GLEMMER DU PÅ AVENY-T

0
414
Frem til på søndag den 18. september kan du på Aveny-T høre Venter på Far genfortolke en række skønne, stærke og ikke mindst rørende sange fra mellemkrigstiden samt en række af den kvindelige kvartets egne sange, som du med garanti kender fra 90’erne og 00’erne. Ditte var med til premieren og forlod Frederiksberg Allé med et stort smil på læben og en varm følelse af kærlighed til kvinder, der tør at være kvinder med stort K.

Som lille hørte jeg sange som “Glemmer du”, “Du gamle måne” og “Man binder os på mund og hånd” på transistorradion hjemme hos min mormor og morfar. Da jeg i mandags sad til premieren på musikstykket “Glemmer du – de sange der samlede Danmark”, kunne jeg pludseligt huske, hvordan det lød, når min mormor nynnede med i køkkenet – og det var et virkeligt rart genkald. Rundt omkring i salen sad folk i alle aldere da også nynnede med, ligesom min mormor gjorde det, mens de fire sangerinder i kvartetten Venter på Far, Julie Michelsen, Cæcilia Glode, Anne Dorte Michelsen og Gitte Nauer, på humoristisk og rørende vis fortolkede de gamle sange fra 30’erne og 40’erne i stykkets første del, der også fungerede som en hyldest til kvindelige og musikalske pionerer som Karen Jønsson, Liva Weel og Maguerite Viby, der dengang lagde stemmer til de udødelige hits.

glemmer-du_3_foto-clara-naur-norremolle

Girl power fra mellemkrigstiden

I Venter på Fars fortolkning blev det hurtigt tydeligt, at de gamle sange er ligeså aktuelle nu som dengang. Deres temaer omkring både lykkelig såvel som ulykkelig kærlighed samt det, at være kvinde i forhold til de herskende konventioner (og gøre op med dem), er nogle, som både jeg, min mor, min søster og min mormor (hvis hun levede), kan forholde sig til. Forestillingen blev derfor et fantastisk samlingspunkt for kvinder på tværs af generationer. I stykkets sidste del fik vi som publikum desuden et skønt genhør med Venter på Fars hits fra 90’erne og 00’erne som “Handyman” og “Kære Peter”, hvor igennem de fire sangerinder fik bundet en sløjfe til de gamle klassikere og vist, at vi som kvinder stadig er vildt seje, elsker mænd og er villige til at kæmpe for kærligheden til dem, selvom vi stadig også kæmper mod de konventionelle kønsroller.

“Glemmer du – de sange der samlede Danmark” af Venter på Far spiller på Aveny-T til og med søndag den 18. september. Se mere her.

/Ditte

Se herunder, hvad vi synes om stykket lige efter premieren:

English summery: 

Right now you can experience the Danish music quartet “Venter på Far” reinterpret a number of beautiful, strong and touching songs from the Danish interwar period and a number of the female quartet’s own songs at Aveny-T on Frederiksberg.