Er HAVEN Festival for den kreative klasse?

1
432
Om halvanden uge åbner HAVEN Festival på Refshaleøen. Festivalen har prominente stjerner fra den danske gastronomi- og koncerthimmel bag sig, nemlig Claus Meyer, Mikkel Borg Bjergsø (Mikkeller), Aaron og Bryce Dessner (The National) og BeatBox Entertainment. De siger selv, at festivalen er for alle – men københavnske festivalfans er nervøse: er det en lukket fest for den kreative klasse? Vi har mødt booker Xenia Grigat til en snak om kvalitet, drømme, visioner og ikke mindst det at få en idé og rykke gigantisk hurtigt på den.

Om kun to uger er den første HAVEN Festival (kan i øvrigt udtales både på dansk og engelsk – hvis nogen skulle være i tvivl) nogensinde skudt i gang på Refshaleøen med verdenstjerner på plakaten som The National, Bon Iver og Feist. Vi har taget en snak med én af bookerne bag festivalen, Xenia Grigat, om hvordan det er at starte en helt ny festival i en by, der allerede har talrige af slagsen hver eneste weekend – og så finder vi også ud af, hvad vi mon kan forvente af festivalen. Og om alle mon er velkomne…

Skærmbillede 2017-07-31 kl. 19.47.37

Det er tirsdag eftermiddag, det er gråt og trist udenfor, og vi skal mødes med booker bag HAVEN Festival, Xenia Grigat, som har inviteret ind på Haven Bar i The Standard. Ejerne af baren er Claus Meyer, Mikkel Borg Bjergsø samt brødrene Aaron og Bryce Dessner fra bandet The National. Samme mennesker står bag HAVEN Festival, som løber af stablen om to uger.

Men hvordan kom det overhovedet i stand, at en madmand, en ølmand og to musikere startede en festival?

”Vi startede med at arbejde på HAVEN Festival fordi, Brian Nielsen fra Down The Drain (NorthSide, Tinderbox og partner på HAVEN) udtalte sidste år, at han ville starte en ny københavnsk festival i 2017. Det opsnappede Aaron, og han satte sig ned med Brian, Mads Sørensen (Beatbox Entertainment) og mig for at høre, hvad hans ønsker var. Aaron er i forvejen gode venner med Mikkel fra Mikkeller og Claus Meyer, og fordi der bare var god kemi og enighed fra start, satte vi i gang med det samme,” fortæller Xenia.

Internationale kunstnere på programmet

Det kommer måske som en overraskelse, at man tør satse på at lave endnu en festival i København, som allerede er godt fyldt op med den slags tilbud. Men Xenia, som er booker hos Beatbox Entertainment, mener, at august måned faktisk er et velvalgt tidspunkt at invitere større, internationale artister til landet – mange af dem er nemlig allerede på turné:
”Fordi der er mange festivaler i Europa i løbet af sommeren, er artisterne på tour, men vi er vant til hos Beatbox, at de så slår et smut forbi København for at spille et headline show og ikke på festival. Derfor er det nærliggende at arrangere en festival i byen i august for at få nogle af de spændende bands hertil på en større scene,” forklarer hun.

17.000 mennesker per dag

HAVEN Festival kommer til at ligge på Refshaleøen, ud til vandet – altså ikke på den side, som fx Copenhell plejer at ligge, med Ulven som bagtæppe. Der vil være tre scener, hvor musikken spiller fredag og lørdag til kl. 2.30 om morgenen, adskillige barer og madboder, og festivalen byder også på kunst og overraskelser. Og overraskelserne vil ikke være at finde i noget program – her må man bare holde sig til:
”Vi vil gerne gøre det hele lidt anderledes – københavnerne er både nysgerrige og kræsne, de vil gerne opleve noget nyt, men det skal også være af høj kvalitet. Derfor har vi mange dygtige kunstnere og kreative mennesker bag festivalen, som arbejder på at skabe en unik festivaloplevelse,” fortæller Xenia. Med andre ord er det en festival, hvor du både kan slappe af, men også feste til sent om aftenen.

Der er ’kun’ 17.000 billetter til salg per dag, selvom der faktisk godt kunne være plads til lidt flere, men igen handler det om publikumsoplevelsen, og den må ikke lide under for trang plads og for lange køer:
”Vi har jo den fordel, at vi samarbejder med produktionsholdet fra NorthSide og Tinderbox, som ved, hvordan vi bygger pladsen bedst muligt op, så vi udnytter arealet til fulde. Med hensyn til designet kommer vi til at tage udgangspunkt i det, der er derude. Der er så smukt og kontrastfyldt, og det har vi ladet os inspirere af.”

Lukket fest for den kreative klasse?

Xenia fortæller også, at holdet bag festivalen ønsker at skabe en fest, der er for alle. Det kan man så diskutere i forhold til, hvordan festivalen har brandet sig selv. Personligt kan jeg kun konstatere, at alle mine venner fra mediebranchen skal derud, og billetten er forholdsvis dyr (1.250 kr. for to dage). Når jeg har talt med folk, der skal derud, frygter de lidt, at mad og øl bliver voldsomt dyrt, og at hele festivalen kommer til at trække hele budgettet for august måned. Til gengæld nævner de fleste også, at alene The National/Bon Iver/Beach House er prisen værd. Men hvad siger Xenia til de høje priser – og kan vi forvente dyr festivalmad og –øl?

”Vi vil gerne hive det ned på et leje, hvor alle kan være med. Det skal ikke være fornemt, det er stadig en festival. Folk skal kunne komme herud med deres unger om dagen, og så kan mor og far måske feste videre om aftenen, mens børnene bliver passet.”

Der er klare visioner fra alle bag festivalen om at lave en festival, der ikke skræmmer nogen væk økonomisk. Eksempelvis kommer festivaløllen til at koste 45 kr., og den kommer netop ikke til at være dyrere, fordi Mikkel Borg Bjergsø mener, at det sagtens kan lade sig gøre at lave en både lækker og ’billig’ festivaløl. Naturligvis vil det være muligt for øl-connaisseurs at finde en specialøl i én af de forskellige specialøl-barer.
Ligeledes er det med maden: Du finder ikke de samme ting fra Meyers, som du har smagt på tidligere festivaler i år. Det kommer til at være nye tiltag, som er eksklusive for denne festival.

Det mener jeg:

Det bliver spændende at se, hvad HAVEN Festival bliver for en størrelse. Og der kommer med garanti også en festival til næste år. Jeg tilhører den skare, der mener, at blot koncerten med The National er grund nok til at tage ud på Refshaleøen den weekend i august, og jeg glæder mig vanvittigt meget.

Når folk snakker om priser på oplevelser i byen, kan jeg godt forstå frustrationen – men samtidig bliver jeg lidt træt. Kvalitet koster, det har den altid gjort, og ja, nogle gange er lort pakket ind i cellofan, og så tror man lige, at man har fået toppen af poppen for sine surt optjente mønter. Det kan nogle gange gå galt med kvaliteten. MEN i langt de fleste tilfælde bliver jeg faktisk så positivt overrasket over de oplevelser i byen, som jeg køber mig adgang til, at jeg minder mig selv om, at det er DET, MINE penge skal gå det. Det er jo trods alt mig selv, der bestemmer over dem, ligesom du gør over dine.

Måske er det på grund af alle de dealsites og tilbud, der kom i røven på finanskrisen. Pludselig kan vi ikke betale fuld pris for noget, fordi det jo alligevel kan fås på tilbud et andet sted. Og det er ikke nødvendigvis dårligt at tage jydehatten på ind imellem og hive en god pris i land – men når vi vælter os i gratis arrangementer og billige events, så kan det jo have den negative effekt, at vi brokker os over en helt fair pris på en festival, der byder på ret meget, hvis du lige kigger efter.

Derudover har jeg et nært og varmt forhold til Refshaleøen, som udvikler sig hurtigere og bedre end noget andet sted i byen i øjeblikket. Her popper rekreative åndehuller, naturvinsbarer, badestrande og restauranter op, nogle mere hemmelige end andre, samtidig med at Holmen også har nogle af landets mest kreative skoler, smukke grønne områder, grimme asfaltspladser og forladte bygninger. Her er ret rart, og det er et perfekt sted at lægge en festival, hvor vi får lov at feste til langt efter midnat.

I øvrigt var jeg forbi Mikkeller på Viktoriagade i går, og her fortalte bartenderen, at der kommer – udover festivaløllen, som du allerede nu kan smage på Haven Bar – endnu en festivaløl, og der kommer højst sandsynligt også nogle andre limited edition øl, som du kun kan drikke herude på HAVEN Festival.

Og så kan det godt være, at det er er pricy i forhold til så meget andet. Men måske får du netop meget for dine penge, når et erfarent hold sætter sig for at skabe en kvalitets-københavnerfestival. Det er måske netop værd at støtte. Uden at lyde alt for kulturradikal.

/Louise

 

1 COMMENT

Comments are closed.