Fra den 9. juni til 28. august kan du komme helt til tops og få en svimlende panoramaudsigt over København i det 81 meter høje udsigtstårn ZOO Skyliner.
Af Louise Bro
Du har måske været en tur i ZOO tårnet og nydt den smukke udsigt over byen. Nu kan du komme endnu højere op – højere end noget andet sted i København – når det 81 meter høje udsigtstårn ZOO Skyliner bliver sat op i Zoo fra den 9. juni til 28. august.
Dobbelt så højt som Zoo-tårnet
Skyliner er 81 meter høj og er placeret på toppen af Valby Bakke ca. 30 meter over havets overflade (til sammenligning er det originale ZOO tårn 43 meter højt). Så du kommer altså lige dobbelt så højt op i ZOO Skylder.
Du behøver ikke tænke på trapperne, der er elevator og herfra snurres du rundt og nyder en vild panoramaudsigt fra de svimlende højder i 12 minutter. Det må give et lille sus i maven. Og du er ikke alene, da Skyliner har plads til 60 personer pr. tur.
”På et af de højeste punkter i København placerer vi et 81 meter højt tårn. Det er næsten dobbelt så højt som Zootårnet, og det giver et komplet panorama over hele hovedstaden, det meste af Sjælland, Øresundskysten, Malmö og Sydsverige. Jeg tør godt love, at det bliver en once in a lifetime oplevelse med garanti for sug i maven,” siger Jørgen Nielsen, administrerende direktør i Zoo.
Støtter et godt formål
Udover adgang til ZOO koster det også lidt ekstra at komme op i ZOO Skyliner, men overskuddet er samtidig med til at bekæmpe krybskytteri. En del af indtægterne går nemlig til at finansiere ZOOs medarbejdere og materiel i Pilanesberg Nationalpark, hvor de hver dag kæmper for at redde næsehornet fra at blive udslettet af krybskytter.
ZOO Skyliner bliver placeret lige overfor ZOOs hovedindgang. Der er både adgang direkte fra Roskildevej for gæster, der ikke besøger ZOO og adgang i forbindelse med besøg i ZOO.
ZOO Skyline er i Zoo fra den 9. juni til 28. august 2022.
Priser adgang til Skyliner:
Voksne: 99,- / Børn: 89,- / Voksne med Zookort: 79,- / Børn med Zookort: 69,-
Priser adgang til Skyliner og ZOO:
Voksne: 275,- / Børn: 175,-
Hvad støtter ZOO Skyliner
For hver gæst, der tager turen til toppen, går der 5 kr. direkte til ZOOs kamp for at bekæmpe krybskytteri. ZOOs ansatte i Pilanesberg Nationalpark i Sydafrika har brug for støtte til at overvåge parken og forhindre de truede næsehorn i at blive dræbt. De indsamlede midler fra ZOO Skyliner går ubeskåret til indkøb af droner med termisk kamera, overvågningskameraer og til at dække omkostningerne til pilot og overvågningsfly.