‘Argumenter imod kvinder’ på Teater V er en ambitiøs iscenesættelse af Birgitte Possings feministiske nyklassiker. Men ligesom feminismen selv, vil forestillingen nok dele vandene.
Af Sara Schlüter
Da stykket går i gang, er en bunke affald placeret på midten af scenen, og de tre skuespillere får et par publikummer til at hjælpe med at rydde op. Den mandlige skuespiller, Joen Højerslev, bærer en maskinsav i den ene hånd og en kop kaffe i den anden, mens han bevæger sig rundt mellem og dirigerer de resterende på scenen. Dem, der rent faktisk løfter, bærer og lægger ting på plads og til side. På denne lidt underfundige og subtile måde sættes scenen til teaterudgaven af Birgitte Possings ‘Argumenter imod kvinder’ fra 2018. Manden som den højtråbende person, der udråber sig selv som leder, men ikke selv yder. Personligt opdagede jeg ikke, at han ikke lavede andet end at tale om at lave noget, førend veninden pointerede det. Det mindede mig om dengang i folkeskolen, hvor vores lærer udfordrede os til at rydde op i klassen på rekordtid og klassens populære dreng annoncerede, at han ville kigge på uret, mens vi andre ryddede op, for når man kigger på uret, går tiden langsommere. Ingen af os sagde ham imod, men gik blot i gang med arbejdet.
Argumenter imod kvinder har været opsat i Svendborg og er nu rykket til Valby på Teater V. På scenen er – ud over føromtalte Højerslev – Camilla Bendix og Mathilde Lundberg. Alle gør det fremragende, men – for der er jo altid et men – desværre ender forestillingen med at kamme over i karikaturer og slapstick. Og mens størstedelen af salen tydeligt og højlydt nød den humoristiske tilgang, sad jeg skuffet tilbage med en følelse af at være blevet snydt. For Argumenter imod kvinder er en vanvittig vigtig bog, og jeg ville så gerne have haft, at det også var en vanvittig vigtig forestilling.
Forestillingen er inddelt i kapitler og begynder med fødslen og ender med fremtiden. I den times tid, der går imellem de to, bliver vi præsenteret for en række scener på samme måde som bogen også går emneinddelt til værks. Der er stærke øjeblikke, hvor særligt en montage med afsæt i Shakespeares Julie over Askepot til Noras slutscene i et Dukkehjem træder frem. Et øjebliks alvor midt i det komiske.
Argumenterne, som burde være udgangspunktet, finder jeg dog sjældent. Joachim B. Olsen dukker op i et videoklip, hvor han forklarer, at et ofte brugt ‘argument imod kvinder’ var taget ud af en kontekst og blev delt bredt på et fejlagtigt grundlag. Når der er så mange (mange, mange), der igennem tiden er kommet med argumenter imod kvinder, hvorfor så fremhæve et, hvor afsenderen hævder at konteksten er blevet konstrueret af feminister for at fremme egen dagsorden? Jeg kan ikke gennemskue, om det er for at så tvivl om Olsen eller feminister, at det er medtaget.
Som modtager sidder jeg tilbage med en følelse af, at stykket forfladiger Possings bog i stedet for scenisk at videreudvikle den. Det bliver for (tragi)komisk igennem stykket med et karikeret klimaks i kapitlet om ‘løsningen’, hvor kønsløse teletubbier taler med påtagede, skingre børnestemmer i enhver woke-kritikers værste frygt, hvor al individualitet og uenighed er udvisket. Og da en stor oppustelig penis lidt senere rammer både scene og sal, og publikum samstemmende bryder sammen af grin, sidder jeg tilbage og overvejer, om jeg måske bare er en dårlig, humorforladt feminist.
Men ligesom med køns- og feminismedebatten er der ikke én sandhed. Derfor vil jeg til hver en tid anbefale at se stykket. Jeg vil glæde mig til at debattere det. Og så håber jeg, at de næste, der går i kast med Possings oplæg, har mere fokus på argumenterne end de letkøbte grin. For som Possing selv skriver:
“Argumenterne imod kompetente kvinder har været er utallige, morsomme og skrækindjagende. På én og samme gang. Der er mange flere af dem end dem, der er citeret her. Vi har hørt dem i Danmark siden demokratiets barndom. Tiderne og tidsånden har ændret sig radikalt siden. Mange af argumenterne har det også, men mønstrene i argumenterne går igen. Kun ved at kende dem, kan vi ændre dem.”
– Sara Schlüter
Fakta:
Medvirkende: Camilla Bendix, Mathilde Lundberg og Joen Højerslev
Dramatiker: Thomas Markmann
Instruktør: Thomas Hwan
Efter idé af: Jacob Schjødt, Pelle Koppel & Jakob Engmann
Varighed: Ca. 80 min.
En co.-produktion mellem BaggårdTeatret og Teater V