Frankies leverer italienske vibes og gourmetpizza i København

1
536
Inviteret af Frankies | Holdet bag LoveCopenhagen besøgte sidste lørdag Madklubbens nyeste pizzarestaurant, Frankies (nummer 2) på Østerbrogade i København. Vi havde forinden hørt både godt og skidt om stedet, så vi glædede os meget til at opleve, hvad vi selv ville mene om endnu et luksus-pizzaria i byen. Her er vores tanker.

Konceptet

Frankies er Madklubbens pizza joint med plads til alle, der har en forkærlighed for stenovnsbagt pizza. Konceptmæssigt minder den nye kæde om Madklubbens øvrige restauranter, hvor du får illusionen af en rigtig restaurantoplevelse, men til billigere priser. Og som på Madklubbens andre restauranter er ulempen, at du kun har bordet i en tidsbegrænset periode. Hos Frankies kan du vælge at bestille enkelte retter på menukortet, som hovedsageligt består af lækre, store pizzaer. Men du kan også vælge at gå all in sammen resten af bordet og kaste dig i grams med alle pizzaer og al den vino, som hjertet begærer for 300 kr./pers. Jeg kender ikke ret mange mennesker, der kan indtage mere end én pizza af gangen – og taget bordets tidsbegrænsning på 1 ½ time i betragtning virker all inclusive-konceptet måske en anelse fjollet her. Vi var i hvert fald så mætte og tilfredse efter den første pizza, at vi så os nødsaget til at dele en dessert – hvilket sjældent sker, når vi smager på byen!

-Catharina

Stemingen 

Stemningen på Frankies er uformel og hyggelig – nærmest festlig den lørdag aften, hvor vi besøgte stedet. Der var musik, lækre drinks og et blandet publikum, som hyggede sig, mens de spiste deres mad. Restauranten er simpelt indrettet. Der er brugt moderne naturmaterialer som marmor, jern og træ kombineret med et twist af underspillede italienske vibes. En fin, stemningsfuld detalje, der også skal fremhæves, er det store åbne køkken, hvor man har udsyn til kokkene, der bager pizzaer i stenovn.

-Nathalie

Maden

Madklubbens nyeste skud på stammen må siges at være lidt af en storsatsning, da der er tale om en decideret pizzakæde med hele tre nye restauranter. På Østerbro har Frankies Pizza overtaget Tony’s tidligere lokaler i Park-bygninger, ved Sortedams Dossering er Gran Torino’s lokaler blevet til Frankies Pizza Nørrebro, og snart åbner der endnu en Frankies på Vesterbrogade.

Vi ved ikke, hvad den nye pizza-amore skyldes, men ligesom da der poppede burger joints op over det hele, satser Madklubben i den grad på, at deres pizzaer er mere sprøde end alle de andre steder. Det er modigt, men lad os med det samme slå fast, at Frankies pizzaer er utroligt lækre! Og hvis du i stedet for restaurant-besøg bare vil chille derhjemme, så kan du naturligvis også få leveret Frankies som take-away.

På Frankies er det velkendte Madklubben koncept med 3-retter skiftet ud med en simpel pizza menu med stenovnsbagte klassikere, et par spændende overraskelser, og syndigt lækre desserter. Og selvfølgelig er der også taget højde for næsten alle præferencer ­– der er både vegetariske og én vegansk pizza på menuen, og alle pizzaer kan fås med glutenfri bund for 25 kr. ekstra. Og nu vi snakker om pizzabund, så er den både sprød og luftig på Frankies!

Priserne på pizzaerne ligger fra 80-125 kr. fra den helt skrabede Margherita (tomat, mozzarello og basilikum) til de klassiske som Salami Picante og Bianco, og underligt nok også en Honolulu aka skinke og ananas – som plejer at være absolut no-go hos den lokale italiener. I den dyre ende er der de spændende Frankies kreationer med lækkerier som calabrisk pølse og trøffelmarscarpone, og hvis du virkelig vil forkæles, så kan du også selv for lidt ekstra få add-ons som burratta og sort trøffelpasta på din pizza, og det kan godt anbefales.

Vi kunne ikke stå for fristelsen og var nødt til at få burratta på den klassiske Prosciutto Cotto (tomat, mozzarella, skinke), og derudover smagte vi deres Bianco (mozzarella, kartofler, gedeost, rosmarin, hvidløg og havsalt), Frankie (mozzarella, trøffelmascarpone, svampe og frisk oregano) og Paulie Parma (tomat, mozzarella, parmaskinke, ruccola, pesto) – alle med den lækreste sprøde bund og friske råvarer  utroligt lækre og ret mættende! Derfor skal du altså have en meget god appetit, hvis du kaster dig ud i deres ”all-you-can-eat-and-drink” tilbud til 300 kr. Vinen kan måske svare sig, men du skal kæmpe for det, hvis du skal klemme mere end én pizza ned. Vi måtte (desværre) næsten kaste håndklædet i ringen, da det var tid til desserten – den overdådige Berties Nam Nam, en varm calzone med Nutella, saltet mascarpone, knuste Oreos og ristede hasselnødder. Der står godt nok, at der er nok til 2 personer, men I kan sagtens være flere om den lækre omgang ovenpå deres gourmet pizzaer.

-Louise Bro

Drikkevarerne

Der skal lidt læskende til at skylde de sprøde pizzaer ned med, og her gik vi efter en velkomstdrink, Frankies Sour, som egentlig bare er restaurantens navn for en klassisk Whiskey Sour. Det grinede vi lidt af – hvorfor ikke lave bare lidt om i drinken, når nu den har fået et andet navn? Til gengæld smagte den præcis som den skulle; frisk og berusende.

Efterfølgende gik vi efter en flaske hvidvin, Sauvignon Blanc, som ikke skræmte nogen som helst ved bordet væk. Det kan jo nogle gange være en udfordring at finde en flaske, som falder i alles smag, men det lykkedes her.

Frankies har ellers et særligt vinkoncept. Man kan være fræk og kalde det Jensens Bøfhus’sk, da det kort og godt er et drik, hvad du kan-koncept. Altså – du betaler 150 kr., og så kan du ellers tylle så meget vin, du har lyst til, inden for de halvanden time, du har bordet i. Et spøjst koncept, hvis du spørger mig, men det skal nok falde i god jord hos dem, der ikke går så meget op i vin, og som ikke vil lade sig begrænse af mængden i en flaske.

Efter maden var spist, sluttede vi af med en Espresso Martini, som sendte os alle fire af sted på en himmelflugt af dimensioner – SÅ god var den. Og en perfekt måde at slutte aftenen på, mætte, tipsy og glade.

-Louise T

1 COMMENT

Comments are closed.