Fair Play Live på Vega præsenterer stærkt hovednavn

0
436
Den legendariske hip-hop legende og aktivist yasiin bey (tidligere kendt under navnet Mos Def) kommer til København. Tirsdag den 23. oktober kan han opleves på Vega i forbindelse med den internationale musikevent Fair Play: Live 2018, som desuden præsenterer en række spændende bands fra Malawi, Colombia, Liberia og Indien. Koncerten finder sted i forbindelse med Transparency Internationals anti-korruptionskonference, som finder sted i København fra den 22 – 24. oktober.

Som en af den socialt bevidste hip-hops pionerer har yasiin bey haft kæmpe indflydelse på genren, og hans musik har en nerve og et drive, der har fået New York Times til at hylde ham som ”one of the most inherently musical rappers of all time”. Men det er ikke kun som kunstner, at yasiin bey er kompromisløs. Også som aktivist har han taget livtag med alt fra Guantanamo til politivold og racisme, og nu lægger yasiin bey stemme til kampen mod korruption, når han den 23. oktober indtager Vega som hovednavnet ved Fair Play: Live 2018. yasiin bey kommer med to mål i sigte; at gøre opmærksom på den ødelæggende indvirkning korruption har på millioner af menneskers liv verden over. Og desuden at levere et brag af en koncert på Vega.

Før yasiin bey indtager scenen, kan man opleve vinderne af Fair Plays musikvideo-konkurrence med fokus på korruptionens indflydelse på samfundet. Vinderne blev fundet blandt mere end 43 deltagere fra 21 lande.

Glæd dig til at opleve:

  • Faith Mussa. Faith Mussa har taget sin læke afro-soul og sit socialt engagerede musikalske udsyn med jorden rundt, fra TEDxLilongwe til Glastonbury 2017. Han er kendt for sin kamp mod korruption og andre sociale problematikker.
  • Rain in Sahara, en indisk hip-hop fusion trio, som fik deres gennembrud med og modtog stor anerkendelse for musikvideoen ‘Black Water’. Trioen vandt for nyligt guld ved the Indian Music Video Awards, og takler i deres musik problemer relateret til korruption, ulighed og miljø.
  • Det colombianske band Haga Que Pase, som forener urban Cali med lyden fra colombianske lokalsamfund. Bandets levende lyd afspejler hverdagen for den almindelige colombianer og bidrager med et positivt budskab til dem, der lever under hårde politiske vilkår.
  • Nasseman, en kreativ reggae-artist, social aktivist og tidligere vinder af Fair Play. Nasseman bruger sin stemme til at skabe opmærksomhed omkring vilkårene for fattige borgere i sit hjemland, Liberia.

Fair Play Live kan opleves på Vega tirsdag den 23. oktober.
Dørene åbner kl. 18:00 og selve showet starter kl 19:00.
Billetter koster 165,00 kr. Man kan booke billet online via Ticketmaster.

Fair Play: Live 2018 er en international musikbegivenhed, som samler engagerede og nyskabende kunstnere fra hele verden i kampen for social retfærdighed. Arrangementet finder sted i VEGA i København den 23. oktober 2018. Læs mere om Fair Play her

Læs mere om anti-korruptionskonferencen IACC her

Koncerten er støttet af #tuborgfondet.