Esben Just | Københavnersnuden #272

0
345
Ugens Københavnersnude er den DMA-vindende pianist, sanger og sangskriver, musiker Esben Just. Præstesønnen. Lokomotivet af sprudlende og utrættelig energi, der giver den fuld kul på scenen og i snit spiller 80-100 jobs om året. Ham, der “prædiker” fred i dalen. Ham, der for alvor har fået den groovy New Orleans-musikbølge til at rulle ind på den danske musikscene. Mange danskere har hørt ham live eller på plade. Enten solo, med sin trio SP-Just-Frost eller som sideman for nogle af de store danske navne som Sanne Salomonsen, Lis Sørensen, Kim Larsen og Tommy Kenter. Mød hans København lige her. 

 

LC: Hvad har du gang i i øjeblikket?
EJ: Jeg er ude på landevejen med mit nye soloshow “The Second Coming”, som kort fortalt handler om det at få en chance til og opleve, at selvom man tror sig udødelig, så passer det ikke 🙂

LC: Hvor bor du?
EJ: Siden 1990 har jeg boet på Vesterbro. Lige der hvor Vesterbrogade, Værnedamsvej, Frederiksberg Allé og Oehlenschlægersgade løber sammen i ét stort herligt forvirrende og levende kryds. Komplet med pølsevogn og en mængde parkerede cykler og løbehjul.

LC: Hvor går du tur?
EJ: Hvis det skal være en “grønt og frisk lufttur”, er det op af Frederiksberg Allé og nyde de fine træer og små haver, der ligger der. Ellers ned på Værnedamsvej og lade sig opsluge af livet og tumlen, der foregår der og lige hilse på nogle af de lokale. Fx Slagter Henrik og Stefan fra Recycle i Tullinsgade.

LC: Hvor drikker du kaffe?
EJ: Jeg har nærmest gjort det til en kunstart at sidde på café. Og hvilket bedre sted at sidde end på Café Viggo på Værnedamsvej, hvor der kommer alle slags mennesker. En kop kaffe og en avis kan give anledning til impromøder og meningsudvekslinger om livet og København – og alt ind imellem.

LC: Hvor spiser du?
EJ: Jeg elsker at lave mad hjemme i vores køkken, men lige så tit bliver det til take away fra et af de utallige steder lige rundt om hjørnet fx den indiske Deep Vesterbrogade, Thai biksen på Værnedamsvej – eller hvis det skal være ”spise ude uden store armbevægelser”, nede i kælderen hos Leos Pizza, der altid har et eller andet hjemmelavet lækker pasta kørende.

LC: Hvor fester du?
EJ: Mine mange spillejobs gør, at jeg tit misser de fester, som finder sted fredaglørdag, men i stedet kan jeg så tage revanche søndag aften, hvor Café Intime på Pile Allé lægger rum til den hyggeligste og nogle gange vildeste jazzaften, der kan opdrives i København. Et sted uden for tiden, lige midt i den 🙂

LC: Hvor inspireres du?
EJ: Alt efter hvilken inspiration, der er brug for, kan alt fra Glyptotekets Have, en tur langs Bølgen ved Kalvebod Brygge, en gåtur i Haveselskabets Have eller en cykeltur til en kebabbar på Nørrebrogade give mig den der fornemmelse af at være i en pulserende og berigende storby.

LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
EJ: Når forårssolen skinner, og det hele begynder at grønnes, så findes der ikke meget der kan konkurrere med Månefiskeren på Christiania. Bænken op ad væggen, solen lige i øjnene, en fræk kop latte i et lille glas, måske et stykke af deres nybagte kage og så ellers bare – aahhh…

LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
EJ: Da Cityringen åbnede, blev jeg, til min egen overraskelse, både stolt og glad over, at det var så vellykket at tage rundt i byen via Metroen. Og så var det fantastisk at få byen tilbage uden store grønne plankeværker på alle de store pladser.

LC: Hvad er dit bedste minde om København?
EJ: Da jeg flyttede til København i ´83, var det en totaloplevelse at kunne blive væk i byen på daglig basis. At få lov til at opdage Pisserendekvarteret, at fare vild på Christiania, pludselig stå på Dr. Louises Bro og blive spist af livet i storbyen uden at vide, hvor jeg ville blive spyttet ud igen – uden smartphone eller sikkerhedsnet 🙂

LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
EJ: Vælg en travl gade fx Værnedamsvej, Nordre Frihavnsgade eller Ravnsborggade. Giv dig selv tid til at gå langsomt igennem gaden og se og duft. Stop et sted. Få lidt at spise og drikke. Tag din kæreste eller date under armen og mærk Københavns pulsslag lige nu, lige her.

LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
EJ: Hvor ville det være smukt, hvis København tog ansvar og lederskab for den klimadagsorden, der lige nu er under udvikling verden over. Vi er nok til at have et aftryk på verden i forhold til indflydelse og retningsgivning og få nok til, at vi kan få det til at ske. Whats not to like?

LC: Dit soundtrack til byen?
EJ: Fordi jeg er i det nostalgiske hjørne, bliver det et soundtrack, der hylder det, der var; ”Ali bali ali bali bi”, hippierne omkring Storkespringvandet, ”Det er en kold tid som vi lever i”, starten på Østregasværk, ”I kan ikke slå os ihjel” Christianias kampsang og ”Der er noget galt i Danmark” som er evigt aktuel med linjen om at de vilde fugle nu er smurt ind i spildolie til en alt for høj pris.

Definition af en københavnersnude; interessant, sød, sjov og/eller venlig person, der er bosat i eller har tilknytning til København.

TUSIND TAK, FORDI DU VILLE DELE DIT KØBENHAVN MED OS, ESBEN.

Læs mere om Esben Just her.