Forårsstemning

0
375

foto 1

De fleste af os tager nogle velfortjente feriedage her i påsken, og jeg er én af dem. Jeg holder normalt aldrig fri (sådan er det vist at være selvstændig), så det er et par dejlige dage, jeg går i møde nu.

foto 2

Hvis du ikke er så heldig at have fri og kunne sove længe, bruge timer i køkkenet, gå lange ture og have lange, dybe samtaler med dem, du holder af – eller hvad du nu ynder at lave, når tid ikke er et problem – så kan jeg opfordre dig til at sætte bare lidt tid af hver dag, hvor du får lov at komme lidt ned i gear og lægge mærke til netop de stille stunder.

foto 3

Det gjorde jeg sidste weekend, og jeg vil gøre det igen på de helligdage, hvor jeg ikke skal arbejde. Her er 10 forslag til en rolig stund:

1. Gå en tur i naturen. Hvis du er i byen, kan du vælge en skøn park, og gerne én, du ikke færdes i så ofte.

2. Åben vinduet, luk øjnene og træk vejret dybt. Bare i fem minutter.

3. Sluk mobilen og sæt dig i sengen eller sofaen med din yndlingsbog eller et magasin.

4. Brug fem minutter på at lægge mærke til små detaljer; mursten på bygningerne, skyernes form på himlen, et bestemt stykke musik (kan du genkende instrumenterne og tonerne?), bladene på træerne.

5. Læg ekstra mærke til den mad du spiser; hvordan er lyden, når du knaser, hvilke farver har den, hvordan smager den. Nyd hver mundfuld med opmærksomhed.

6. Sæt din yndlingsmusik på anlægget og dyrk de følelser, den giver dig; dans, smil, grin, græd, råb.

7. Nævn de 10 ting i dit liv, som du lige nu er allermest taknemmelig for.

8. Fortæl dem, du er sammen med, at du holder af dem (hvis du holder af dem ;)) Hvis du er alene, så giv et kald til ven, du ikke har snakket med i lang tid. Spørg, hvordan de har det.

9. Sæt dig i solen i fem minutter, luk øjnene og værdsæt, at den slags stunder er så sjældne i Danmark, at du netop kan sætte ekstra meget pris på den.

10. Giv dig selv lov til at nyde livet, selvom alt ikke er skønt – der er altid noget at brokke sig over – men der er også altid noget at være taknemmelig over.

Rigtig god påske – om det er på jobbet eller på ferie.

Kærlig hilsen
Louise

foto 6 foto 7