Ugens Københavnersnude er også en jubilæumssnude, da vi runder nr. 500! Efter så mange forskellige og interessante snuder, er det kun passende at ugens snude er multikunstneren, Francis Bowie. Han har udgivet 5 album, 1 EP, og er lige nu aktuel med singlen “Finde vej”. Derudover skriver Francis poesi, har udgivet tre bøger, udstillet et hav af malerier og keramik, og har også haft og drevet et galleri. Mød Francis og hans København her.
LoveCopenhagen: Hvad har du gang i i øjeblikket?
Francis Bowie: Jeg har lige udgivet en ny single der hedder “Finde vej”, og jeg er netop ved at navigere og finde vej i en masse forskellige ting. Det er man som menneske forhåbentlig altid, men i mit tilfælde virker det denne gang mere skelsættende og eksistentielt. Det er ikke en søgen, det er snarere en finden, hvis man kan sige det. Jeg finder mange vigtige opdagelser og erkendelser i øjeblikket, og det er enormt frigørende at lytte til dem, leve efter dem, stole på dem og tage konsekvenserne deraf.
LoveCopenhagen: Hvor bor du?
Francis Bowie: Jeg bor i Nordvest i en andelslejlighed. Jeg elsker det. Vi har lige fået altaner i foreningen. Jeg føler mig nogle gange en lille smule voksen, når jeg sidder der med en kop kaffe. Men kun en lille smule. Jeg puster også sæbebobler fra altanen sammen med mine tvillingedrenge på tre år.
LoveCopenhagen: Hvor går du tur?
Francis Bowie: Utterslev Mose og Bispebjerg Kirkegård.
LoveCopenhagen: Hvor drikker du kaffe?
Francis Bowie: Soundtrack Café på Balders Plads. Ejeren har drevet to beværtninger i Barcelona i mange år, og man får gode varme sydeuropæiske fornemmelser der. Mine rejser har været på pause i lang tid, så det er fantastisk at få ferie-følelse hjemme på en regnvejrsdag. Når ejeren keder sig, så maler hun på væggene og i loftet. Caféen er et kunstværk, der hele tiden ændrer sig lidt, hvilket minder om mit eget hjem.
LoveCopenhagen: Hvor spiser du?
Francis: På Behov på Rentemestervej. Man kan bygge sin egen pizza der, og jeg ender næsten altid med at bygge den samme. Klassisk dej – hvid sauce (ricotta og baconrøg) – gedeost – meatballs – svampe – syltede rødløg og parmesanflager. Mine tænder løber i vand nu, bare jeg tænker på den. Men husk, som Behov skriver; “du bygger pizzaer – ikke bjerge”.
LoveCopenhagen: Hvor fester du?
Francis: Ligesom at rejse, så er jeg stort set også stoppet med at feste. Men hvis jeg tager afsted en enkelt eller to gange om året, så skulle det nok være “Coma Club” og “Kaj – Din ven i solen”. Jeg har til gengæld lige været til et par fine koncerter, Savage Rose i Store Vega og Tabloid på Hotel Cécil.
LoveCopenhagen: Hvor inspireres du?
Francis: Når jeg cykler gennem byen. Jeg cykler flere gange om ugen fra Nordvest og til Amager Strand, og man kan nå at få mange ideer til sange på den tur. Jeg cykler ikke hurtigt, men man får alligevel fornemmelsen af, hvor hurtigt byen skifter karakter, og man får så meget godt og forskelligt af byen på den tur. Jeg forsøger at være en sød cyklist med overskud, der viser hensyn til bilerne og holder for turisterne, når der er et fodgængerfelt uden lysregulering. Jeg synes ikke altid, at cyklisterne behandler fodgængerne eller bilisterne så godt. Jeg ville i hvert fald nødig køre bil i København. Men jeg har heller ikke noget kørekort, så det kommer heller ikke til at ske. Altså. Jeg skal ikke gøre mig mere artig, end jeg er. Indtil for nylig kørte jeg aldrig med cykellygter, og jeg har heller aldrig ejet en cykelhjelm. Men jeg mener at have haft tungtvejende og gode grunde til disse valg.
LoveCopenhagen: Hvad er dit yndlingssted i København?
Francis: Ej, den er umulig. Men altså lige i øjeblikket er det nok min altan. Og så elsker jeg at cykle rundt i mit nabolag og observere skilte, gadekunst, graffiti og butiksnavne.
LoveCopenhagen: Hvor har du sidst følt dig forelsket i København?
Francis: Jeg ved ikke, om der menes forelskelse rettet mod byen eller mod et andet menneske. Hvis der menes forelskelse i et menneske, så forsøger jeg at undgå en sådan situation. I hvert fald for en rum tid. En rigtig forelskelse får jo mennesker til at gøre de mærkeligste ting som for eksempel at indgå i et klassisk parforhold, købe hus på landet eller i provinsen, købe en bil, lave fælles konto og mærkelige madplaner og gå til hinandens åndssvage familiefester. Jeg synes, det er helt skørt at så mange køber den drøm, når det er så tydeligt, at kun de færreste kan leve i den, og de fleste bliver ulykkelige og bliver skilt i forsøget på at passe ind i disse snævre rammer.
Men forelskelse minder om en lykkefølelse, som jeg tit oplever, men som ikke drejer sig om et specifikt menneske. Den følelse kan opstå hvor som helst, men ofte når jeg maler, skriver eller spiller og komponerer musik, så kommer den. Det er en slags forelskelse, om man vil, som i stedet for at lukke sig om et menneske, åbner hele verden op og åbner sindet op.
LoveCopenhagen: Hvad er dit bedste minde om København?
Francis: Umiddelbart efter gymnasiet åbnede jeg mit første galleri. Det hed GalArtery og lå på Æblestien på Amager, hvor der nu ligger en hyggelig kaffebar. Der har jeg mange gode minder fra. Galleriet var også mit hjem, selvom jeg ikke måtte bo i baglokalet. Vi spillede små koncerter der med mit gamle band “A LOVE YOU” og om natten drak vi os fulde og malede udenfor på gaden eller tog rulleskøjter på og rullede til Amager Strand.
LoveCopenhagen: Din anbefaling til den bedste oplevelse i København?
Francis: Der ligger et galleri på Guldbergsgade, som hedder Galleri Symbol. Galleriejeren går mere op i kunst, Bob Dylan og John Lennon end profit, vækst og andre ligegyldigheder, hvilket jo er fantastisk i sig selv. Sidst jeg var der, endte vi med at tale om verdensfred og drikke vin hele aftenen. Altså muligheden for at kunst kan være kilden til verdensfred.
LoveCopenhagen: Selvom København er fantastisk, har du nu mulighed for at tilføje den ene ting, som du synes, byen mangler – hvad er det?
Francis: Et fristed hvor man kan tænke højt og stort, og hvor der er højt til loftet, og som ikke er infiltreret eller styret af kriminelle eller politikere.
LoveCopenhagen: Dit soundtrack til byen?
Francis: Der er en sang fra mit eget album “MOD” som hedder “Jeg har lige fået løn”. Den handler om en tid, hvor jeg ikke havde råd til at bo i byen, og hvor jeg blev nødt til at flytte til Bagsværd i et kunstnerkollektiv, som eksisterede på lånt tid i nogle erhvervsbygninger, som skulle rives ned. Når jeg hører sangen, minder den mig om, at det jo ikke er givet at man kan bo i byen. Specielt ikke på en lille eller mellemindkomst. Der er mange, som ser sig nødsaget til at flytte væk, selvom de gerne vil bo i byen.
Med hensyn til min situation, så viste det sig, at der var en grund til at mine penge var exceptionelle små i den periode. Jeg knoklede som vikar og pædagogmedhjælper, men kunne alligevel ikke få det til at hænge sammen. Det viste sig, at der var huller i lønsystemet i Frederiksberg Kommune, og jeg havde i løbet af nogle år arbejdet mere end tusinde timer, som jeg ikke havde fået løn for. Jeg rendte til så mange møder på rådhuset og måtte være min egen advokat. Jeg endte til sidst med at få en bunke penge, som gjorde at jeg kunne købe den andelslejlighed, som jeg stadig bor i. Hvis ikke jeg selv havde været skarpere på lønsystemet end lønmedarbejderne på Frederiksberg Rådhus, så havde jeg aldrig fået mine penge, og så havde jeg ikke kunnet flytte tilbage til København. Så jeg føler mig heldig at bo i byen. Og jeg tænker tit over hvor mange kunstnere og musikere i vikarjobs, der bliver snydt for løn.
Du kan se mere til Francis Bowie, hans musik og værker på Youtube, Instagram og francisbowie.dk
Tak fordi du ville dele dit København med os og være vores Snude #500, Francis!