New York, 2014. En pakistansk-amerikansk advokat, gift med en amerikansk kunstner, afholder et middagsselskab med et vennepar, og denne aften skal vise sig at ændre alt, da den eskalerer i en heftig diskussion om holdninger, fordomme og livssyn. En flot forestilling, der griber én om hjertet og sætter tankerne i gang.
En ny teatersæson blev i går skudt i gang, da Edison Teater, Betty Nansens søsterscene, inviterede indenfor til premieren på stykket, Disgraced. Dramatikeren Ayad Akhtar vandt Pulitzer-prisen for bedste drama i 2014 for dette stykke, som også var nomineret til en Toni for bedste forestilling i ’15, og som vandt Theater Heutes pris for bedste udenlandske teaterforestilling i Tyskland i ’16.
Stykket sætter fokus på brandvarme – og farlige – emner som integration og religion, der nok kan sætte enhver relation på prøve. Amir Kapoor er en succesfuld, pakistansk-amerikansk advokat, som er gift med smukke, kristne Emily. Emily er kunstner og arbejder med den islamiske kultur i sine kunstværker, mens Amir erklærer sig selv som frafalden og stærkt islamkritisk. Da de er værter for et middagsselskab, går det helt galt – hvad der starter som en hyggelig middag, eskalerer til noget langt mere ødelæggende.
Fra stykkets start var jeg opslugt af samspillet mellem de to hovedrolleindehavere Amir, spillet af Janus Nabil Bakrawi, og Emily, spillet af Helle Fagralid. Deres portrætter af to mennesker, som kommer fra vidt forskellige baggrunde, og som dybest inde måske ikke forstår hinanden, men som elsker og respekterer hinanden, var rørende. Fra introscenen med masser af flirt og samtale, til stykkets slutning, hvor – spoiler alert! – man stadig mærker kærligheden mellem de to, der nu er tabt.
Man glemmer tid og sted, når bølgerne går højt, og diskussionerne udvikler sig til skænderier, fuldskaben slører de grå nuancer og gør livet sort og hvidt, bogstaveligt talt. Og jeg glemte tid og sted, da jeg sad fuldstændig opslugt af skuespillet, som var så dramatisk og ægte, at jeg både grinte, fik en klump i halsen og tårer i øjnene.
Man kan nemlig sætte sig ind i både Amir og Emilys situation. Måske mest Amir, som har svært ved at forklare hvorfor, han mener, som han mener – med et ben i to verdener, og her får jeg lyst til at nævne Fenar Ahmads storfilm, Underverden, som blandt andet også behandler dette tema.
Ingen af os kan sige os fri fra at have fordomme, selvom de fleste af os nok ser os selv som netop fri for det. Men fordommene er der i det skjulte – og dukker de op, prøver vi at gemme dem langt væk og skammer os over, at de overhovedet findes. Tilføj lidt alkohol og en tilsyneladende harmløs diskussion blandt venner – så kan disse fordomme pludselig springe op som badebolde, man forsøger at holde under vandet. Uundgåeligt at de springer op før eller siden.
Det er så svært rigtigt at sætte sig ind i, hvordan kultur påvirker os, for det er så subtilt, at du sikkert ikke engang selv er helt klar over, hvor din kulturelle baggrund sætter spor, som gør, at du opfører dig og ser livet på en bestemt måde. Og det er så ømtåleligt at emne, at jeg, også mens jeg skriver det, må trække vejret dybt flere gange. Jeg kan mærke, hvordan jeg træder ud på tynd is. Jeg vil ikke såre nogen, men jeg har også mine holdninger. Men først og fremmest vil jeg gerne møde dig uden fordomme, og måske holder jeg så meget fast i denne åbenhed, at jeg ikke ser dig og dine holdninger, hvad du har oplevet fra din kultur, og hvorfor du tager af stand fra den… Ja, her har jeg så sat mig ind i, hvordan jeg tror, Emily tænker.
Jeg er fascineret af dette stykke, fordi det ramte mig. Fordi Janus Nabil Bakrawi og Helle Fagralid spiller suverænt, men også deres vennepar, Jory og Isaac, spillet af Caroline Henderson og Joen Højerslev gør det fantastisk godt (Isaac er langt hen ad vejen arketypen på en mand, jeg ikke bryder mig om, virkelig godt portræteret), og sidst men ikke mindst, Amirs nevø, Hus/Hussein/Abraham, spillet af Alexander Mayah Larsen, brillerer på scenen.
Jeg er fascineret, fordi scenografien er så enkel og smuk, en lejlighed i New York, tre vægge, og publikum den fjerde væg, som skuespillerne ind imellem taler til – når de taler til hinanden, eller om det maleri, som Emily har malet og hængt op på væggen.
Jeg er fascineret, fordi jeg både elsker og hader at diskutere. Fordi dette stykke lige præcis viser, hvordan en diskussion ofte balancerer på kanten og kan ende i enten fryd eller katastrofe.
Det er en klar anbefaling at gå ind at se dette stykke på Edison.
/Louise
Hvad: Disgraced
Hvor: Betty Nansens anneksscene Edison
Hvornår: 16. september – 17. oktober
Rulletekster:
På scenen: Janus Nabil Bakrawi (Amir), Helle Fagralid (Emily), Caroline Henderson (Jory), Joen Højerslev (Isaac) & Alexander Mayah Larsen (Abe)
Instruktør: Rolf Heim
Scenograf: Katrine Gjerding
Af: Ayad Akhtar
Oversætter: Karen-Maria Bille
Kostumier: Henrik Børgesen
Lysdesign: Christian Alkjær
Lyddesign: Emil Assing Høyer
Produktionsleder: Christian Hinnerup
Scenemester: John Jensen
Regissør og forestillingsleder: Birgitte Stokholm
Regissørelev: Laura Edlefsen
PR-foto: Natascha Thiara Rydvald
Forestillingsfotos: Emilia Therese
