Jeg får tit at vide, at “jeg må have mange flere timer i døgnet end alle andre med de talrige ting, jeg render rundt og laver”. Og det føler jeg også ind imellem, at jeg har. Men meget af min energi hænger sammen med masser af hårdt arbejde med mig selv – og lidt af den hænger sammen med min FOMO.
En veninde spurgte mig for en måneds tid siden, om jeg havde lyst til at mødes til et glas vin på Charlottenborg i morgen. “Ja tak, den er jeg klar på,” svarede jeg hurtigt, uden at tænke nærmere over det. Andet end at det lød virkelig hyggeligt, og et glas vin kan man vel altid klemme ind (og ned).
Hun svarede: “Du er den mest spontane person, jeg kender. Dig kan man sgu altid regne med – din jahat er gigantisk.”
Og jeg svarede: “Jo tak, men min jahat er jo lavet en smule af FOMO.”
Da jeg tænkte nærmere over det, blev jeg lidt irriteret på mig selv. Min veninde giver mig en dejlig kompliment, og jeg skyder den ned. Hvor ufestligt og kedeligt. Og faktisk ikke helt rigtigt – for jeg har ikke længere seriøs FOMO.
Lørdag aften alene?!?!
Der var engang, hvor en lørdag aften uden planer kunne gøre mig fortvivlet og helt usandsynligt ked af det. Det kunne få mig til at føle mig ensom. Selvom jeg havde familie, venner og kæreste. I dag er det anderledes. En lørdag uden planer betyder masser af afslapning, et glas vin og en bog. Lyder det kedeligt? Måske endda bekendt?
Mit behov for at være ude hver weekend hang sammen med to ting: Min rastløshed, som jeg stadig mærker en del til, og ikke mindst mit lave selvværd.
Jeg følte ikke, at jeg var noget værd, hvis ikke jeg blev set, flirtet med og inviteret ud. Jeg gik meget sjældent hjem med nogen i mine single-perioder, men det at blive set og hørt bekræftede mit selvværd. En meget narscicistisk måde at leve på.
80 timers arbejdsuger
Jeg studsede den anden dag over forsiden på IN Modemagasin. Her stod der: “Caroline Fleming bag facaden: Jeg arbejder 365 dage om året’. Og jeg tænkte; stakkels hende. Men det var nok ikke det, der lå bag overskriften – at man skulle have ondt af hende. Man skulle vel nærmere være imponeret?
Det bliver jeg ikke længere. I en tid, hvor stress er lige så almindeligt som efterårssnue og ulykkelige hjerter, kan jeg ikke se nogen grund til at forherlige lange arbejdsdage.
Hvad er der at misunde travle folk, der arbejder i døgndrift? Jeg ved godt, at når Caroline Fleming siger, at hun arbejder hver dag året rundt, handler det nok mere om, at hun er passioneret, end at hun piskes rundt i manegen for at nå sine ting. Men jeg synes alligevel, at det sender et forkert signal. Kunne man forestille sig en overskrift i stil med: “Jeg har aldrig travlt”, eller “Jeg holder tit fri med mine børn”.
Selvstændig og stresset
For et år siden var jeg selvstændig, og det var jeg i 7 år. Jeg arbejdede i perioder usandsynligt meget, og mange i min omgangskreds påpegede det og advarede mig om, at jeg kunne få stress, hvis jeg ikke slappede lidt af engang imellem.
Men jeg tog deres kommentarer som en form for kompliment. Jeg var nemlig meget stolt over at kunne nå så mange ting i løbet af en dag, OG samtidig få trænet dagligt, OG få set venner og familie, OG få læst bøger, skrevet blogindlæg, set film og serier og sovet 6-7 timer om natten.
Samtidig var jeg aldrig helt tilfreds med mig selv. Der var altid et eller andet, jeg kunne gøre bedre. Selv datinglivet betragtede jeg som en ting på min to-do-liste.
Anstrengende, ikke sandt?
I dag er jeg godt klar over, at det ikke var særligt sundt. Jeg kan i hvert fald mærke, at efter jeg er blevet fastansat på et kommunikationsbureau, er jeg blevet bedre til at værdsætte afslapning og ro. Ikke have nogen aftaler. Ikke have en lang to-do-liste, når jeg får fri fra arbejde. Og ikke stille for mange og for høje krav til mig selv.
Der er andre ting i livet end arbejde
Det har gjort mig gladere. Og en bedre veninde, søster, datter, kollega og til tider kæreste.
Og det er ikke engang fordi, jeg ikke længere stiller krav til mig selv. Jeg er mere ambitiøs nu, end jeg nogensinde har været. Jeg har bare fundet ud af, at det ikke er arbejdet og jagten på en højere lønseddel eller bifald, der gør mig glad.
Det er tværtimod at være sammen med dejlige og interessante mennesker, som får mig til at glemme alt om tid og sted. Som eksempelvis mine veninder, mine kolleger eller min familie. Og selvom jeg stadig holder af at sætte projekter i gang, så er jeg bevidst om, at projekterne skal bæres frem af passion – ikke jagten på anerkendelse.
Det får du mig aldrig til at sige igen
Jeg siger meget sjældent tre ting:
-
Det har jeg ikke råd til
-
Det kan ikke lade sig gøre
-
Jeg har for travlt og kan ikke nå det
Nummer et har givet mig flere penge på kontoen. Eller, det har det naturligvis ikke – det er ikke det, at jeg ikke siger det, der har gjort det. Men jeg føler mig ikke længere tømt, og jeg kan ikke forklare, hvordan det går til, at jeg sjældent føler, at der er noget, jeg ikke har råd til. Måske har det bare resulteret i, at jeg bruger mine penge smart, og at der helt automatisk pludselig er en del ting, som jeg ikke har lyst til at bruge penge på. Lidt ligesom, når du forbyder dig selv chokolade – så er chokolade det eneste, du tænker på. Men hvis du pludselig gerne må spise al den chokolade i verden, du har lyst til, så er det ikke lige så spændende, vel?
Nummer to har jeg virkelig aldrig praktiseret – og derfor har jeg altid kastet mig ud i forskellige projekter, som jeg har troet på fuldt og fast. Og det har eksempelvis resulteret i denne blog, to udgivede EP’er, fire sange i radioen, en kæreste, der var way out of my league og ikke mindst en karriere inden for et felt, jeg ikke rigtig er uddannet i. Men jeg kan sjældent klare det hele alene, og derfor er jeg blevet et meget opsøgende menneske, der ofte tager kontakt til folk, som jeg synes, er interessante. Ikke kun for netværkets skyld, men fordi jeg godt kan lide deres person. Det sidste er afgørende for, om jeg har lyst til at kende eller arbejde sammen med personen. Og det har gjort, at tingene ofte flasker sig for mig.
Nummer tre er netop denne reflektion over et topstresset samfund, som forherliger lange arbejdsdage og nul fritid. Jeg skal ikke gøre mig hellig – jeg har eksempelvis ikke holdt sommerferie i 7 år. Det kommer til at ændre sig til næste år, for nu er jeg endelig blevet klogere og ved, at jeg har brug for mere ferie end de to uger, jeg plejer at holde i foråret og i efteråret. Men jeg nægter at føle mig fortravlet. Jeg når en hel del i løbet af en dag stadigvæk, men jeg kender mine grænser, og jeg har lært at sige fra. Og igen tror jeg, at når jeg sjældent føler mig travl, så når jeg også flere ting. Det er selvforstærkende. Giver det mening?
Min jahat sidder stadig godt placeret, hvor den skal, men jeg er opmærksom på, at den ikke skal misbruges, og at når den godtager invitationer til events og fester, skal det være af de rigtige årsager. Og min FOMO – ja, den er på retur. Endelig. Men måske har det mest af alt noget at gøre med, at jeg har rendt rundt som en stukket gris i måske 15 år af mit liv allerede? Nu skal jeg lige have nogle års pause.
/Louise T
