Velkommen til ugens Københavnersnude, gymnasielærer og online debatredaktør og freelance skribent på Dagbladet Information, Espen Fyhrie. Han er vokset op i Albertslund, og har gået i skole, arbejdet, læst og festet i København siden starten af 90’erne; de sidste årtier også som beboer. Mød hans København her.
LC: Hvad har du gang i for tiden?
Espen Fyhrie: At være på Teams inde i min egen lejlighed og være rigtig træt af det. Jeg savner at færdes ude, jeg er en meget ekstrovert person, og jeg bliver i min mere ”almindelige” hverdag meget stimuleret af den nære kontakt til mange mennesker, jeg får som underviser.
LC: Hvor bor du?
Espen Fyhrie: Jeg bor på Nørrebro, på Thorsgade, hvor jeg har boet i 13 år. Før det boede jeg i Indre by. Min lejlighed ligger direkte over for Danmarks eneste plejehjem for aktive alkoholikere; på sin vis et melankolsk, lidt trist sted, men også på sin egen sære måde livsbekræftende. Der er noget ufiltreret over skæbner, der på den måde har givet op og bare vil drikke sig ihjel.
LC: Hvor går du tur?
Espen Fyhrie: Søerne, som alle andre, Fælledparken, som alle andre, Frederiksberg Have, som alle andre, og så især Assistens Kirkegård, hvor jeg under lockdown mødes tæt på hver uge og går en tur med en kollega. Som alle andre…
LC: Hvor drikker du kaffe?
Espen Fyhrie: Jeg må indrømme, at når jeg går ud for at drikke kaffe, så ser jeg afgjort først på, hvad der er tæt på, hvad end jeg skal efter det. Jeg synes, cafékaffe i København er ret ensartet i kvalitet, sjældent ringe og sjældent helt imponerende. Et af mine lokale steder, det lidt anonyme Mokkariet på Jagtvej, laver en hæderlig espresso til rimelige penge, og de har noget, jeg med alderen sætter mere og mere pris på: En fornuftig akustik.
LC: Hvor spiser du?
Espen Fyhrie: Skulle jeg forestille mig, at man kunne gå ud at spise i morgen, så ville jeg gå på Cicchetti på Nørrebrogade og kun bestille puntarelle, den romerske cikoriesalat i ansjosmarinade. Bare fem-syv tallerkner af det.
Jeg har med en vis succes skåret ned på takeout i den seneste lockdown, så jeg har desværre ikke været en ret solid støtte til de lokale restauranter. Til gengæld har jeg fået kogt en del fond herhjemme.
Der er dog kommet en ny somalisk restaurant i gå afstand fra min lejlighed; Anfac på Mimersgade; det kan anbefales. Somalisk mad er et sjovt sammensurium af det traditionelle køkken, man kender fra Etiopien, med tydelige inspirationer fra både det arabiske, italienske og indiske køkken. Det er ikke ualmindeligt at finde samosa, karryer og spaghetti med kødsovs på samme menu, og den slags kulinarisk respektløshed er spændende. Sidst fik jeg kamel; det er nok dromedar, men det smagte fint, og deres friske chilisauce var dejlig, og deres canjeera (traditionelle pandekager) smagte af frisk surdej.
I sommer, da restauranterne kortvarigt var åbne igen, nåede jeg med en veninde tilbage på en københavnsk klassiker, l’Alsace i Pistolstræde, hvor vi fik klassisk fruit de mère. Det var mindst ti år siden jeg sidst havde været der, men det var så befriende traditionelt, som noget kunne være.
Seneste frokost, jeg har spist ude, var i Arbejdermuseets restaurant, Ølhalle, sammen med min far. Det var meget traditionelt, men også lige i skabet. Dejlig confiteret and på hjemmebagt rugbrød.
LC: Hvor fester du?
Espen Fyhrie: Det er ved at være så længe siden, at jeg ikke aner, hvor jeg skal gå hen, når man må feste igen? Sidste større ting jeg var til før covid19 var vist nok en mindre festival fra Mayhem på Haraldsgade. Men jeg er også ved at være så gammel, at jeg mest er på dansegulvet til privatfester; at gå i byen er primært noget med vin- og cocktailbarer.
Med fare for at promovere mine egne venner for meget, så er der ikke mange fredagsaftener, der ikke bliver bedre af at starte med et glas bobler og et par østers på Rouge Oysters på Gl. Kongevej. Det kan sagtens lægges ind efter den rituelle fyraftensøl på Props i Blågårdsgade. Og så kan jeg kun anbefale at besøge Paloma i Guldbergsgade, der specialiserer sig i vermouth. Og når så pesten er forbi, så holder vi kolossal dubstep-fest og holder festival hele sommeren i hele byen.
LC: Hvor inspireres du?
Espen Fyhrie: Når jeg vasker op. Jeg er med alderen blevet lidt pernitten med opvask, der står fremme, så jeg vasker op hver dag, ofte mere end en gang, og det er helt klart også et tænkerum.
LC: Hvad er dit yndlingssted i København?
Espen Fyhrie: I Urbanplanen lige ved Brydes Allé ligger Københavns vel nok tristeste butikstorv. Der er en Dagli’ Brugsen og et pizzaria. Og så er der Smut Inn Pub; en pub med elektriske skydedøre, hvor de har havemøbler i hvidt plastic inde på pubben. Det bliver altså svært at gentrificere, det sted. De har en hjemmeside, med fanebladet musik; her kan man kun se, hvad de har planlagt at spille én bestemt aften i juli år 2030, hvilket er ”Who Let the Dogs Out”.
LC: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Espen Fyhrie: En frostklar gåtur med et par gamle venner på Sydhavnstippen og i Musikbyen. Det er helt sikkert kliché at påpege, men det er rart at vide, at der stadig er enkelte lommer tilbage af den kaotiske Klondike, der faktisk prægede store dele af København for bare fire årtier siden. Steder som Refshaleøen, Islands Brygge og Haveforeningerne ved Ryparken og Søndermarken bliver ryddet eller friseret; sikkert godt for et flertal af beboerne, men ikke så godt for drømmen om Olsen Bandens forfaldsromantik.
LC: Hvad er dit bedste minde om København?
Espen Fyhrie: Hver gang, jeg kommer hjem fra ferie, festival eller endnu bedre, hjem fra arbejdsrejser. Stå af toget eller metroen fra Lufthavnen, træt og i rodet tøj, og tage 5C ud af Nørrebrogade i ro og mag. Hjem og vaske tøj og bruge min egen kaffemaskine.
LC: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Espen Fyhrie: Noget af det, københavnere nu og da glemmer, er, at Det Kgl. Teaters Opera er af så enormt høj klasse, de sætter den ene fabelagtige opsætning op efter den anden. Spar penge op til landet bliver genåbnet, og giv dig selv en billet til operaen; inviter måske endda din far eller mor med.
LC: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Espen Fyhrie: Sporvogne. Det er den bedste måde at se en fremmed by på, så jeg ville ønske at alle turister og nytilflyttere fik lejlighed til at køre rundt og se. Der er på en måde en anden rytme og indelukkethed i bussen, der ikke tilbyder det samme. Min formentlig foretrukne by i verden, bortset fra København, New Orleans, har nogle fantastiske sporvogne.
LC: Dit soundtrack til byen?
Espen Fyhrie: Jeg hører til dem, der ikke bryder mig om at cykle, løbe eller gå med musik i ørerne, så mit soundtrack til byen udenfor er faktisk mest lyden af andre mennesker. Jeg føler mig mest tryg, når jeg kan høre. I bil er det ikke helt så vigtigt, for der kan man alligevel ikke høre så meget udefra; kører jeg bil om dagen, hører jeg Wu Tang Clan, Ultramagnetic MCs eller tilsvarende bedaget hip hop. Kører jeg om aftenen i mørke, hører jeg klassisk på P2.
Tusind tak, Espen, fordi du ville dele dit dejlige København med os!