

3. SEPTEMBER: Åben Synagoge med madbazar

Interesserer du dig for arkitektur, religion eller historie, så tag med til et foredrag om synagogen og dansk jødisk liv. Efter besøget i synagogen holder D.A. Kosher åbent i Det Jødiske Hus, hvor du kan købe lidt jødiske specialiteter med.

7. – 10. SEPTEMBER: FindersKeepers Shop: Stock & Sample Sale

Kom og køb unikke samples, udstillings- og udsalgsvarer, samt særligt udvalgte nyheder. Der vil være alt fra glas, lys, vaser og keramik til tæpper, plakater, smykker, undertøj, rammer mm.

8. SEPTEMBER: Børnenes Naturfest 2023

Børnenes Naturfest er en sjov, kreativ dag i naturen. Vær med til værksteder, lege, bålhygge og historiefortælling – alt sammen i naturens tegn Børnenes naturfest er for alle børn mellem 5 og 7 år og deres voksne. Du finder festen ved bålstedet på Amager Fælled – følg stien fra DR Byens metro – der er ca. 1 km at gå.

9. SEPTEMBER: Kalas Ølfestival

Du kan se frem til en hel dag med ølsmagning på ÅBEN bryggeriet, hvor du får mulighed for at prøve øl fra mere end 20 bryggerier fra ind- og udland. Alt imens du hygger dig med venner, andre ølentusiaster og ligesindede.

9. SEPTEMBER: Velgørenhedskoncert med World Doctors Orchestra

Den 9. september skiftes skalpel, pincet og hvide kitler ud med violin, fløjte og gallapåklædning, når 110 læger fra hele verden for første gang går på scenen i Konservatoriets Koncertsal i København på Frederiksberg til en klassisk koncert for at rejse penge til MusikBeRiget og Center for Mental Sundhed.

9. – 10. SEPTEMBER: Impact23 – Nørrebro Street Festival 
Lørdag d. 9. september vil KTK-grunden blive fyldt med aktiviteter, bevægelse, kunst og musik når Impact23 løber af stablen.
Festivalen fejrer de gadekulturelle fællesskaber i København, og alle er velkomne til at tage del i fejringen. Deltagelse er gratis.
Søndag d. 10 september afholdes en StreetBio hos Empire Biograf på Nørrebro. Her vises nogle af de bedste internationale film indenfor forskellige gadekulturelle miljøer, samt danske undergrundsproduktioner fra Københavns gader. Alle visninger koster en 50’er.
15. SEPTEMBER: Suspekt i Parken 

Kæmpe folkefest i Parken – skal du med?
Parken indtages med den største Suspekt-koncert til dato – og hele Danmark er inviteret! Køb din billet her. Få billetter tilbage.

15. -16. SEPTEMBER: The Whiskey’n’Rum Show

The Whisky N Rum Show kommer tilbage til Forum i København for endnu et show d. 15. & 16. september. Showet sætter endnu en gang kærligheden til whiskyen og rommens gyldne dråber i centrum og disker op med alt fra fadlagret specialiteter til masterclasses og selvfølgelig masser af lækre smagsprøver.
Så er du nørd, specialist, interesseret, nybegynder så er der noget til alle til årets Whisky- og romshow.

16. SEPTEMBER: BaneGaardens Høstmarked

​Lørdag og søndag d. 16. og 17. september fra kl. 10-16 inviterer BaneGaarden  til økologisk høstmarked i byens grønne oase – med markedsstande, madboder, grønne værksteder, brunch og meget mere.

17. SEPTEMBER: Gadefest for alle

H15, MÆNDENES HJEM og H17 inviterer til GADEFEST FOR ALLE med musik kolde sodavand, fadøl og biksemad med bearnaise. Alt er gratis!

20. SEPTEMBER: Dyrk Livet Festival 2023 

Borgmester Michael Vindfeldt byder velkommen til en sjov og lærerig eftermiddag med jord til bord til børn i haven midt i storbyen. Lær om klima i børnehøjde, hør inspirerende taler, lav snacks og krydderier i udekøkkenet, prøv regnbueambulancen, lav frøbomber og jordtegninger og smag wokkede grøntsager og fladbrød over bål – ikke at forglemme gedeost og orangevin til de voksne!

Kl. 15-19 i Frederiksberg Have.

22. SEPTEMBER: Broens Vinklub
Broens Gadekøkken har teamet op med Løgismose for at bringe dig en månedlig vinsmagning i Gadekøkkenet. Deres sommelier vil føre dig igennem hver vinsmagning, som har et specifikt tema. For kun 150 kr. får du fem glas vin og lidt snacks til.
30. SEPTEMBER: Københavns største indendørs loppemarked
Gå på opdagelse på et af landets største indendørs loppemarkeder i København, når Bella Center Copenhagen slår dørene op til et slaraffenland af antikviteter, genbrug og loppegodter. Entreen er blot 40 kr.
Som altid opdaterer vi løbende listen, så gem linket, så du altid er opdateret på alt det der sker i september i København.